Post by queensilve on Oct 18, 2006 15:32:30 GMT 1
Well, her er en gammel historie fra en fanfic-konkurrence på forummet.. måske lidt kort, men personligt kan jeg godt lide historien.. så værsågod og spis (Øh.. jeg mener læs.. 
)
Tid: Lige før omtalte Ordre 66
Sted: En fjern isplanet
Personer: Jedi Master Kael Meesto og hans padawan Atlas Kit.. plus en masse kloner..
Ordre 66:
Sneen føg om ørerne på Master Kael Meesto og hans padawan-lærling, Atlas Kit, da de forlod deres rumfærge for at melde sig på den kommandopost, som de havde fået tildelt kommandoen over.
Atlas skuttede sig. ”Stormen og sneen vil sinke vores fremrykning,” bemærkede han.
Master Kael nikkede. Han studerede den øde slette af is foran dem, hvor himmel og den snedækkede jord smeltede sammen på grund af den voldsomme snefygning. Derude et sted i dette helvede af sne og is kæmpede klontropper fra Republikken og Separatisternes droider en indædt kamp om at trænge deres modpart tilbage. Flere Jedier kæmpede side om side med Klontropperne. Master Kael vidste, at hans padawan næsten ikke kunne vente med at komme i kamp. Atlas manglede endnu den stabile tålmodighed, som der hørte med til at være Jedi. Men med tiden kom forståelsen og evnerne nok til ham. Atlas Kit var en dygtig, stærk Jedi-lærling. Han ville uden tvivl blive en formidabel Jedi. En Jedi som Master Kael kunne være stolt af at have oplært.
Begge Jedier havde slået hætten på deres kapper op, men de skyndte sig alligevel for at nå ind i det varme kommandocenter.
Her blev de modtaget af en Klon-kommandør, XX-77, der stift gjorde honnør på typisk militær manér. ”Master Kael, vores delinger står til deres rådighed.”
”Tak, Kommandør,” svarede Master Kael og rystede sine lange, grønne hovedhaler fri for sne. ”Hvordan forløber fremrykningen??”
”Flere af vores delinger er blevet fanget af den pludselige storm,” svarede XX-77. ”De mangler både forsyninger og førere for at klare sig imod droid-hæren.”
”Jaså…” Master Kael trak på skuldrene, så sneen dryssede af hans kappe. ”Så må det vel være stedet, hvor vi starter. Kommandør, saml et hold og gør klar til afgang omgående!!”
””Javel, Master Kael.” Klon-soldaten gjorde honnør og trådte af.
Det armerede transportskib kæmpede sig gennem stormen med alle sine motorer på fuld kraft. Sigtbarheden var faretruende lav, hvilket medførte en stor fare for angreb fra fjendtlige fly. Skønt de ville have lige så store problemer med at flyve gennem dette vejr som Republikkens skibe.
Master Kael sad roligt i sit sæde og stirrede ud på snefnuggene, som føg forbi udenfor. Han lod sit sind flyve med Kraften, som også fandtes i disse små fnug, og fulgte deres flugt på vinden. Det var en slags afslapningsteknik for hans sind, som han ofte benyttede sig af før en forestående kamp.
”Master…” Atlas Kit rørte let ved hans skulder. ”Vi er fremme.”
Netop i dette sekund skød en laserstråle gennem luften og hamrede ind i skibets underside. Dørken under Master Kael og hans padawans fødder gav et hop, så de nær havde mistet balancen.
Endnu en laserstråle fulgte den første, og denne gang lød der et højt brag. Master Kael blev kastet ind mod væggen, mens Atlas faldt på knæ.
”Antiluft-skyts!!” mumlede Master Kael og skubbede sig fri af væggen. Han gik hurtigt hen ad gangen til piloternes cockpit, på trods af skibets rystelser. Atlas Kit fulgte lidt mere besværet efter ham.
Kommandør XX-77 og hans andenpilot kæmpede ved deres styretøjer for at holde transportskibet i nogenlunde ro. ”Vi blev ramt af en fuldtræffer, Master Kael,” rapporterede Klon-kommandøren. ”Det første skud prellede af på undersiden.”
”Nogen tilskadekomne??” spurgte Master Kael.
”Fuldtræfferen sprængte hul i skroget og dræbte flere af holdet. De fleste hænger ude på vingen.”
”Hvad??!” Master Kael nærmest sprang hen til vinduet og kiggede ud. Han kunne skimte en klump skikkelser, som hagede sig fast ude på vingen. De ville ikke kunne holde ret meget længere i denne vind.
”De er fortabte,” hørte Master Kael Atlas Kit mumle bag sig.
Jedi-Masteren rystede sammenbidt på hovedet. ”Aldrig i livet!! Jeg henter dem!!” Han forlod cockpittet og hastede ned til Klon-soldaternes afdeling.
Da han åbnede døren til rummet, havde han fået slået benene væk under sig af det pludselige sug, som hullet i skrogets side skabte. Rundt omkring i rummet hagede klonsoldater sig fast til alt holdbart.
Kael trak sin entré-hage og sin klatreline op fra sit udstyrsbælte og fastgjorde den til et tykt rør oppe under loftet. Så klatrede han gennem rummet ud til de nødstedte klonsoldater på rumskibets vinge.
Der var tre, som stadig holdt ud.
”Hold ud!!” råbte Kael til dem og lagde sig fladt ned på maven. Han begyndte forsigtigt at kravle ud til soldaterne på vingen.
Hvad der foregik inde bag deres blankpolerede hjelme, var ikke til at vide. Men Kael var også ligeglad. For kloner var følelser et ukendt område. Hvilket gjorde dem så effektive i kamp. Og skræmmende. Iskolde dræbermaskiner.
Kael nåede ud til soldaterne. ”Grib fat i min line!!” råbte han. ”Og kravl så i sikkerhed!! Det er en ordre!!” Så meget måtte de vel forstå.
Klonerne kæmpede sig tilbage til rumskibet ved hjælp af Kaels line. Her greb deres kammerater fat i dem og trak dem i sikkerhed.
Sneen blændede Kael, og kulden gjorde hans fingre helt følelsesløse. Alligevel holdt han ud, indtil den sidste klonsoldat var reddet. Så kravlede han besværet tilbage til rumskibet. Hans fingre gled på det frosne metal, men han lod Kraften strømme igennem sig og fyldte dermed sin krop med fornyet energi.
En soldat og hans padawan trak ham indenbords. ”Er du okay, Master??” spurgte Atlas Kit bekymret.
Master Kael nikkede, mens han gned sine hænder for at få varmen tilbage i dem. ”Jeg overlever.”
Efter at have rømmet rummet gik de tilbage mod cockpittet. Kael måtte flere gange ryste sine hovedhaler for at skaffe sig af med al sneen.
”Hvorfor, Master??” spurgte Atlas pludselig. ”Hvorfor risikerede du dit liv for at redde de soldater??”
Master Kael vendte sig mod sin padawan. Der var en tydeligt forvirring at se i den unge padawan. ”Det er enhver Jedis kald at hjælpe dem, som har brug for det, Atlas. Forstår du ikke det??”
”Men de er jo bare kloner!!”
”Bare kloner??” Master Kael hævede øjenbrynene. ”Og dermed gør de os bedre end dem?? Se godt på dem, min unge padawan. De er mennesker. De skal ikke behandles som de skrotbunker, Separatisterne sender imod os.”
”Men…”
”Intet men, Atlas,” afbrød Master Kael sin lærling. ”En Jedi behandler alle levende væsner med respekt. Husk dette: Medfølelse er kernen i en Jedi-ridders liv.”
”Ja, Master.” Atlas Kit sænkede skamfuldt blikket. ”Tilgiv mig.”
Kael klappede ham på skulderen. ”Det er i orden, min unge padawan. Men husk det altid.”
Transportskibet landede nogenlunde gnidningsløst ved en mobil kommandopost i slagmarkens udkant. Kael kunne se laserglimtene fra soldaterne og droidernes blastere. ”Vi må køre på speederbikes resten af vejen,” meddelte han Atlas Kit efter at have vekslet et par ord med kommandopostens kommanderende. ”Dobbel-X og resten af hans hold eskorterer os.”
Det tog forholdsvis kort tid at tilbagelægge afstanden mellem kommandoposten og den forreste front. I samme øjeblik de nåede kampen, sprang Master Kael af sin speeder og trak sit lyssværd. Han måtte øjeblikkeligt afværge adskillige laserstråler rettet imod ham fra de angribende droider.
Atlas Kits lyssværd lyste op ved siden af hans Mester, og sammen trængte de to Jedier sig gennem kampen med Kommandør Dobbel-X og hans mænd.
To droidekaer dukkede op i Master Kaels øjenkrog mod højre. Han sprang til side for deres dødbringende skud og lod sit lyssværd flyve gennem luften og snitte de to droider midt over, før de nåede at aktivere deres skjolde.
En overraskende kraftig laserstråle hamrede ned i sneen foran ham og sendte ham bagover.
”Droide-artilleri!!” råbte Atlas Kit og pegede op mod toppen af stejl skrænt af is. Der stod tre droid-tanks og lod deres kraftige beskydning hagle ned over slagmarken.
”Vi bliver nødt til at tage dem ud!!” Master Kael satte i løb hen imod skrænten. ”Kommandør, følg mig!!”
Kommandøren nikkede og gjorde tegn til sine mænd om at følge Jedi-Masteren og hans padawan.
Master Kael nåede skrænten og flåede sin entré-hage og line op af bæltet. Det var anden gang, han måtte tage disse i brug. Han håbede, at det ville blive sidste gang. Ved siden af ham brugte Atlas Kit og soldaterne den samme fremgangsmåde for at bestige skrænten.
Master Kael kæmpede sig hele vejen op til skræntens top og måtte øjeblikkeligt gribe til sit lyssværd, da adskillige kamp-droider kom løbende imod ham. Kael parerede de mange skud mod ham og begyndte at hugge sig vej gennem droiderne mod deres tanks, som ikke havde indstillet deres skydning.
”Tag jer af de to andre!!” råbte han til Atlas Kit og soldaterne. De forstod og satte øjeblikkeligt kursen mod hver deres tank.
Master Kael slog ud med hånden og fik adskillige droider til at flyve hjælpeløst gennem luften. Så trak han en termodetonator op af sin bæltetaske og kastede den mod droide-tanken.
Granaten eksploderede, men gjorde ikke synderlig skade på tankens pansrede skrog. Den drejede sit kanonløb mod ham og affyrede en salve skud mod ham.
Kael sprang baglæns i en saltomortale. Da han ramte jorden, mærkede han pludselig isen sprække under sig. Han rettede for et kort øjeblik øjnene mod jorden og så isen slå revner under hans hænder.
”Master, pas på!!” råbte Atlas.
Kael rettede sig op, lige i tide til at se en kamp-droide rette sin blaster mod ham.
Kommandør XX-77 lagde sig imellem og blastede droiden til skrot.
”Mange tak, Dobbel-X.” Kael tændte sit lyssværd igen.
”Vi er til for at sikre hinandens overlevelse,” svarede Kommandøren med en snert af noget, som kunne lyde som tør humor.
Master Kael smilede skævt og angreb på ny droide-tanken. Denne gang satte han af i et rovdyslignende spring og landede på tanken. Han jog sit lyssværd ind i skroget og forsøgte at gøre så meget skade som muligt.
Droidetanken kortsluttede fuldstændig og faldt til ned på isen med et brag.
Kael sprang bort fra tanken og bemærkede, at isen nu havde slået flere revner. Han rakte ud med Kraften og mærkede et dybt tomrum under sig. Meget langt nede stødte hans sanser på vand.
Skrænten var i virkeligheden et tilfrosset krater. Den pludselige vægt væk droide-tankene fik isen til at give sig. Men indtil videre så den ud til at holde. Så længe den bare knagede og slog små revner.
De to andre droide-tanks eksploderede i et sandt festfyrværkeri af flammer og forvredne metalstumper.
Master Kael slukkede sit lyssværd og vendte sig mod sin padawan i forventning om at se ham stå side om side med soldaterne og vinke triumferende.
Men i stedet vendte han sig lige tide til at se sin padawan styrte om i sneen med et skrig, fældet af en tæt salve af blasterskud.
”Atlas!!” Master Kael trak sit lyssværd og styrtede frem mod den faldne padawan. Men så bremsede han hårdt op, idet den grufulde sandhed gik op for ham.
Der var ingen droider tilbage på krateret, som kunne have skudt Atlas Kit. Kun klonsoldaterne…
Mens han så til, snurrede alle soldaterne rundt mod ham og hævede deres blasterrifler.
Selvkontrol!! Master Kael nåede lige at huske den ældgamle regel for at fungere ordentligt i kamp. Han svingede sit lyssværd op foran sig og blokerede de dræbende skud mod ham. Så sprang han tilbage, bort fra soldaterne.
Hvad i galaksens navn foregik der?? Soldaterne var gået helt amok!! Kael parerede flere skud og brugte Kraften til at slynge de fremrykkende soldater bagud. Men alligevel lod det til, at de kom nærmere og nærmere.
Adrenalinchokket i hans krop fik Kaels muskler til at skælve voldsomt, og hans arme værkede. Soldaterne trængte ham tilbage mod kraterets kant.
Pludselig lød der en højtlydt knasen fra isen under dem. De små revner blev til store, voksende sprækker.
Den snedækkede grund forsvandt under klonsoldaterne, og de styrtede ned i det enorme krater, som isen havde skjult.
Kun Kael blev stående på kraterets sikre kant og stirrede rystet frem for sig.
Der var ingen tvivl om, at soldaterne ville have dræbt ham uden at tøve. Men de var blevet standset af naturen selv. Var det Kraftens vilje, at han skulle overleve dette??
Nu mærkede han også sorgen over tabet af sin padawan. Kael havde ikke villet indrømmet det for andre, men han havde elsket Atlas som den søn, han aldrig ville få. Tabet af ham fyldte Kael op med en smerte og en flammende vrede, som han øjeblikkeligt afviste. Hans vrede ville ikke hjælpe Atlas.
Kael stak sit lyssværd i bæltet og gik hen til kraterets kant for en sidste gang at se den dybe grav, som hans padawan havde fået.
Her mødte der ham et syn, der fik hans hjerte til at springe flere slag over.
Kommandør XX-77 og tre af hans soldater lå på en smal afsats i kratervæggen dybt nede. Under dem var en spejlblank overflade af mørkeblåt vand.
Kael betragtede soldaterne med en unaturlig kulde i sine sorte øjne. Snart ville afsatsen smuldre under klonerne og sende dem videre til den skæbne, som de fuldt ud havde fortjent.
En erindring dukkede op i hans sind:
”Hvorfor, Master??” spurgte Atlas. ”Hvorfor risikerede du dit liv for at redde de soldater??”
- ”Det er enhver Jedis kald at hjælpe dem, som har brug for det, Atlas. Forstår du ikke det??”
- ”Men de er jo bare kloner!!”
- ”Bare kloner?? Og dermed gør de os bedre end dem?? Se godt på dem, min unge padawan. De er mennesker. Ikke kloner. De skal ikke behandles som de skrotbunker, Separatisterne sender imod os.”
- ”Medfølelse er kernen i en Jedis liv.”
Det var de ord, han havde sagt til Atlas. En Jedi hjælper dem, der har brug for det.
Kael stirrede ned på soldaterne. Ingen ville bebrejde ham, hvis han gik sin vej og overlod dem til deres skæbne. Ingen ville overhovedet vide det.
Men han ville vide det. Han ville vide, at han havde ladt soldaterne i stikken, netop som de havde brug for hans hjælp. Var det, hvad han havde kæmpet for i så mange år?? For at han skulle svigte sit kald i det afgørende øjeblik??
Aldrig!! Kael rystede bestemt på hovedet, så hans lange hovedhaler daskede omkring ham.
”Hold jer i ro!!” råbte han til klonsoldaterne og så sig om for at finde et sted at gøre sin redningsline fast.
Soldaterne ville dræbe ham, så snart de kom op fra krateret. Det nærede han ingen tvivl om. De ville fuldføre deres ordrer, hvem de så end havde fået dem fra. Men Kael ville hellere miste livet end at svigte sit kald.
Han kastede linen ned til soldaterne på afsatsen. De så et øjeblik fra linen og op på ham, men så greb den første af dem fat i linen og begyndte at klatre op. De to andre soldater fulgte hurtigt efter ham. Afsatsen knagede faretruende.
Kommandør XX-77 rejste sig. Han holdt om sin arm, som sad i en sær, forkert vinkel. Den måtte være kommet til skade i faldet. Han kunne umuligt kravle op ad Kaels line.
Der var kun én ting at gøre. Kael sprang uden den mindste tøven ud over kanten og landede på afsatsen længere nede. Der gik et stød op gennem hans ben, men det fortog sig hurtigt, da han lod Kraften strømme igennem sig.
”Lad mig hjælpe dig.” Han greb soldatens raske arm og løftede Kommandør XX-77 op på sin ryg. Så greb han fat i linen og klatrede op ad kratervæggen. Under ham rev afsatsen sig løs og styrtede ned i dybet under dem.
Turen op ad den glatte isvæg var hårdere, end Kael havde ventet. Men han brugte Kraften til at give ham styrke og lette noget af XX-77’s vægt fra hans skuldre. Omsider kunne han lægge hånden på kraterets kant og trække sig selv og XX-77 op på fast grund.
Jedi-Mesteren lempede soldaten ned på jorden og rettede blikket mod de tre andre soldater. De havde trukket deres blasterrifler og rettet dem direkte imod ham.
Master Kael smilede. Han frygtede ikke længere døden. Han kunne trygt hvile nu. Han havde ikke svigtet.
Soldaterne sendte hver en salve blasterskud mod ham. Kael mærkede hver og én ramme ham. Han væltede om i sneen.
Smerten var kun kortvarig. Derefter følte han sig let som en fjer og fyldt op med en fred, som han havde savnet i mange år…
Jedi-Master Kael Meesto lå udstrakt på den snedækkede jord. Det røg stadig fra skudhullerne i hans bryst. Men alligevel så Jedi-Mesteren utrolig fredfyldt ud. Mens klonsoldaterne så til, smeltede Jedi-Mesterens lig bort og efterlod kun hans Jedikappe tilbage i sneen.
Ordre 66 var udført…
)Tid: Lige før omtalte Ordre 66
Sted: En fjern isplanet
Personer: Jedi Master Kael Meesto og hans padawan Atlas Kit.. plus en masse kloner..
Ordre 66:
Sneen føg om ørerne på Master Kael Meesto og hans padawan-lærling, Atlas Kit, da de forlod deres rumfærge for at melde sig på den kommandopost, som de havde fået tildelt kommandoen over.
Atlas skuttede sig. ”Stormen og sneen vil sinke vores fremrykning,” bemærkede han.
Master Kael nikkede. Han studerede den øde slette af is foran dem, hvor himmel og den snedækkede jord smeltede sammen på grund af den voldsomme snefygning. Derude et sted i dette helvede af sne og is kæmpede klontropper fra Republikken og Separatisternes droider en indædt kamp om at trænge deres modpart tilbage. Flere Jedier kæmpede side om side med Klontropperne. Master Kael vidste, at hans padawan næsten ikke kunne vente med at komme i kamp. Atlas manglede endnu den stabile tålmodighed, som der hørte med til at være Jedi. Men med tiden kom forståelsen og evnerne nok til ham. Atlas Kit var en dygtig, stærk Jedi-lærling. Han ville uden tvivl blive en formidabel Jedi. En Jedi som Master Kael kunne være stolt af at have oplært.
Begge Jedier havde slået hætten på deres kapper op, men de skyndte sig alligevel for at nå ind i det varme kommandocenter.
Her blev de modtaget af en Klon-kommandør, XX-77, der stift gjorde honnør på typisk militær manér. ”Master Kael, vores delinger står til deres rådighed.”
”Tak, Kommandør,” svarede Master Kael og rystede sine lange, grønne hovedhaler fri for sne. ”Hvordan forløber fremrykningen??”
”Flere af vores delinger er blevet fanget af den pludselige storm,” svarede XX-77. ”De mangler både forsyninger og førere for at klare sig imod droid-hæren.”
”Jaså…” Master Kael trak på skuldrene, så sneen dryssede af hans kappe. ”Så må det vel være stedet, hvor vi starter. Kommandør, saml et hold og gør klar til afgang omgående!!”
””Javel, Master Kael.” Klon-soldaten gjorde honnør og trådte af.
Det armerede transportskib kæmpede sig gennem stormen med alle sine motorer på fuld kraft. Sigtbarheden var faretruende lav, hvilket medførte en stor fare for angreb fra fjendtlige fly. Skønt de ville have lige så store problemer med at flyve gennem dette vejr som Republikkens skibe.
Master Kael sad roligt i sit sæde og stirrede ud på snefnuggene, som føg forbi udenfor. Han lod sit sind flyve med Kraften, som også fandtes i disse små fnug, og fulgte deres flugt på vinden. Det var en slags afslapningsteknik for hans sind, som han ofte benyttede sig af før en forestående kamp.
”Master…” Atlas Kit rørte let ved hans skulder. ”Vi er fremme.”
Netop i dette sekund skød en laserstråle gennem luften og hamrede ind i skibets underside. Dørken under Master Kael og hans padawans fødder gav et hop, så de nær havde mistet balancen.
Endnu en laserstråle fulgte den første, og denne gang lød der et højt brag. Master Kael blev kastet ind mod væggen, mens Atlas faldt på knæ.
”Antiluft-skyts!!” mumlede Master Kael og skubbede sig fri af væggen. Han gik hurtigt hen ad gangen til piloternes cockpit, på trods af skibets rystelser. Atlas Kit fulgte lidt mere besværet efter ham.
Kommandør XX-77 og hans andenpilot kæmpede ved deres styretøjer for at holde transportskibet i nogenlunde ro. ”Vi blev ramt af en fuldtræffer, Master Kael,” rapporterede Klon-kommandøren. ”Det første skud prellede af på undersiden.”
”Nogen tilskadekomne??” spurgte Master Kael.
”Fuldtræfferen sprængte hul i skroget og dræbte flere af holdet. De fleste hænger ude på vingen.”
”Hvad??!” Master Kael nærmest sprang hen til vinduet og kiggede ud. Han kunne skimte en klump skikkelser, som hagede sig fast ude på vingen. De ville ikke kunne holde ret meget længere i denne vind.
”De er fortabte,” hørte Master Kael Atlas Kit mumle bag sig.
Jedi-Masteren rystede sammenbidt på hovedet. ”Aldrig i livet!! Jeg henter dem!!” Han forlod cockpittet og hastede ned til Klon-soldaternes afdeling.
Da han åbnede døren til rummet, havde han fået slået benene væk under sig af det pludselige sug, som hullet i skrogets side skabte. Rundt omkring i rummet hagede klonsoldater sig fast til alt holdbart.
Kael trak sin entré-hage og sin klatreline op fra sit udstyrsbælte og fastgjorde den til et tykt rør oppe under loftet. Så klatrede han gennem rummet ud til de nødstedte klonsoldater på rumskibets vinge.
Der var tre, som stadig holdt ud.
”Hold ud!!” råbte Kael til dem og lagde sig fladt ned på maven. Han begyndte forsigtigt at kravle ud til soldaterne på vingen.
Hvad der foregik inde bag deres blankpolerede hjelme, var ikke til at vide. Men Kael var også ligeglad. For kloner var følelser et ukendt område. Hvilket gjorde dem så effektive i kamp. Og skræmmende. Iskolde dræbermaskiner.
Kael nåede ud til soldaterne. ”Grib fat i min line!!” råbte han. ”Og kravl så i sikkerhed!! Det er en ordre!!” Så meget måtte de vel forstå.
Klonerne kæmpede sig tilbage til rumskibet ved hjælp af Kaels line. Her greb deres kammerater fat i dem og trak dem i sikkerhed.
Sneen blændede Kael, og kulden gjorde hans fingre helt følelsesløse. Alligevel holdt han ud, indtil den sidste klonsoldat var reddet. Så kravlede han besværet tilbage til rumskibet. Hans fingre gled på det frosne metal, men han lod Kraften strømme igennem sig og fyldte dermed sin krop med fornyet energi.
En soldat og hans padawan trak ham indenbords. ”Er du okay, Master??” spurgte Atlas Kit bekymret.
Master Kael nikkede, mens han gned sine hænder for at få varmen tilbage i dem. ”Jeg overlever.”
Efter at have rømmet rummet gik de tilbage mod cockpittet. Kael måtte flere gange ryste sine hovedhaler for at skaffe sig af med al sneen.
”Hvorfor, Master??” spurgte Atlas pludselig. ”Hvorfor risikerede du dit liv for at redde de soldater??”
Master Kael vendte sig mod sin padawan. Der var en tydeligt forvirring at se i den unge padawan. ”Det er enhver Jedis kald at hjælpe dem, som har brug for det, Atlas. Forstår du ikke det??”
”Men de er jo bare kloner!!”
”Bare kloner??” Master Kael hævede øjenbrynene. ”Og dermed gør de os bedre end dem?? Se godt på dem, min unge padawan. De er mennesker. De skal ikke behandles som de skrotbunker, Separatisterne sender imod os.”
”Men…”
”Intet men, Atlas,” afbrød Master Kael sin lærling. ”En Jedi behandler alle levende væsner med respekt. Husk dette: Medfølelse er kernen i en Jedi-ridders liv.”
”Ja, Master.” Atlas Kit sænkede skamfuldt blikket. ”Tilgiv mig.”
Kael klappede ham på skulderen. ”Det er i orden, min unge padawan. Men husk det altid.”
Transportskibet landede nogenlunde gnidningsløst ved en mobil kommandopost i slagmarkens udkant. Kael kunne se laserglimtene fra soldaterne og droidernes blastere. ”Vi må køre på speederbikes resten af vejen,” meddelte han Atlas Kit efter at have vekslet et par ord med kommandopostens kommanderende. ”Dobbel-X og resten af hans hold eskorterer os.”
Det tog forholdsvis kort tid at tilbagelægge afstanden mellem kommandoposten og den forreste front. I samme øjeblik de nåede kampen, sprang Master Kael af sin speeder og trak sit lyssværd. Han måtte øjeblikkeligt afværge adskillige laserstråler rettet imod ham fra de angribende droider.
Atlas Kits lyssværd lyste op ved siden af hans Mester, og sammen trængte de to Jedier sig gennem kampen med Kommandør Dobbel-X og hans mænd.
To droidekaer dukkede op i Master Kaels øjenkrog mod højre. Han sprang til side for deres dødbringende skud og lod sit lyssværd flyve gennem luften og snitte de to droider midt over, før de nåede at aktivere deres skjolde.
En overraskende kraftig laserstråle hamrede ned i sneen foran ham og sendte ham bagover.
”Droide-artilleri!!” råbte Atlas Kit og pegede op mod toppen af stejl skrænt af is. Der stod tre droid-tanks og lod deres kraftige beskydning hagle ned over slagmarken.
”Vi bliver nødt til at tage dem ud!!” Master Kael satte i løb hen imod skrænten. ”Kommandør, følg mig!!”
Kommandøren nikkede og gjorde tegn til sine mænd om at følge Jedi-Masteren og hans padawan.
Master Kael nåede skrænten og flåede sin entré-hage og line op af bæltet. Det var anden gang, han måtte tage disse i brug. Han håbede, at det ville blive sidste gang. Ved siden af ham brugte Atlas Kit og soldaterne den samme fremgangsmåde for at bestige skrænten.
Master Kael kæmpede sig hele vejen op til skræntens top og måtte øjeblikkeligt gribe til sit lyssværd, da adskillige kamp-droider kom løbende imod ham. Kael parerede de mange skud mod ham og begyndte at hugge sig vej gennem droiderne mod deres tanks, som ikke havde indstillet deres skydning.
”Tag jer af de to andre!!” råbte han til Atlas Kit og soldaterne. De forstod og satte øjeblikkeligt kursen mod hver deres tank.
Master Kael slog ud med hånden og fik adskillige droider til at flyve hjælpeløst gennem luften. Så trak han en termodetonator op af sin bæltetaske og kastede den mod droide-tanken.
Granaten eksploderede, men gjorde ikke synderlig skade på tankens pansrede skrog. Den drejede sit kanonløb mod ham og affyrede en salve skud mod ham.
Kael sprang baglæns i en saltomortale. Da han ramte jorden, mærkede han pludselig isen sprække under sig. Han rettede for et kort øjeblik øjnene mod jorden og så isen slå revner under hans hænder.
”Master, pas på!!” råbte Atlas.
Kael rettede sig op, lige i tide til at se en kamp-droide rette sin blaster mod ham.
Kommandør XX-77 lagde sig imellem og blastede droiden til skrot.
”Mange tak, Dobbel-X.” Kael tændte sit lyssværd igen.
”Vi er til for at sikre hinandens overlevelse,” svarede Kommandøren med en snert af noget, som kunne lyde som tør humor.
Master Kael smilede skævt og angreb på ny droide-tanken. Denne gang satte han af i et rovdyslignende spring og landede på tanken. Han jog sit lyssværd ind i skroget og forsøgte at gøre så meget skade som muligt.
Droidetanken kortsluttede fuldstændig og faldt til ned på isen med et brag.
Kael sprang bort fra tanken og bemærkede, at isen nu havde slået flere revner. Han rakte ud med Kraften og mærkede et dybt tomrum under sig. Meget langt nede stødte hans sanser på vand.
Skrænten var i virkeligheden et tilfrosset krater. Den pludselige vægt væk droide-tankene fik isen til at give sig. Men indtil videre så den ud til at holde. Så længe den bare knagede og slog små revner.
De to andre droide-tanks eksploderede i et sandt festfyrværkeri af flammer og forvredne metalstumper.
Master Kael slukkede sit lyssværd og vendte sig mod sin padawan i forventning om at se ham stå side om side med soldaterne og vinke triumferende.
Men i stedet vendte han sig lige tide til at se sin padawan styrte om i sneen med et skrig, fældet af en tæt salve af blasterskud.
”Atlas!!” Master Kael trak sit lyssværd og styrtede frem mod den faldne padawan. Men så bremsede han hårdt op, idet den grufulde sandhed gik op for ham.
Der var ingen droider tilbage på krateret, som kunne have skudt Atlas Kit. Kun klonsoldaterne…
Mens han så til, snurrede alle soldaterne rundt mod ham og hævede deres blasterrifler.
Selvkontrol!! Master Kael nåede lige at huske den ældgamle regel for at fungere ordentligt i kamp. Han svingede sit lyssværd op foran sig og blokerede de dræbende skud mod ham. Så sprang han tilbage, bort fra soldaterne.
Hvad i galaksens navn foregik der?? Soldaterne var gået helt amok!! Kael parerede flere skud og brugte Kraften til at slynge de fremrykkende soldater bagud. Men alligevel lod det til, at de kom nærmere og nærmere.
Adrenalinchokket i hans krop fik Kaels muskler til at skælve voldsomt, og hans arme værkede. Soldaterne trængte ham tilbage mod kraterets kant.
Pludselig lød der en højtlydt knasen fra isen under dem. De små revner blev til store, voksende sprækker.
Den snedækkede grund forsvandt under klonsoldaterne, og de styrtede ned i det enorme krater, som isen havde skjult.
Kun Kael blev stående på kraterets sikre kant og stirrede rystet frem for sig.
Der var ingen tvivl om, at soldaterne ville have dræbt ham uden at tøve. Men de var blevet standset af naturen selv. Var det Kraftens vilje, at han skulle overleve dette??
Nu mærkede han også sorgen over tabet af sin padawan. Kael havde ikke villet indrømmet det for andre, men han havde elsket Atlas som den søn, han aldrig ville få. Tabet af ham fyldte Kael op med en smerte og en flammende vrede, som han øjeblikkeligt afviste. Hans vrede ville ikke hjælpe Atlas.
Kael stak sit lyssværd i bæltet og gik hen til kraterets kant for en sidste gang at se den dybe grav, som hans padawan havde fået.
Her mødte der ham et syn, der fik hans hjerte til at springe flere slag over.
Kommandør XX-77 og tre af hans soldater lå på en smal afsats i kratervæggen dybt nede. Under dem var en spejlblank overflade af mørkeblåt vand.
Kael betragtede soldaterne med en unaturlig kulde i sine sorte øjne. Snart ville afsatsen smuldre under klonerne og sende dem videre til den skæbne, som de fuldt ud havde fortjent.
En erindring dukkede op i hans sind:
”Hvorfor, Master??” spurgte Atlas. ”Hvorfor risikerede du dit liv for at redde de soldater??”
- ”Det er enhver Jedis kald at hjælpe dem, som har brug for det, Atlas. Forstår du ikke det??”
- ”Men de er jo bare kloner!!”
- ”Bare kloner?? Og dermed gør de os bedre end dem?? Se godt på dem, min unge padawan. De er mennesker. Ikke kloner. De skal ikke behandles som de skrotbunker, Separatisterne sender imod os.”
- ”Medfølelse er kernen i en Jedis liv.”
Det var de ord, han havde sagt til Atlas. En Jedi hjælper dem, der har brug for det.
Kael stirrede ned på soldaterne. Ingen ville bebrejde ham, hvis han gik sin vej og overlod dem til deres skæbne. Ingen ville overhovedet vide det.
Men han ville vide det. Han ville vide, at han havde ladt soldaterne i stikken, netop som de havde brug for hans hjælp. Var det, hvad han havde kæmpet for i så mange år?? For at han skulle svigte sit kald i det afgørende øjeblik??
Aldrig!! Kael rystede bestemt på hovedet, så hans lange hovedhaler daskede omkring ham.
”Hold jer i ro!!” råbte han til klonsoldaterne og så sig om for at finde et sted at gøre sin redningsline fast.
Soldaterne ville dræbe ham, så snart de kom op fra krateret. Det nærede han ingen tvivl om. De ville fuldføre deres ordrer, hvem de så end havde fået dem fra. Men Kael ville hellere miste livet end at svigte sit kald.
Han kastede linen ned til soldaterne på afsatsen. De så et øjeblik fra linen og op på ham, men så greb den første af dem fat i linen og begyndte at klatre op. De to andre soldater fulgte hurtigt efter ham. Afsatsen knagede faretruende.
Kommandør XX-77 rejste sig. Han holdt om sin arm, som sad i en sær, forkert vinkel. Den måtte være kommet til skade i faldet. Han kunne umuligt kravle op ad Kaels line.
Der var kun én ting at gøre. Kael sprang uden den mindste tøven ud over kanten og landede på afsatsen længere nede. Der gik et stød op gennem hans ben, men det fortog sig hurtigt, da han lod Kraften strømme igennem sig.
”Lad mig hjælpe dig.” Han greb soldatens raske arm og løftede Kommandør XX-77 op på sin ryg. Så greb han fat i linen og klatrede op ad kratervæggen. Under ham rev afsatsen sig løs og styrtede ned i dybet under dem.
Turen op ad den glatte isvæg var hårdere, end Kael havde ventet. Men han brugte Kraften til at give ham styrke og lette noget af XX-77’s vægt fra hans skuldre. Omsider kunne han lægge hånden på kraterets kant og trække sig selv og XX-77 op på fast grund.
Jedi-Mesteren lempede soldaten ned på jorden og rettede blikket mod de tre andre soldater. De havde trukket deres blasterrifler og rettet dem direkte imod ham.
Master Kael smilede. Han frygtede ikke længere døden. Han kunne trygt hvile nu. Han havde ikke svigtet.
Soldaterne sendte hver en salve blasterskud mod ham. Kael mærkede hver og én ramme ham. Han væltede om i sneen.
Smerten var kun kortvarig. Derefter følte han sig let som en fjer og fyldt op med en fred, som han havde savnet i mange år…
Jedi-Master Kael Meesto lå udstrakt på den snedækkede jord. Det røg stadig fra skudhullerne i hans bryst. Men alligevel så Jedi-Mesteren utrolig fredfyldt ud. Mens klonsoldaterne så til, smeltede Jedi-Mesterens lig bort og efterlod kun hans Jedikappe tilbage i sneen.
Ordre 66 var udført…
