Post by queensilve on Sept 1, 2006 12:08:42 GMT 1
De fleste af jer kender vist denne her historie.. men til dem af jer, der ikke kender den... ENJOY!!
Tid: Nogle måneder før A New Hope
Sted: En støvet planet et sted i galaksen
Personer: Boba Fett, intergalaktisk professionnel dusørjæger, og Bloody, Aliraner og Fetts makker/lærling i dusørjægerfaget..
Slave I landede med en dæmpet hvinen på den gamle platform, der garanteret havde modtaget mange skibe gennem tiden. Det var blot usikkert, hvor mange af disse der rent faktisk havde fået lov til at lette igen med deres oprindelige besætning.
Bloody kastede et årvågent blik hen over omgivelserne. Han sad i andenpilotens sæde på Slave I, som efter flere år var hans faste plads ombord. Herfra fulgte han årvågent med i alt, hvad Fett foretog sig, så han hurtigt kunne gribe ind, hvis det blev nødvendigt. Hvilket det nogle gange gjorde.
Men lige nu virkede alt fredeligt og roligt.
”Skibstyven Judaz Splitzer,” læste Fett op fra en datablok. ”Har efterhånden trådt adskillige hutter og forbryderkonger hårdt over tæerne med sine små julelege i udfald af angreb på deres skibe og tyverier fra deres lagrer. Flere dusørjægere og andre amatørlykkeriddere har forsøgt at score kassen ved at bringe Splitzer til Jabba i live. Men ingen har endnu kunnet gøre krav på dusøren.”
”De var sikkert ikke så cool og effektive som os,” mumlede Bloody, mens han endnu en gang tjekkede, at hans blaster sad, som den skulle. Der var intet i vejen med at være på den sikre side. Desuden var der en svag prikkende fornemmelse i hans baghoved, der advarede ham om forestående, ubehagelige overraskelser.
Fett spændte sig op og tjekkede ligeledes sine våben. ”Glæder mig at du bevarer optimismen, Bloody. Lad os finde vores VEN.”
Bloody blottede sine tænder i et grin, inden han gik fra borde i hælene på Fett.
Det var en fast rutine. Fett gik forrest med Bloody som en tavs skygge efter sig. Det var i særligt tilspidsede situationer dræbende effektivt.
Bloody holdt øje med alt omkring, og hans i forvejen tunede sanser kørte på højtryk. Alligevel bevarede han sin afslappede gang og prøvede ikke at dreje hovedet for pludseligt ved mistænkelige lyde.
Der var ikke andet end øde ørken at se til alle sider. Men Bloody havde heller ikke ventet andet. Selvfølgelig passede det lige i Splitzers kram at gemme sig ude på en øde ørkenplanet lang Vader i vold fra den civiliserede galakse. Bloody kendte ikke engang navnet på planeten. Det ragede ham også en banthalort.
Luften var til at indånde, skønt den var varm og tør. Bloody kvalte en let hosten ved sin første indånding. Aliraneren var født i de dybe skove på hans planet og derfor vænnet til den fugtige luft under træernes skygge. Men efter mange rejser med Boba Fett havde han gradvist vænnet sig til, hvor forskellig luften kunne være fra planet til planet.
Der lugtede af sand, varme og brændstof. Almindeligt for en landingsplads på dette sted. Men stilheden bekymrede Bloody mere end tør luft og varme.
Fett standsede op foran en lukket dør og trykkede på et panel i væggen. Intet skete. Som forventet. Han bandede dæmpet. ”Hvorfor skal de altid låse dørene??”
”For at give mig noget arbejde,” bemærkede Bloody med et grin. Han gik hen til døren og undersøgte panelet.
Meget simpel anretning. Det kunne han se ved det første øjekast. Ved det andet øjekast fandt han det svageste led i systemet. Og ved det tredje øjekast fandt han, hvor han skulle ramme.
Bloody hamrede sin knyttede næve lige ind i panelet og sørgede samtidig for at spænde på den særlige måde, så hans lange kløer sprang ud fra hans knoer og skar sig vej ind i dørens låsemekanisme.
Med et svag hvinen gled døren op uden anstrengelser.
”Mange tak, Bloody.” Fett nikkede anerkendende og trådte indenfor. Bloody fulgte hurtigt efter.
De kom ind i en lille hal, hvor der efter støvet at dømme ikke havde været nogen i flere år.
Men Bloody var nu ikke beroliget. Den nagende fornemmelse havde bidt sig fast i hans baghoved og irriterede ham frygteligt. Men den var et signal om fare. Desværre kunne han ikke finstille den og dermed finde ud af, fra hvilken kant faren kom.
Der var ikke andet at gøre end at fordoble agtpågivenheden.
Fett gik langsomt længere ind i hallen. ”Hvorfor kan jeg ikke lide det her??” mumlede han.
”Fordi jeg heller ikke kan lide det,” knurrede Bloody og trak sin blaster.
Fett stod allerede med sin blaster i hånden. Han havde trukket den i samme øjeblik, som Bloody havde åbnet døren. Erfaring… Bloody havde endnu ikke nær nok af det. Havde der været et baghold inden for døren, var det uklart, om han havde overlevet det uden at have trukket sin blaster.
Men som det nu var, fortsatte de ud gennem hallens eneste udgang og kom ind i en smal korridor.
”Ifølge de gamle planer vi nakkede på Holonettet, må Splitzers kontor være to etager længere oppe,” meddelte Fett efter et blik på sin datablok. ”Der er en elevator derhenne. Lad os bare håbe, at den ikke er lukket ned.”
Elevatoren var til Bloodys forbløffelse og mistænksomhed ikke lukket ned. Den virkede upåklageligt, da Fett trykkede på knappen til næste etage.
”Måske skulle vi gå tilbage til skibet.” Bloody skuttede sig. Han havde aldrig brudt sig om små, lukkede rum som elevatorkabiner. ”Dette her er helt forkert. Hvorfor holder man liv i en gammel elevator i en forladt sektor af denne fæstning??”
Fett trak på skuldrene, men Bloody så godt, at hans ven tjekkede sin blaster. ”Det er nok en sikkerhedsforanstaltning…”
Alle Bloodys nerver kørte på højtryk under hele turen op gennem elevatoren. Den sære fornemmelse var der stadig.
Han var nær sprunget op gennem taget af forskrækkelse, da elevatoren stoppede, og dørene gled op.
Fett for også sammen, men det var mest på grund af Bloodys pludselige spring. ”Hvad laver du??! Hold op med at pjatte!!”
”Jeg pjatter ikke!!” hvæsede Bloody, da de trådte ud på en øde gang. ”Det var den forbandede…”
”Pas på!!” Fett gav ham et hårdt skub fremad og kastede sig selv ned på gulvet.
Bloody ramte den modsatte væg med et brag og væltede ned på gulvet i dække af en søjle. Han bed sine rasende protester i sig, da en serie af blasterstråler susede gennem gangen. Fett havde altid en grund til at handle, som han gjorde.
”Hvor mange er der??” råbte han til dusørjægeren, som rullede i dækning bag en stabel kasser.
”Jeg så mindst 5!!” Fett sendte et par velrettede skud frem fra sit skjul. Bloody hørte gennem den pludselige larm fra skyderiet lyden af kroppe, der ramte gulvet.
”Jeg ser efter!!” Han stak hovedet frem fra søjlen.
Og trak det til sig med et ryk, så han knaldede det bagerste af sit aflange hoved ind i væggen. Mens han bandede over sin arts kropsbygning og hovedform, viste han Fett 5 fingre. ”Du fik ram på to!!!”
Selvfølgelig havde Splitzer sendt vagter ud for at byde dem velkommen. Bloody havde faktisk ventet dem før. Det lovede af en underlig grund ikke godt.
De kunne ikke blive liggende i dække alt for længe. Der ville sikkert dukke forstærkninger op.
”Fett!!!” brølede Bloody tværs over gangen. ”Jeg skal bruge en smule dække!!”
Hans ven løftede hovedet med et ryk. ”Bloody!!! Det gør du ikke!!!”
Det eneste svar var et af Bloodys brede tandsmil, før Aliraneren smed sin kappe og sprang frem fra sit dække.
Vagterne for enden af gangen rettede øjeblikkeligt deres blastere mod ham. Hvilket gav Fett nok tid til at skyde de to forreste ned. Bloody udstødte et skingrende Aliransk kampskrig og kastede sig fremad.
Det gik som forventet. Mange modstandere måtte stivne en brøkdel af et sekund, når de så hans fremmedartede udseende, der lignede en genstand fra et mareridt. Denne brøkdel forstod Bloody at udnytte til fulde.
Hans kløer sprang ud fra hans knoer og ramte den første vagt i maven. Mandens skrig blev hurtigt kvalt i smerte, da Bloody løftede ham op og kastede ham ind i to andre vagter, der gik i gulvet med et brag.
De par vagter, som stadig stod op, famlede febrilsk med deres blastere. Bloody jog sine kløer gennem hovedet på den ene, mens han sendte den anden i gulvet med et velrettet cirkelspark. Så snurrede han rundt mod de sidste to mænd, som havde fået sig viklet sig fri af deres døde kammerat.
Den første fik slået benene væk under sig, da Bloodys hale kom fejende hen over gulvet, mens den anden døde på stedet, da Bloody nikkede ham en skalle. Aliranerens spidse hovedkam kløvede mandens hoved.
Den sidste overlevende rettede sin blaster mod Bloody, men igen kom Aliranerens hale susende gennem luften og slog våbnet ud af hånden på ham.
Bloody knælede ved siden af manden. ”Hvor er din boss??” knurrede han i en lav, men dødsensfarlig tone.
Manden rystede stædigt på hovedet.
Bloody blottede alle sine tænder. ”Jeg spørger ikke igen.”
Dette så ud til at overtale manden. ”Niveau 9… ovenpå…” hviskede han.
”Mange tak.” Bloody nikkede venligt. ”Men du må forstå, at vi ikke kan lade nogen fortælle om os.”
Han satte tænderne i mandens hals og flåede hans strube ud med et enkelt ryk.
Vagten nåede end ikke at skrige. Hans øjne spærredes op, og han trak vejret for sidste gang i et kort gisp. Så sank han tilbage på gulvet. Det endnu varme blod sprøjtede ud over gulvet.
Bloody kom på benene og tørrede blod, hjernemasse og knuste knogler af sig. Så vendte han sig bebrejdende mod Fett, der var kommet frem fra sit dække bag kasserne.
”Tak for dækningen!! Hvorfor skød du ikke de sidste??”
Fett rakte ham hans sorte kappe. ”Jeg tænkte, at du helst ville ordne det selv. Havde jeg skudt, ville du sikkert have brokket dig over at få hjælp.”
Bloody sendte en klat blodig spyt ned på gulvet ved siden af den døde vagt. ”Tja, der er vel noget fornuft i det, du siger.”
”Og du foretrækker jo at gøre det på din egen specielle måde.”
Bloody nikkede med et grin. ”Ja… det foretrækker jeg jo.”
Fett betragtede de døde vagter. ”Vi får sikkert flere problemer af den slags.”
Bloody tørrede sine hænder i sin kappe, mens han nikkede tavst. Den prikkende fornemmelse havde stadig ikke forladt hans hoved.
Elevatoren bragte dem op til det næste niveau på et øjeblik, hvor endnu en korridor førte dem længere ind i fæstningen. Alting var metal. Både vægge og gulv. Det hele mindede Bloody om gangene på en stardestroyer. Disse korridorer var nye, i modsætning til resten af fæstningen.
De fortsatte ned ad korridoren, indtil den delte sig i to. En skillevej.
”Skønt…” Bloodys blik vandrede mellem de to forskellige retninger. ”Hvilken vej, Fett??”
Dusørjægeren rynkede panden. ”Sært… Denne skillevej er ikke på kortet.”
”Hvad mener du med, at den ikke er på kortet??” Bloody hævede langsomt sin blaster og så sig alarmeret omkring.
”Den er ikke med på kortet, fordi jeg byggede den,” lød en stemme bag dem.
Bloody og Fett snurrede rundt med skudklare blastere.
Midt på gangen bag dem stod en lille, kvabset mand med et firskårent ansigt, der lyste langt væk af arrogance og selvsikkerhed.
”Et hologram.” Fett sænkede sin blaster en smule.
”Præcis.” Judaz Splitzer smilede hånligt. ”Det glæder mig, at I ikke har åbnet ild mod mit hologram som så mange andre før jer. Det giver mig mere tid til at nyde vores samtale.”
”Som så mange andre??” Bloody lagde hovedet på skrå.
”Åh ja, der har været mange før jer. Særligt fra jeres branche. Selvglade, uerfarne fjolser uden nogen form for stil eller planlagt strategi. De døde bemærkelsesværdigt hurtigt.”
Bloody kastede et hurtigt blik omkring sig. Der var ingen synlige fælder at få øje på, men den prikkende, møgirriterende fornemmelse i hans hoved blev ved med at trænge sig på.
”Vi har også mere stil end de fleste andre,” svarede Fett hologrammet. ”Og vi har endda en meget godt planlagt strategi.”
”Og hvad er det så, om jeg må spørge??”
”Slå kløerne i dig og score en fed dusør!!” snerrede Bloody. Hans fine fornemmelse gjorde ham efterhånden rimelig rasende.
Splitzer så dybt skuffet ud. ”Jeg havde dog håbet at se noget mere originalt fra din side, Boba Fett. Dit rygte taget i betragtning naturligvis. Men det er måske bare enhver dusørjægers strategi at brase ind og skyde vildt omkring sig. En skam.” Han trykkede et sted uden for hologrammets område og forsvandt.
Fett og Bloody vekslede blikke. ”Jeg har en meget dårlig fornemmelse omkring dette her…” knurrede Bloody dæmpet.
Før Fett nåede at svare, faldt gulvet nedad.
End ikke Bloodys knivskarpe reflekser kunne forberede ham på det pludselige fald. Han gik i gulvet med et brag og kurrede hvæsende og bandende ned ad den sliske, som gulvet havde dannet. Under ham var der intet andet end mørke.
Fett strakte hånden ud og affyrede sin entréhage. Den skød gennem luften og borede sig ind i væggen over dem. I samme øjeblik skød hans hånd frem og fik fat i Bloodys arm, inden Aliraneren gled forbi ham.
Bloody tillod sig selv at puste ud i et lettet suk. ”Mange tak, kammerat.”
”Ingen årsag, makker.”
Så slap Fetts entréhage sit tag i væggen med et stille klik.
Bloody nåede lige at brøle en Mandalorsk forbandelse, inden de væltede hovedkulds ned i mørket.
Bloody ramte jorden med et hårdt klask, som slog al luften ud af hans lunger. Han hostede og spyttede, da en stor mængde sand blev suget ind i hans næse og mund ved den første hivende vejrtrækning. Han nåede lige at komme på benene, før Fett kom væltende gennem luften og ramte ham. Aliraner og dusørjæger væltede om i sandet i en forvirret bunke.
”Ved Palpatines rynkede øglefjæs!!” Fett fik rodet sig fri af Bloody og kom på benene. ”Når jeg får fat i det svin til Splitzer, så…”
Bloody nøs højlydt og spyttede som en gal på grund af, at hans ansigt endnu en gang var blevet mast ned mod jorden. ”Næste gang du vil gribes, Fett… Så sig til, så jeg kan komme af vejen!!!”
Fett lo og samlede sin blaster op. Den havde heldigvis ikke taget skade af det pludselige fald. ”Hvor er vi overhovedet??”
”Faldet var ikke ment til at dræbe os i hvert fald,” knurrede Bloody og snusede.
Der var en sær lugt i dette rum. En lugt som virkede bekendt, men det var længe siden, at han sidst var stødt på den.
Hans tanker blev afbrudt af en slæbende lyd i rummets fjerneste ende og dernæst et brøl. Specielt brølet kendte han udmærket.
Fett hævede sin blaster. ”Bloody…”
Lugten, lydene… og de rester af knogler, der lå på jorden. Nu faldt alt på plads i Bloodys hoved.
”Rancor!!!”
Bag dem gled den stejle sliske tilbage og fratog dem hermed deres eneste mulighed for at undslippe.
Ud af mørket kom en enorm, savlende rancor gående med lange skridt. Den bevægede sig hurtigt. Alt for hurtigt.
”Er der ikke andre veje ud??” Bloody så sig febrilsk omkring. Aliranere havde lukkede rum. Hadede dem som pesten. Bloody var endda en bekræftelse af den regel. Hans hovedkam strittede nervøst, og halen bevægede sig langsomt fra side til side. At være spærret inde var én ting. At være spærret inde sammen med en sulten rancor var en anden.
Fett pegede i skyggerne bag rancoren. ”Der er en udgang!!”
”Skønt!!! Så skal vi bare lige forbi det muterede kødbjerg først!!!”
Rancoren brølede.
Bloody lod sin kappe falde. ”Har du nogen gode ideer, Fett??”
”Ja… Du holder den i skak… og jeg skyder den.”
Bloody skar ansigt. ”Skønt… Men der er vel ingen andre muligheder.”
Aliraneren satte i et højt kampbrøl og angreb rancoren.
Uhyret slog ud efter ham, men Bloody dukkede sig og hoppede op på ryggen af rancoren. Hans lange kløer sprang frem fra hans knoer og hakkede ned i dens ryg.
Rancoren satte i et voldsomt brøl af smerte og raseri. Den svingede med sine store arme i et forsøg på at ramme Bloody, men han sørgede for hele tiden at holde sig i bevægelse.
Fett skød adskillige gange mod rancoren, men laserstrålerne så blot ud til at gøre den endnu mere rasende.
”Så drop dog det prikkeri!!!” skreg Bloody ad dusørjægeren. Han satte tænderne i rancorens nakke og flåede en stor kødluns af, som han omgående spyttede ud. Det smagte afskyeligt. ”Du formår kun at irritere den!! Der skal bruges tungere skyts!!!”
I samme øjeblik kom rancorens klo drønende gennem luften og ramte Bloody lige i ryggen.
En brændende smerte skød op gennem hans ryg og skuldre. Bloody væltede ned fra rancorens ryg og havnede i sandet lige foran den.
Han nåede kun at komme op på albuerne, før rancorens næve lukkede sig om ham og løftede ham op, så han hang magtesløst i luften lige foran fjæset på den.
Rancoren blottede alle sine skarpe tænder i et hæsligt grin. Dens greb i Bloody begyndte at strammes.
Fett tog ordentligt sigte mod uhyret og skød.
Et skrig rungede gennem rancorgraven.
”AAAARRRGGH!!!!” Bloody skreg, hvæsede og bandede af smerte. Rancoren slap ham forbløffet, og han væltede ned på jorden.
”Ups!!” Fett sænkede sin blaster.
”Hvad fanden laver du, din amatørskytte!!!!??!” Bloody tog sig til sin hale. ”Du ramte mig sgu i halen, din vaderske laserbrain!!!”
”Slap da af!!” råbte Fett irriteret.
Rancoren vendte knurrende opmærksomheden mod dem.
Fett trak på skuldrene. ”Tungere skyts, som du sagde, Bloody.”
Han dukkede i ryggen og affyrede sit jetpack-missil lige i fjæset på rancoren.
Uhyret brølede højt og skingrende af smerte. Det vaklede blændet tilbage, hvilket Bloody benyttede sig af. Aliraneren kastede sig frem og jog kløerne ind i rancorens strube.
Mørkt blod sprøjtede ud som et voldsomt springvand og kastede Bloody tilbage. Men han havde opnået, hvad han ville.
Rancoren brølede svækket og væltede om i sandet. Blodet lavede en stor, tyktflydende pøl omkring den, mens livet strømmede ud af den. Til sidst gik der en lille sitren igennem den, og den lå stille.
Bloody tog imod Fetts fremstrakte hånd og denne hjalp ham på benene.
”Hvad i Kessel bilder du dig ind, Fett??!” knurrede han ad sin ven og svingede med sin hale foran dennes ansigt. En smal søjle af røg steg op fra et skudhul i halespidsen. ”Du ramte min hale!!!”
”Tag dog en slapper, Bloody!! Jeg reddede faktisk dit liv!!”
”Jeg ville have sat mere pris på, at du reddede mit liv og IKKE pløkkede hul i min hale!!!”
”Der var ikke tid til andet!!”
”Så du indrømmer altså, at du gjorde det med vilje??!!”
”Nej, jeg siger bare, at jeg ikke havde tid til at sigte!!”
”Du er en mesterskytte, Fett!! Og så SKAL du lige ramme mig i halen!!!”
Fett kiggede undersøgende på skudhullet i Bloodys hale. ”Det er da ikke så slemt.”
”Ikke så slemt??!! Der er hul hele vejen igennem!!”
”Så kan du sætte en ring i.”
”Hvad??!!” Bloody gloede på Fett i flere minutter.
Så brast han i latter. En latter der rungede gennem rummet og fortsatte langt ud i mørket.
”Tak fordi du reddede mit liv, Fett!!” Han klappede dusørjægeren på skulderen.
”Ingen årsag, min ven.” Fett klappede ligeledes ham på skulderen, hvor der ikke var skarpe pigge. ”Men nu har vi en aftale med en vis Judaz Splitzer.”
”Jeg vidste det… Endnu et par fjolser bliver spist af min rancor…” Judaz Splitzer foldede tilfredst hænderne og smilede hånligt. ”Så meget for Boba Fetts blændende ry!!”
Han rejste sig og gik hen til vinduet, hvor fra han kunne se ud over den uendelige ørken, som planeten bestod af. Måske skulle han overveje at flytte sit foretagende til en anden planet med et mere skånsomt klima… og en pænere udsigt.
”Bah!!” Han vendte sig fra det brede vindue med et fnys. Han havde det fint, hvor han var. Ingen kunne røre ham her. Det var klogest at blive hængende.
”Kaptajn??” Han kaldte fæstningens øverstkommanderende op. ”Gå ned i rancorgraven og udslet resterne af de to dusørjægere. Sørg for at deres fly bliver gemt væk.”
Der var en masse støj på linien, men han hørte en hurtig bekræftelse fra den anden ende. Judaz Splitzer rynkede panden. Nu var der igen vrøvl med samtaleanlæggene!! Hvorfor kunne de ikke bare virke upåklageligt bare én gang??!!
Igen vendte han sig mod vinduet og betragtede landskabet.
Døren ind til hans kontor gled op bag ham. Sikkert kaptajnen, der var kommet tilbage fra sin opgave. Judaz Splitzer vendte sig mod ham.
Det var ikke kaptajnen. Tværtimod.
Det var de to dusørjægere. Boba Fett og hans makker. Begges blastere pegede direkte mod ham.
”Så stopper legen, Splitzer.” Fetts stemme var rolig med en dødelig undertone. Hans makker, et væsen hentet direkte op fra Splitzers værste mareridt, blottede alle sine tænder i et afskyeligt grin. Det var smurt ind i en dybrød væske, der lignede… blod.
”Rancorblod,” knurrede væsnet som et svar på hans stirren. ”Ja, vi var desværre nødt til at aflive dit kæledyr.”
”Ikke flere numre, Splitzer!!” Fett svingede med sin blaster. ”Op med hænderne og følg med!! NU!!”
Judaz Splitzer vidste, hvad der var i vente. Jabba havde sendt dem. Kun hutten ville kræve Splitzer i live. Han besluttede sig for at tage en chance og kastede sig mod sit skrivebord ofr at nå den blaster, der sad skjult under det.
Fetts makker satte af i et langt spring og ramte ham på halvvejen. Splitzer blev slået tilbage og hamrede ind i ruden på vinduet bag ham. Væsnet var over ham og trak ham brutalt på benene.
”Hvis du så meget som blinker på en forkert måde, slår jeg dig ihjel uden at tøve!! Dusør eller ej!!”
Fett gjorde en sarkastisk imødekommende bevægelse. ”Skal vi gå, Master Splitzer??”
”Det gav godt.”
Bloody og Boba Fett sad i en lille cantina på Smuglermånen Nar Shaddaa. Et orkester spillede livligt, og stemningen var høj i lokalet. Der så ikke ud til at være nogen ballademagere eller andre irriterende individer på færde i aften.
Fangsten på Judaz Splitzer havde givet en dusør på 250.000 credits. En ganske pæn sum. Jabba havde virkelig gnedet sig i hænderne denne gang. Hvilket kun havde fået Fett og Bloody til at stige i hans agtelse. De kunne være sikre på at score flere jobs hos Jabba.
Bloody slog lidt med sin hale mod bordbenet. Hullet var der stadig. Det blev sikkert ved med at være der. Det var ham egentlig ret så ligegyldigt. På hans hjemplanet brystede voksne Aliranere sig altid af deres skader fra alverdens kampe. En tradition, som LBoody meget sjældent benyttede sig af.
En lyseblå Twi’lek serverede to glas Mandalore-snaps for dem. Hendes øjne blev hængende lidt ved Fett, før hun smilede og vendte tilbage til baren.
”Det er en af de sjældne gange, hvor jeg giver.” Bloody hævede sit glas med et bredt grin.
”Må det ikke blive den sidste,” lo Fett og hævede ligeledes sit glas. ”Skål, min ven. For vores venskab… og et skud i halen.”
”For vores venskab og et skud i halen??” Bloody grinede. ”Skål Fett!!”
Begge tømte deres glas og bestilte endnu en omgang.
THE END…
Tid: Nogle måneder før A New Hope
Sted: En støvet planet et sted i galaksen
Personer: Boba Fett, intergalaktisk professionnel dusørjæger, og Bloody, Aliraner og Fetts makker/lærling i dusørjægerfaget..
Slave I landede med en dæmpet hvinen på den gamle platform, der garanteret havde modtaget mange skibe gennem tiden. Det var blot usikkert, hvor mange af disse der rent faktisk havde fået lov til at lette igen med deres oprindelige besætning.
Bloody kastede et årvågent blik hen over omgivelserne. Han sad i andenpilotens sæde på Slave I, som efter flere år var hans faste plads ombord. Herfra fulgte han årvågent med i alt, hvad Fett foretog sig, så han hurtigt kunne gribe ind, hvis det blev nødvendigt. Hvilket det nogle gange gjorde.
Men lige nu virkede alt fredeligt og roligt.
”Skibstyven Judaz Splitzer,” læste Fett op fra en datablok. ”Har efterhånden trådt adskillige hutter og forbryderkonger hårdt over tæerne med sine små julelege i udfald af angreb på deres skibe og tyverier fra deres lagrer. Flere dusørjægere og andre amatørlykkeriddere har forsøgt at score kassen ved at bringe Splitzer til Jabba i live. Men ingen har endnu kunnet gøre krav på dusøren.”
”De var sikkert ikke så cool og effektive som os,” mumlede Bloody, mens han endnu en gang tjekkede, at hans blaster sad, som den skulle. Der var intet i vejen med at være på den sikre side. Desuden var der en svag prikkende fornemmelse i hans baghoved, der advarede ham om forestående, ubehagelige overraskelser.
Fett spændte sig op og tjekkede ligeledes sine våben. ”Glæder mig at du bevarer optimismen, Bloody. Lad os finde vores VEN.”
Bloody blottede sine tænder i et grin, inden han gik fra borde i hælene på Fett.
Det var en fast rutine. Fett gik forrest med Bloody som en tavs skygge efter sig. Det var i særligt tilspidsede situationer dræbende effektivt.
Bloody holdt øje med alt omkring, og hans i forvejen tunede sanser kørte på højtryk. Alligevel bevarede han sin afslappede gang og prøvede ikke at dreje hovedet for pludseligt ved mistænkelige lyde.
Der var ikke andet end øde ørken at se til alle sider. Men Bloody havde heller ikke ventet andet. Selvfølgelig passede det lige i Splitzers kram at gemme sig ude på en øde ørkenplanet lang Vader i vold fra den civiliserede galakse. Bloody kendte ikke engang navnet på planeten. Det ragede ham også en banthalort.
Luften var til at indånde, skønt den var varm og tør. Bloody kvalte en let hosten ved sin første indånding. Aliraneren var født i de dybe skove på hans planet og derfor vænnet til den fugtige luft under træernes skygge. Men efter mange rejser med Boba Fett havde han gradvist vænnet sig til, hvor forskellig luften kunne være fra planet til planet.
Der lugtede af sand, varme og brændstof. Almindeligt for en landingsplads på dette sted. Men stilheden bekymrede Bloody mere end tør luft og varme.
Fett standsede op foran en lukket dør og trykkede på et panel i væggen. Intet skete. Som forventet. Han bandede dæmpet. ”Hvorfor skal de altid låse dørene??”
”For at give mig noget arbejde,” bemærkede Bloody med et grin. Han gik hen til døren og undersøgte panelet.
Meget simpel anretning. Det kunne han se ved det første øjekast. Ved det andet øjekast fandt han det svageste led i systemet. Og ved det tredje øjekast fandt han, hvor han skulle ramme.
Bloody hamrede sin knyttede næve lige ind i panelet og sørgede samtidig for at spænde på den særlige måde, så hans lange kløer sprang ud fra hans knoer og skar sig vej ind i dørens låsemekanisme.
Med et svag hvinen gled døren op uden anstrengelser.
”Mange tak, Bloody.” Fett nikkede anerkendende og trådte indenfor. Bloody fulgte hurtigt efter.
De kom ind i en lille hal, hvor der efter støvet at dømme ikke havde været nogen i flere år.
Men Bloody var nu ikke beroliget. Den nagende fornemmelse havde bidt sig fast i hans baghoved og irriterede ham frygteligt. Men den var et signal om fare. Desværre kunne han ikke finstille den og dermed finde ud af, fra hvilken kant faren kom.
Der var ikke andet at gøre end at fordoble agtpågivenheden.
Fett gik langsomt længere ind i hallen. ”Hvorfor kan jeg ikke lide det her??” mumlede han.
”Fordi jeg heller ikke kan lide det,” knurrede Bloody og trak sin blaster.
Fett stod allerede med sin blaster i hånden. Han havde trukket den i samme øjeblik, som Bloody havde åbnet døren. Erfaring… Bloody havde endnu ikke nær nok af det. Havde der været et baghold inden for døren, var det uklart, om han havde overlevet det uden at have trukket sin blaster.
Men som det nu var, fortsatte de ud gennem hallens eneste udgang og kom ind i en smal korridor.
”Ifølge de gamle planer vi nakkede på Holonettet, må Splitzers kontor være to etager længere oppe,” meddelte Fett efter et blik på sin datablok. ”Der er en elevator derhenne. Lad os bare håbe, at den ikke er lukket ned.”
Elevatoren var til Bloodys forbløffelse og mistænksomhed ikke lukket ned. Den virkede upåklageligt, da Fett trykkede på knappen til næste etage.
”Måske skulle vi gå tilbage til skibet.” Bloody skuttede sig. Han havde aldrig brudt sig om små, lukkede rum som elevatorkabiner. ”Dette her er helt forkert. Hvorfor holder man liv i en gammel elevator i en forladt sektor af denne fæstning??”
Fett trak på skuldrene, men Bloody så godt, at hans ven tjekkede sin blaster. ”Det er nok en sikkerhedsforanstaltning…”
Alle Bloodys nerver kørte på højtryk under hele turen op gennem elevatoren. Den sære fornemmelse var der stadig.
Han var nær sprunget op gennem taget af forskrækkelse, da elevatoren stoppede, og dørene gled op.
Fett for også sammen, men det var mest på grund af Bloodys pludselige spring. ”Hvad laver du??! Hold op med at pjatte!!”
”Jeg pjatter ikke!!” hvæsede Bloody, da de trådte ud på en øde gang. ”Det var den forbandede…”
”Pas på!!” Fett gav ham et hårdt skub fremad og kastede sig selv ned på gulvet.
Bloody ramte den modsatte væg med et brag og væltede ned på gulvet i dække af en søjle. Han bed sine rasende protester i sig, da en serie af blasterstråler susede gennem gangen. Fett havde altid en grund til at handle, som han gjorde.
”Hvor mange er der??” råbte han til dusørjægeren, som rullede i dækning bag en stabel kasser.
”Jeg så mindst 5!!” Fett sendte et par velrettede skud frem fra sit skjul. Bloody hørte gennem den pludselige larm fra skyderiet lyden af kroppe, der ramte gulvet.
”Jeg ser efter!!” Han stak hovedet frem fra søjlen.
Og trak det til sig med et ryk, så han knaldede det bagerste af sit aflange hoved ind i væggen. Mens han bandede over sin arts kropsbygning og hovedform, viste han Fett 5 fingre. ”Du fik ram på to!!!”
Selvfølgelig havde Splitzer sendt vagter ud for at byde dem velkommen. Bloody havde faktisk ventet dem før. Det lovede af en underlig grund ikke godt.
De kunne ikke blive liggende i dække alt for længe. Der ville sikkert dukke forstærkninger op.
”Fett!!!” brølede Bloody tværs over gangen. ”Jeg skal bruge en smule dække!!”
Hans ven løftede hovedet med et ryk. ”Bloody!!! Det gør du ikke!!!”
Det eneste svar var et af Bloodys brede tandsmil, før Aliraneren smed sin kappe og sprang frem fra sit dække.
Vagterne for enden af gangen rettede øjeblikkeligt deres blastere mod ham. Hvilket gav Fett nok tid til at skyde de to forreste ned. Bloody udstødte et skingrende Aliransk kampskrig og kastede sig fremad.
Det gik som forventet. Mange modstandere måtte stivne en brøkdel af et sekund, når de så hans fremmedartede udseende, der lignede en genstand fra et mareridt. Denne brøkdel forstod Bloody at udnytte til fulde.
Hans kløer sprang ud fra hans knoer og ramte den første vagt i maven. Mandens skrig blev hurtigt kvalt i smerte, da Bloody løftede ham op og kastede ham ind i to andre vagter, der gik i gulvet med et brag.
De par vagter, som stadig stod op, famlede febrilsk med deres blastere. Bloody jog sine kløer gennem hovedet på den ene, mens han sendte den anden i gulvet med et velrettet cirkelspark. Så snurrede han rundt mod de sidste to mænd, som havde fået sig viklet sig fri af deres døde kammerat.
Den første fik slået benene væk under sig, da Bloodys hale kom fejende hen over gulvet, mens den anden døde på stedet, da Bloody nikkede ham en skalle. Aliranerens spidse hovedkam kløvede mandens hoved.
Den sidste overlevende rettede sin blaster mod Bloody, men igen kom Aliranerens hale susende gennem luften og slog våbnet ud af hånden på ham.
Bloody knælede ved siden af manden. ”Hvor er din boss??” knurrede han i en lav, men dødsensfarlig tone.
Manden rystede stædigt på hovedet.
Bloody blottede alle sine tænder. ”Jeg spørger ikke igen.”
Dette så ud til at overtale manden. ”Niveau 9… ovenpå…” hviskede han.
”Mange tak.” Bloody nikkede venligt. ”Men du må forstå, at vi ikke kan lade nogen fortælle om os.”
Han satte tænderne i mandens hals og flåede hans strube ud med et enkelt ryk.
Vagten nåede end ikke at skrige. Hans øjne spærredes op, og han trak vejret for sidste gang i et kort gisp. Så sank han tilbage på gulvet. Det endnu varme blod sprøjtede ud over gulvet.
Bloody kom på benene og tørrede blod, hjernemasse og knuste knogler af sig. Så vendte han sig bebrejdende mod Fett, der var kommet frem fra sit dække bag kasserne.
”Tak for dækningen!! Hvorfor skød du ikke de sidste??”
Fett rakte ham hans sorte kappe. ”Jeg tænkte, at du helst ville ordne det selv. Havde jeg skudt, ville du sikkert have brokket dig over at få hjælp.”
Bloody sendte en klat blodig spyt ned på gulvet ved siden af den døde vagt. ”Tja, der er vel noget fornuft i det, du siger.”
”Og du foretrækker jo at gøre det på din egen specielle måde.”
Bloody nikkede med et grin. ”Ja… det foretrækker jeg jo.”
Fett betragtede de døde vagter. ”Vi får sikkert flere problemer af den slags.”
Bloody tørrede sine hænder i sin kappe, mens han nikkede tavst. Den prikkende fornemmelse havde stadig ikke forladt hans hoved.
Elevatoren bragte dem op til det næste niveau på et øjeblik, hvor endnu en korridor førte dem længere ind i fæstningen. Alting var metal. Både vægge og gulv. Det hele mindede Bloody om gangene på en stardestroyer. Disse korridorer var nye, i modsætning til resten af fæstningen.
De fortsatte ned ad korridoren, indtil den delte sig i to. En skillevej.
”Skønt…” Bloodys blik vandrede mellem de to forskellige retninger. ”Hvilken vej, Fett??”
Dusørjægeren rynkede panden. ”Sært… Denne skillevej er ikke på kortet.”
”Hvad mener du med, at den ikke er på kortet??” Bloody hævede langsomt sin blaster og så sig alarmeret omkring.
”Den er ikke med på kortet, fordi jeg byggede den,” lød en stemme bag dem.
Bloody og Fett snurrede rundt med skudklare blastere.
Midt på gangen bag dem stod en lille, kvabset mand med et firskårent ansigt, der lyste langt væk af arrogance og selvsikkerhed.
”Et hologram.” Fett sænkede sin blaster en smule.
”Præcis.” Judaz Splitzer smilede hånligt. ”Det glæder mig, at I ikke har åbnet ild mod mit hologram som så mange andre før jer. Det giver mig mere tid til at nyde vores samtale.”
”Som så mange andre??” Bloody lagde hovedet på skrå.
”Åh ja, der har været mange før jer. Særligt fra jeres branche. Selvglade, uerfarne fjolser uden nogen form for stil eller planlagt strategi. De døde bemærkelsesværdigt hurtigt.”
Bloody kastede et hurtigt blik omkring sig. Der var ingen synlige fælder at få øje på, men den prikkende, møgirriterende fornemmelse i hans hoved blev ved med at trænge sig på.
”Vi har også mere stil end de fleste andre,” svarede Fett hologrammet. ”Og vi har endda en meget godt planlagt strategi.”
”Og hvad er det så, om jeg må spørge??”
”Slå kløerne i dig og score en fed dusør!!” snerrede Bloody. Hans fine fornemmelse gjorde ham efterhånden rimelig rasende.
Splitzer så dybt skuffet ud. ”Jeg havde dog håbet at se noget mere originalt fra din side, Boba Fett. Dit rygte taget i betragtning naturligvis. Men det er måske bare enhver dusørjægers strategi at brase ind og skyde vildt omkring sig. En skam.” Han trykkede et sted uden for hologrammets område og forsvandt.
Fett og Bloody vekslede blikke. ”Jeg har en meget dårlig fornemmelse omkring dette her…” knurrede Bloody dæmpet.
Før Fett nåede at svare, faldt gulvet nedad.
End ikke Bloodys knivskarpe reflekser kunne forberede ham på det pludselige fald. Han gik i gulvet med et brag og kurrede hvæsende og bandende ned ad den sliske, som gulvet havde dannet. Under ham var der intet andet end mørke.
Fett strakte hånden ud og affyrede sin entréhage. Den skød gennem luften og borede sig ind i væggen over dem. I samme øjeblik skød hans hånd frem og fik fat i Bloodys arm, inden Aliraneren gled forbi ham.
Bloody tillod sig selv at puste ud i et lettet suk. ”Mange tak, kammerat.”
”Ingen årsag, makker.”
Så slap Fetts entréhage sit tag i væggen med et stille klik.
Bloody nåede lige at brøle en Mandalorsk forbandelse, inden de væltede hovedkulds ned i mørket.
Bloody ramte jorden med et hårdt klask, som slog al luften ud af hans lunger. Han hostede og spyttede, da en stor mængde sand blev suget ind i hans næse og mund ved den første hivende vejrtrækning. Han nåede lige at komme på benene, før Fett kom væltende gennem luften og ramte ham. Aliraner og dusørjæger væltede om i sandet i en forvirret bunke.
”Ved Palpatines rynkede øglefjæs!!” Fett fik rodet sig fri af Bloody og kom på benene. ”Når jeg får fat i det svin til Splitzer, så…”
Bloody nøs højlydt og spyttede som en gal på grund af, at hans ansigt endnu en gang var blevet mast ned mod jorden. ”Næste gang du vil gribes, Fett… Så sig til, så jeg kan komme af vejen!!!”
Fett lo og samlede sin blaster op. Den havde heldigvis ikke taget skade af det pludselige fald. ”Hvor er vi overhovedet??”
”Faldet var ikke ment til at dræbe os i hvert fald,” knurrede Bloody og snusede.
Der var en sær lugt i dette rum. En lugt som virkede bekendt, men det var længe siden, at han sidst var stødt på den.
Hans tanker blev afbrudt af en slæbende lyd i rummets fjerneste ende og dernæst et brøl. Specielt brølet kendte han udmærket.
Fett hævede sin blaster. ”Bloody…”
Lugten, lydene… og de rester af knogler, der lå på jorden. Nu faldt alt på plads i Bloodys hoved.
”Rancor!!!”
Bag dem gled den stejle sliske tilbage og fratog dem hermed deres eneste mulighed for at undslippe.
Ud af mørket kom en enorm, savlende rancor gående med lange skridt. Den bevægede sig hurtigt. Alt for hurtigt.
”Er der ikke andre veje ud??” Bloody så sig febrilsk omkring. Aliranere havde lukkede rum. Hadede dem som pesten. Bloody var endda en bekræftelse af den regel. Hans hovedkam strittede nervøst, og halen bevægede sig langsomt fra side til side. At være spærret inde var én ting. At være spærret inde sammen med en sulten rancor var en anden.
Fett pegede i skyggerne bag rancoren. ”Der er en udgang!!”
”Skønt!!! Så skal vi bare lige forbi det muterede kødbjerg først!!!”
Rancoren brølede.
Bloody lod sin kappe falde. ”Har du nogen gode ideer, Fett??”
”Ja… Du holder den i skak… og jeg skyder den.”
Bloody skar ansigt. ”Skønt… Men der er vel ingen andre muligheder.”
Aliraneren satte i et højt kampbrøl og angreb rancoren.
Uhyret slog ud efter ham, men Bloody dukkede sig og hoppede op på ryggen af rancoren. Hans lange kløer sprang frem fra hans knoer og hakkede ned i dens ryg.
Rancoren satte i et voldsomt brøl af smerte og raseri. Den svingede med sine store arme i et forsøg på at ramme Bloody, men han sørgede for hele tiden at holde sig i bevægelse.
Fett skød adskillige gange mod rancoren, men laserstrålerne så blot ud til at gøre den endnu mere rasende.
”Så drop dog det prikkeri!!!” skreg Bloody ad dusørjægeren. Han satte tænderne i rancorens nakke og flåede en stor kødluns af, som han omgående spyttede ud. Det smagte afskyeligt. ”Du formår kun at irritere den!! Der skal bruges tungere skyts!!!”
I samme øjeblik kom rancorens klo drønende gennem luften og ramte Bloody lige i ryggen.
En brændende smerte skød op gennem hans ryg og skuldre. Bloody væltede ned fra rancorens ryg og havnede i sandet lige foran den.
Han nåede kun at komme op på albuerne, før rancorens næve lukkede sig om ham og løftede ham op, så han hang magtesløst i luften lige foran fjæset på den.
Rancoren blottede alle sine skarpe tænder i et hæsligt grin. Dens greb i Bloody begyndte at strammes.
Fett tog ordentligt sigte mod uhyret og skød.
Et skrig rungede gennem rancorgraven.
”AAAARRRGGH!!!!” Bloody skreg, hvæsede og bandede af smerte. Rancoren slap ham forbløffet, og han væltede ned på jorden.
”Ups!!” Fett sænkede sin blaster.
”Hvad fanden laver du, din amatørskytte!!!!??!” Bloody tog sig til sin hale. ”Du ramte mig sgu i halen, din vaderske laserbrain!!!”
”Slap da af!!” råbte Fett irriteret.
Rancoren vendte knurrende opmærksomheden mod dem.
Fett trak på skuldrene. ”Tungere skyts, som du sagde, Bloody.”
Han dukkede i ryggen og affyrede sit jetpack-missil lige i fjæset på rancoren.
Uhyret brølede højt og skingrende af smerte. Det vaklede blændet tilbage, hvilket Bloody benyttede sig af. Aliraneren kastede sig frem og jog kløerne ind i rancorens strube.
Mørkt blod sprøjtede ud som et voldsomt springvand og kastede Bloody tilbage. Men han havde opnået, hvad han ville.
Rancoren brølede svækket og væltede om i sandet. Blodet lavede en stor, tyktflydende pøl omkring den, mens livet strømmede ud af den. Til sidst gik der en lille sitren igennem den, og den lå stille.
Bloody tog imod Fetts fremstrakte hånd og denne hjalp ham på benene.
”Hvad i Kessel bilder du dig ind, Fett??!” knurrede han ad sin ven og svingede med sin hale foran dennes ansigt. En smal søjle af røg steg op fra et skudhul i halespidsen. ”Du ramte min hale!!!”
”Tag dog en slapper, Bloody!! Jeg reddede faktisk dit liv!!”
”Jeg ville have sat mere pris på, at du reddede mit liv og IKKE pløkkede hul i min hale!!!”
”Der var ikke tid til andet!!”
”Så du indrømmer altså, at du gjorde det med vilje??!!”
”Nej, jeg siger bare, at jeg ikke havde tid til at sigte!!”
”Du er en mesterskytte, Fett!! Og så SKAL du lige ramme mig i halen!!!”
Fett kiggede undersøgende på skudhullet i Bloodys hale. ”Det er da ikke så slemt.”
”Ikke så slemt??!! Der er hul hele vejen igennem!!”
”Så kan du sætte en ring i.”
”Hvad??!!” Bloody gloede på Fett i flere minutter.
Så brast han i latter. En latter der rungede gennem rummet og fortsatte langt ud i mørket.
”Tak fordi du reddede mit liv, Fett!!” Han klappede dusørjægeren på skulderen.
”Ingen årsag, min ven.” Fett klappede ligeledes ham på skulderen, hvor der ikke var skarpe pigge. ”Men nu har vi en aftale med en vis Judaz Splitzer.”
”Jeg vidste det… Endnu et par fjolser bliver spist af min rancor…” Judaz Splitzer foldede tilfredst hænderne og smilede hånligt. ”Så meget for Boba Fetts blændende ry!!”
Han rejste sig og gik hen til vinduet, hvor fra han kunne se ud over den uendelige ørken, som planeten bestod af. Måske skulle han overveje at flytte sit foretagende til en anden planet med et mere skånsomt klima… og en pænere udsigt.
”Bah!!” Han vendte sig fra det brede vindue med et fnys. Han havde det fint, hvor han var. Ingen kunne røre ham her. Det var klogest at blive hængende.
”Kaptajn??” Han kaldte fæstningens øverstkommanderende op. ”Gå ned i rancorgraven og udslet resterne af de to dusørjægere. Sørg for at deres fly bliver gemt væk.”
Der var en masse støj på linien, men han hørte en hurtig bekræftelse fra den anden ende. Judaz Splitzer rynkede panden. Nu var der igen vrøvl med samtaleanlæggene!! Hvorfor kunne de ikke bare virke upåklageligt bare én gang??!!
Igen vendte han sig mod vinduet og betragtede landskabet.
Døren ind til hans kontor gled op bag ham. Sikkert kaptajnen, der var kommet tilbage fra sin opgave. Judaz Splitzer vendte sig mod ham.
Det var ikke kaptajnen. Tværtimod.
Det var de to dusørjægere. Boba Fett og hans makker. Begges blastere pegede direkte mod ham.
”Så stopper legen, Splitzer.” Fetts stemme var rolig med en dødelig undertone. Hans makker, et væsen hentet direkte op fra Splitzers værste mareridt, blottede alle sine tænder i et afskyeligt grin. Det var smurt ind i en dybrød væske, der lignede… blod.
”Rancorblod,” knurrede væsnet som et svar på hans stirren. ”Ja, vi var desværre nødt til at aflive dit kæledyr.”
”Ikke flere numre, Splitzer!!” Fett svingede med sin blaster. ”Op med hænderne og følg med!! NU!!”
Judaz Splitzer vidste, hvad der var i vente. Jabba havde sendt dem. Kun hutten ville kræve Splitzer i live. Han besluttede sig for at tage en chance og kastede sig mod sit skrivebord ofr at nå den blaster, der sad skjult under det.
Fetts makker satte af i et langt spring og ramte ham på halvvejen. Splitzer blev slået tilbage og hamrede ind i ruden på vinduet bag ham. Væsnet var over ham og trak ham brutalt på benene.
”Hvis du så meget som blinker på en forkert måde, slår jeg dig ihjel uden at tøve!! Dusør eller ej!!”
Fett gjorde en sarkastisk imødekommende bevægelse. ”Skal vi gå, Master Splitzer??”
”Det gav godt.”
Bloody og Boba Fett sad i en lille cantina på Smuglermånen Nar Shaddaa. Et orkester spillede livligt, og stemningen var høj i lokalet. Der så ikke ud til at være nogen ballademagere eller andre irriterende individer på færde i aften.
Fangsten på Judaz Splitzer havde givet en dusør på 250.000 credits. En ganske pæn sum. Jabba havde virkelig gnedet sig i hænderne denne gang. Hvilket kun havde fået Fett og Bloody til at stige i hans agtelse. De kunne være sikre på at score flere jobs hos Jabba.
Bloody slog lidt med sin hale mod bordbenet. Hullet var der stadig. Det blev sikkert ved med at være der. Det var ham egentlig ret så ligegyldigt. På hans hjemplanet brystede voksne Aliranere sig altid af deres skader fra alverdens kampe. En tradition, som LBoody meget sjældent benyttede sig af.
En lyseblå Twi’lek serverede to glas Mandalore-snaps for dem. Hendes øjne blev hængende lidt ved Fett, før hun smilede og vendte tilbage til baren.
”Det er en af de sjældne gange, hvor jeg giver.” Bloody hævede sit glas med et bredt grin.
”Må det ikke blive den sidste,” lo Fett og hævede ligeledes sit glas. ”Skål, min ven. For vores venskab… og et skud i halen.”
”For vores venskab og et skud i halen??” Bloody grinede. ”Skål Fett!!”
Begge tømte deres glas og bestilte endnu en omgang.
THE END…
