Post by shana on Oct 26, 2006 15:07:29 GMT 1
Forord
---------
Blev aldrig helt færdig med den her, som jeg lykkeligt begyndte på efter jeg havde gennemført PoP. Nu nærmer den sig en færdiggørelse og så ville jeg lige forberede dens kommen med en lille spændingsindledning.
Til folk der ikke er helt bekendt med historien i PoP vil jeg lige (meget) kort resumere så det bliver let lettere at forstå hvad der refereres til i historien (man er selv herre over om man vil læse baggrunden, hvis man senere har tænkt sig at spille spillene. Jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen for nogen ved at afsløre ting i handlingen, så jeg markerer det lige med spoiler-farve):
Da Prinsen af Persien vender hjem fra en laaang rejse finder han sit hjem, Babylon, angrebet af den indiske hær. Han finder ud af at den indiske storvisir der har tvunget hæren fra Indien ved at myrde sultanen, for at kunne angribe Babylon. Han er nemlig blevet klar over at Prinsen med sig hjem bringer Kejserinden af tidens ø (mere uddybende forklaring kan findes i denne lille gennemgangsvideo af handlingen i alle spillene: www.youtube.com/watch?v=SgTRBJCa6WY. Man behøver i virkeligheden ikke at vide hvem hun helt præcis er så det er ikke strengt nødvendigt at se videoen, det er bare til folk der kunne finde det interessant. Er der problemer med videoen så kopier adressen op i adressevinduet) som i sig bærer en stærk kraft som kan udnyttes, hvilket er Vesirens plan. Kejserinden bliver fanget og dræbt af ham og han bruger den kraft hun besidder til at omdanne sig selv til et guddommeligt væsen og alle sine krigere til mægtige monster-zombie-agtige væsner. Også Prinsen bliver ved et uheld berørt af dette og hans venstre arm bliver inficeret. Denne infektion viser sig at give liv til hans ondere jeg og give det person og skikkelse. Gennem historien bliver han forført og vildledt af denne ”Mørke Prins” (Dark Prince på engelsk) der spiller på hans hævntørst på Vesiren og hans frustrationer over splittelsen af hans personlighed.
På vejen møder han Indiens Prinsesse Farah han tidligere har forelsket sig i (se ovenstående video for nærmere forklaring) og med hendes hjælp lykkes det til sidst at dræbe Vesiren og tilbagevinde kongeriget. Imens har Den Mørke Prins udviklet sig så meget at han ikke længere er afhængig af Prinsen for at kunne holde sig i live. Det ender med et stort opgør i Prinsernes egne sind, hvor det til sidst lykkes Prinsen at besejre Den Mørke Prins.
Jeg er klar over (for det synes jeg også selv) at ”Dark Prince” lyder en anelse meget bedre end ”Den Mørke Prins”, men siden ingen af de to Prinser bliver navngivet i spillene og jeg skriver på dansk må det være sådan. Ligeledes kalder jeg også prinsen for ”Prinsen”, også selv om han i min historie er blevet konge, for idet at han intet navn har bliver hans titel i spillene mere end en titel og mere til et navn og en identitet, og så synes jeg det virkede forkert at begynde at kalde ham for ”Kongen”.-------
Prinser med problemer - Prine of Persia Fan Fiction
Prinsen lagde udmattet sit hoved i håndfladen for at hvile det. Han havde siddet på tronen nu i lidt mere end et år, og stadig var hans land, og i særdeleshed Babylon fyldt med problemer der til tider virkede næsten uløselige. Affæren med Visiren, havde i den grad sat sine spor og det ville vare længe før byen ville være som før den havde kendt til denne skæbnesvangre person. Det virkede på en måde ikke retfærdigt at man i løbet af få dage kunne ødelægge så meget, og man skulle bruge flere år på at rette op på skaden igen.
Tronsalen var for en gangs skyld ikke fyldt med rådgivere eller folk med mange papirer med mange optegnelser om de mange problemer byen og riget stadig led under. Vagterne stod ude, hvor han helst ville have dem. Med årene var han begyndt at miste tilliden til vagter, og overlade bevogtningen af hans egen person til ham selv.
Han sukkede dæmpet og tillod sig at hvile øjnene for et par sekunder. Han savnede Farah. Hun var draget hjem til Indien for at få styr på riget. Efter at hendes fader blev myrdet af Vesiren, var hun ene arvtager af tronen, og heller ikke Indien var sluppet urørt efter Viserens jagt på det evige liv. Efter at han havde taget hele den indiske hær i sin besiddelse og brugt den til at angribe Babylon, stod riget nu uden hær, og altså uden forsvar.
Hun var draget af sted efter deres bryllup, og de havde aftalt at finde ud af hvordan de skulle håndtere sagen når hun havde fået lidt bedre styr på det indiske rige. Det kom desværre nok til at tage lidt tid, og han havde da også rigeligt at se til selv, men det ville nu have været meget rart at have hende ved sin side nogle gange. Til tider følte han sig så alene med alle de byrder og pligter som han alene bar. Han var for alvor begyndt at beundre sin fars evner som leder og retfærdig konge. Det havde han også gjort dengang det var faderen der styrede kongeriget, men nu forstod han for alvor hvilket stort menneske hans far havde været. Han ønskede nogle gange at han var der til at rådgive ham i situationer der virkede helt håbløse at finde en løsning på. Alt hvad han havde tilbage fra sin far nu var det store Persiske rige, som ved gud bød på flere problemer end på råd og løsninger, og faderens sværd, som heller ikke kunne påstås gav ham megen rådgivning. Sommetider hjalp det dog at gribe fat om det, eller bare røre det, for så følte han næsten faderens nærvær og kunne se ham for sig, og det var dog en lille trøst.
En lyd fik ham til at åbne øjnene. Den var svag, var ikke mere end en utydelig hvisken. Havde nogen nogensinde sat sig ned og lyttet efter lyden af en skygge, ville Prinsen have kunne betegne lyden sådan. Han rynkede brynene. I det øjeblik han havde slået øjnene op var lyden forsvundet. Ud af øjenkrogen så han dog pludselig noget. Det var kun i et kort glimt, og ikke mere end en skygge, og i det øjeblik han vendte hovedet mod det, var det forsvundet. Han rettede sig vagtsomt op og lod blikket glide rundt omkring i tronsalen. Intet. Hverken lyd eller skygger. Hans søgende blik endte i højre hjørne, næsten bag tronen, og han skulle lige til at konkludere at det nok var hans trætte hoved der havde spillet ham et puds, da han hørte en stemme i den anden ende af salen:
”Godaften min prins”
Prinsens hoved snurrede øjeblikkeligt 90 grader rundt. Den mørke skikkelse femten meter væk fra ham trådte ud af skyggen fra en søjle og gav sig til kende med et bredt smil.
Prinsen syntes i det øjeblik at hans hjerte gik i stå mit i et slag.
”Dig,” hviskede han hæst. Skikkelsen trådte nu helt ud i det rødlige aftenlys fra vinduerne, og smilet blev endnu bredere.
”Savnet mig?”
Prinsen troede ikke sine egne øjne. Den Mørke Prins var død, væk, ikke mere. Han havde selv været der, følt ham forsvinde, vidst at han ikke længere skulle plage ham, men der, foran ham stod han. Der var ikke noget at tage fejl af. Han ville aldrig kunne tage fejl af den skikkelse: som at se sig selv i et spejl og så alligevel slet ikke. Den grå hud, den sorte røg på toppen af hovedet, der gjorde det ud for hår og de gule øjne, alt dette der med det samme kunne fastslå at han ikke var et væsen af denne verden. Og stemmen… Stemmen der havde levet i hans hoved side om side med hans egne tanker. Den stemme havde for evigt sat sig fast i hans hukommelse, og den ville han aldrig kunne glemme. Det føltes som et uvirkeligt mareridt bare at høre den igen.
”Du… du...-” Prinsen vidste ikke hvordan han skulle ligge sine ord, hvilke ord han i det hele taget skulle bruge.
”- Kom tilbage? Jeg syntes nærmest ikke jeg kunne være andet bekendt, nu hvor jeg slet ikke fik sagt farvel da vi skiltes.” Den Mørke Prins’ smil blegnede en anelse. ” Men du havde jo også så travlt med at komme af sted. Du nåede vist ikke engang at se dig tilbage, gjorde du vel?”
”Det kan ikke passe,” udbrød Prinsen hårdt. ”Du forsvandt dengang! Du døde! Gik bort i glemsel!” Han holdt en pause. Den Mørke Prins’ smil var blevet bredt igen. Det foruroligede ham meget.
”Virkelig? Gjorde jeg?” sagde den Mørke Prins lavmælt med en stærkt provokerende undertone.
”Jeg så det selv, du – ”
”Ja, hvad så du egentlig? Du forvandt jo mig bekendt uden så meget som at kaste et blik tilbage på mig. Efterlod mig i glemsel og i ensomhed. I den drømmeverden hvor vores sind er forbundet fangede du mig, dømt som evig fange afskåret fra den virkelige verdens dimension,” hans stemme gled fra spottende over i en bitter og hadefuld klang, ligesom smilet fuldkommen forsvandt.
”Død? Troede du virkelig jeg var død? Vores fysiske forbindelse var måske forsvundet, min fysiske form var gået tabt, og du mærkede måske ikke længere min tilstedeværelse i dit sind, men dér, i overgangsdimensionen til begge vores sind, eksisterede jeg stadig.”
Den Mørke Prins var med langsomme skidt begyndt at nærme sig tronen, og befandt sig nu kun få meter fra den. Hans venstre hånd legede roligt med daggertail’en der var fastgjort i selve armen, mens han talte. Prinsen kom uvilkårligt at gribe sig i sin egen arm. Den havde engang siddet der, gjort umindeligt ondt hver gang han havde bevæget armen, havde hele tiden husket ham på at hans sind ikke havde været hans alene. Han synes at kunne føle de små jag af smerte igen nu. For endnu en gang at blive mindet om den Mørke Prins’ tilstedeværelse. Det hele var som en ond drøm, onde minder der vendte tilbage for at plage ham.
”Ganske vist blev dimensionen mindre og mindre som tiden gik, og jeg troede helt den skulle forsvinde og jeg med den.” Han holdt det lange dødsensfarlige våben op for sig og lod det røde aftenlys fanges i daggertail’ens blanke metal, for at reflektere det rundt i tronsalen i små rødlige stråler.
-----
Edit: så er der kommet lidt mere på historien
---------
Blev aldrig helt færdig med den her, som jeg lykkeligt begyndte på efter jeg havde gennemført PoP. Nu nærmer den sig en færdiggørelse og så ville jeg lige forberede dens kommen med en lille spændingsindledning.
Til folk der ikke er helt bekendt med historien i PoP vil jeg lige (meget) kort resumere så det bliver let lettere at forstå hvad der refereres til i historien (man er selv herre over om man vil læse baggrunden, hvis man senere har tænkt sig at spille spillene. Jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen for nogen ved at afsløre ting i handlingen, så jeg markerer det lige med spoiler-farve):
Da Prinsen af Persien vender hjem fra en laaang rejse finder han sit hjem, Babylon, angrebet af den indiske hær. Han finder ud af at den indiske storvisir der har tvunget hæren fra Indien ved at myrde sultanen, for at kunne angribe Babylon. Han er nemlig blevet klar over at Prinsen med sig hjem bringer Kejserinden af tidens ø (mere uddybende forklaring kan findes i denne lille gennemgangsvideo af handlingen i alle spillene: www.youtube.com/watch?v=SgTRBJCa6WY. Man behøver i virkeligheden ikke at vide hvem hun helt præcis er så det er ikke strengt nødvendigt at se videoen, det er bare til folk der kunne finde det interessant. Er der problemer med videoen så kopier adressen op i adressevinduet) som i sig bærer en stærk kraft som kan udnyttes, hvilket er Vesirens plan. Kejserinden bliver fanget og dræbt af ham og han bruger den kraft hun besidder til at omdanne sig selv til et guddommeligt væsen og alle sine krigere til mægtige monster-zombie-agtige væsner. Også Prinsen bliver ved et uheld berørt af dette og hans venstre arm bliver inficeret. Denne infektion viser sig at give liv til hans ondere jeg og give det person og skikkelse. Gennem historien bliver han forført og vildledt af denne ”Mørke Prins” (Dark Prince på engelsk) der spiller på hans hævntørst på Vesiren og hans frustrationer over splittelsen af hans personlighed.
På vejen møder han Indiens Prinsesse Farah han tidligere har forelsket sig i (se ovenstående video for nærmere forklaring) og med hendes hjælp lykkes det til sidst at dræbe Vesiren og tilbagevinde kongeriget. Imens har Den Mørke Prins udviklet sig så meget at han ikke længere er afhængig af Prinsen for at kunne holde sig i live. Det ender med et stort opgør i Prinsernes egne sind, hvor det til sidst lykkes Prinsen at besejre Den Mørke Prins.
Jeg er klar over (for det synes jeg også selv) at ”Dark Prince” lyder en anelse meget bedre end ”Den Mørke Prins”, men siden ingen af de to Prinser bliver navngivet i spillene og jeg skriver på dansk må det være sådan. Ligeledes kalder jeg også prinsen for ”Prinsen”, også selv om han i min historie er blevet konge, for idet at han intet navn har bliver hans titel i spillene mere end en titel og mere til et navn og en identitet, og så synes jeg det virkede forkert at begynde at kalde ham for ”Kongen”.-------
Prinser med problemer - Prine of Persia Fan Fiction
Prinsen lagde udmattet sit hoved i håndfladen for at hvile det. Han havde siddet på tronen nu i lidt mere end et år, og stadig var hans land, og i særdeleshed Babylon fyldt med problemer der til tider virkede næsten uløselige. Affæren med Visiren, havde i den grad sat sine spor og det ville vare længe før byen ville være som før den havde kendt til denne skæbnesvangre person. Det virkede på en måde ikke retfærdigt at man i løbet af få dage kunne ødelægge så meget, og man skulle bruge flere år på at rette op på skaden igen.
Tronsalen var for en gangs skyld ikke fyldt med rådgivere eller folk med mange papirer med mange optegnelser om de mange problemer byen og riget stadig led under. Vagterne stod ude, hvor han helst ville have dem. Med årene var han begyndt at miste tilliden til vagter, og overlade bevogtningen af hans egen person til ham selv.
Han sukkede dæmpet og tillod sig at hvile øjnene for et par sekunder. Han savnede Farah. Hun var draget hjem til Indien for at få styr på riget. Efter at hendes fader blev myrdet af Vesiren, var hun ene arvtager af tronen, og heller ikke Indien var sluppet urørt efter Viserens jagt på det evige liv. Efter at han havde taget hele den indiske hær i sin besiddelse og brugt den til at angribe Babylon, stod riget nu uden hær, og altså uden forsvar.
Hun var draget af sted efter deres bryllup, og de havde aftalt at finde ud af hvordan de skulle håndtere sagen når hun havde fået lidt bedre styr på det indiske rige. Det kom desværre nok til at tage lidt tid, og han havde da også rigeligt at se til selv, men det ville nu have været meget rart at have hende ved sin side nogle gange. Til tider følte han sig så alene med alle de byrder og pligter som han alene bar. Han var for alvor begyndt at beundre sin fars evner som leder og retfærdig konge. Det havde han også gjort dengang det var faderen der styrede kongeriget, men nu forstod han for alvor hvilket stort menneske hans far havde været. Han ønskede nogle gange at han var der til at rådgive ham i situationer der virkede helt håbløse at finde en løsning på. Alt hvad han havde tilbage fra sin far nu var det store Persiske rige, som ved gud bød på flere problemer end på råd og løsninger, og faderens sværd, som heller ikke kunne påstås gav ham megen rådgivning. Sommetider hjalp det dog at gribe fat om det, eller bare røre det, for så følte han næsten faderens nærvær og kunne se ham for sig, og det var dog en lille trøst.
En lyd fik ham til at åbne øjnene. Den var svag, var ikke mere end en utydelig hvisken. Havde nogen nogensinde sat sig ned og lyttet efter lyden af en skygge, ville Prinsen have kunne betegne lyden sådan. Han rynkede brynene. I det øjeblik han havde slået øjnene op var lyden forsvundet. Ud af øjenkrogen så han dog pludselig noget. Det var kun i et kort glimt, og ikke mere end en skygge, og i det øjeblik han vendte hovedet mod det, var det forsvundet. Han rettede sig vagtsomt op og lod blikket glide rundt omkring i tronsalen. Intet. Hverken lyd eller skygger. Hans søgende blik endte i højre hjørne, næsten bag tronen, og han skulle lige til at konkludere at det nok var hans trætte hoved der havde spillet ham et puds, da han hørte en stemme i den anden ende af salen:
”Godaften min prins”
Prinsens hoved snurrede øjeblikkeligt 90 grader rundt. Den mørke skikkelse femten meter væk fra ham trådte ud af skyggen fra en søjle og gav sig til kende med et bredt smil.
Prinsen syntes i det øjeblik at hans hjerte gik i stå mit i et slag.
”Dig,” hviskede han hæst. Skikkelsen trådte nu helt ud i det rødlige aftenlys fra vinduerne, og smilet blev endnu bredere.
”Savnet mig?”
Prinsen troede ikke sine egne øjne. Den Mørke Prins var død, væk, ikke mere. Han havde selv været der, følt ham forsvinde, vidst at han ikke længere skulle plage ham, men der, foran ham stod han. Der var ikke noget at tage fejl af. Han ville aldrig kunne tage fejl af den skikkelse: som at se sig selv i et spejl og så alligevel slet ikke. Den grå hud, den sorte røg på toppen af hovedet, der gjorde det ud for hår og de gule øjne, alt dette der med det samme kunne fastslå at han ikke var et væsen af denne verden. Og stemmen… Stemmen der havde levet i hans hoved side om side med hans egne tanker. Den stemme havde for evigt sat sig fast i hans hukommelse, og den ville han aldrig kunne glemme. Det føltes som et uvirkeligt mareridt bare at høre den igen.
”Du… du...-” Prinsen vidste ikke hvordan han skulle ligge sine ord, hvilke ord han i det hele taget skulle bruge.
”- Kom tilbage? Jeg syntes nærmest ikke jeg kunne være andet bekendt, nu hvor jeg slet ikke fik sagt farvel da vi skiltes.” Den Mørke Prins’ smil blegnede en anelse. ” Men du havde jo også så travlt med at komme af sted. Du nåede vist ikke engang at se dig tilbage, gjorde du vel?”
”Det kan ikke passe,” udbrød Prinsen hårdt. ”Du forsvandt dengang! Du døde! Gik bort i glemsel!” Han holdt en pause. Den Mørke Prins’ smil var blevet bredt igen. Det foruroligede ham meget.
”Virkelig? Gjorde jeg?” sagde den Mørke Prins lavmælt med en stærkt provokerende undertone.
”Jeg så det selv, du – ”
”Ja, hvad så du egentlig? Du forvandt jo mig bekendt uden så meget som at kaste et blik tilbage på mig. Efterlod mig i glemsel og i ensomhed. I den drømmeverden hvor vores sind er forbundet fangede du mig, dømt som evig fange afskåret fra den virkelige verdens dimension,” hans stemme gled fra spottende over i en bitter og hadefuld klang, ligesom smilet fuldkommen forsvandt.
”Død? Troede du virkelig jeg var død? Vores fysiske forbindelse var måske forsvundet, min fysiske form var gået tabt, og du mærkede måske ikke længere min tilstedeværelse i dit sind, men dér, i overgangsdimensionen til begge vores sind, eksisterede jeg stadig.”
Den Mørke Prins var med langsomme skidt begyndt at nærme sig tronen, og befandt sig nu kun få meter fra den. Hans venstre hånd legede roligt med daggertail’en der var fastgjort i selve armen, mens han talte. Prinsen kom uvilkårligt at gribe sig i sin egen arm. Den havde engang siddet der, gjort umindeligt ondt hver gang han havde bevæget armen, havde hele tiden husket ham på at hans sind ikke havde været hans alene. Han synes at kunne føle de små jag af smerte igen nu. For endnu en gang at blive mindet om den Mørke Prins’ tilstedeværelse. Det hele var som en ond drøm, onde minder der vendte tilbage for at plage ham.
”Ganske vist blev dimensionen mindre og mindre som tiden gik, og jeg troede helt den skulle forsvinde og jeg med den.” Han holdt det lange dødsensfarlige våben op for sig og lod det røde aftenlys fanges i daggertail’ens blanke metal, for at reflektere det rundt i tronsalen i små rødlige stråler.
-----
Edit: så er der kommet lidt mere på historien
kommer der mere?