Post by Lóani on Apr 12, 2007 20:27:27 GMT 1
Så vil jeg poste min aller første besked hehe... Det er kun en del af første kapitel, men vil da meget gerne ha lidt kritik. Har skrevet 12 kapitler i alt, men da jeg har skrevet dem over længere tid, stemmer de ikke rigtig over ens, så jeg er begyndt at skrive historien helt forfra... suk Men det skal jo gøres.. hehe.. ;D
Kapitel 1
Det sølvblanke skib strøg gennem det sorte tomrum, tæt forfulgt af et langt større skib, med en matsort farve, der fik det til at se sortere ud ende selve rummet der omgav det. Sceneriet omkring de to skibe, så idyllisk ud: en blå og hvid planet drejede umærkeligt rundt i en stille dans, med sine tre små måner på slæb. De to af dem var klippefyldte, og, ville man opdage efter en hurtig scanning, totalt blottet for liv. Den tredje derimod, var dækket af grønt, som højst sandsynligt var skov.
En rød laserstråle blev affyret fra det sorte skib, og et gigantisk glimt oplyste det flygtende skibs energiskjold. Skibet, Morning Star, udførte en række indviklede undvigningsmanøvrer, som for et kort stykke tid forhindrede forfølgerens lasere i at låse sig fast på deres mål. Star affyrede et par skud. De ramte plet, men prellede af på målets skjold. I næste øjeblik, ramte en række af ladninger skjoldet, og det bukkede under. To aflange cyllindre gled ud fra angriberen, og susede med høj fart mod Star, som satte farten op, og udførte et par næsten umulige manøvrer, som næsten fik bugt med de to missiler. Men også kun næsten.
To gyldenrøde eksplosioner lyste Morning Star op da de detonerede mod hendes skjold. Ikke en lyd hørtes i det luft tomme vacum.
Der var rødt lys overalt, og sirener hylede, for at meddele at skibet var ramt. Man måtte jo være både døv og blind for ikke at have opdaget det, tækte kaptajnen. Han kunne ikke koncentrere sig med al den hylen i baggrunden. Da missilerne havde ramt, var hele skibet blevet gennemrystet så kraftigt, at det undrede ham at de stadigvæk bevægede sig.
”En eller anden, sluk for den forbandede alarm!” råbte han anstrengt, imens han prøvede at bibeholde kontrollen med det hvirvlende fartøj. Star havde taget en fuldtræffer i halen, og var styrtet ind i et spin, der førte dem direkte mod en af planetens måner. Agnetha, så vidt han kunne gætte ud fra den grønne bevoksning der dækkede overfladen.
Han skulle lige til at råbe en gang til, da skibet pludselig blev stille, kun den rødlige belysning blev tilbage. Han kunne ikke tillade sig at kaste et blik over skulderen for at se hvem der havde fulgt hans ordre. Det blev heller ikke nødvendigt, for i næste øjeblik strøg en skikkelse ind på andenpilotens sæde. Et stort ustyrligt brunt hår, var det eneste han så ud af øjenkrogen. Han smilede svagt, imens han kæmpede med skibet styreredskaber. Kate var det nyeste medlem af Stars besætning, og meget talentfuld. Alligevel var hun ikke rigtig faldet til endnu. Især den unge Sheila Antilles havde svært ved at acceptere Kates ret dominerende personlighed. Sheila var sammen med den berømte jagerpilot Zacho Haccou en af de bedste piloter i DFS. På denne mission fungerede de som skytter. Deres overordnede, havde givet dem jobbet for at give dem lidt fri, hvilket åbenbart ikke var hvad de ville få.
Endnu et missil sprang frem på den taktiske skærm. Nick bandede lavmælt, og kæmpede endnu mere indædt for at få sit skib under kontrol. Ved siden af fløj Kates hænder over instrumentbrættet, imens hun fordelte den smule energi som stadig var gemt i Star til de steder hvor der var mest brug for den.
Stars kanoner var placeret på undersiden af skroget. En tyk boble af hærdet glas, tillod skytten, der sad i en rotérbar stol, 360 graders udsyn. Men dette gjorde også ”skyttegraven” til skibets mest udsatte position. Dette var dog ikke nyt for Sheila, der normalt fløj i sin InTec jager, der ikke var specielt kendt for sit stærke skjold, men nærmere sin hastighed og sin manøvredygtighed.
Sheila så håbløst ud på de hvirvlende stjerner. Efter missilerne havde ramt, var kanonerne brændt sammen. Zacho i den anden ende af skibet havde åbenbart samme problem, for heller ikke han fyrede længere. Pis! tænkte hun. Hun vidste intet værre end at sidde med hænderne i skødet når et slag blev udkæmpet. Hvis bare hun og Zacho havde haft deres jagere, så skulle de svin få kærligheden at føle. Hun skulle lige til at svinge sig ud af sædet og se om hun kunne gøre noget andet steds, da en knasende stemme lød over samtaleanlægget. Det var Nick, kaptajnen.
”Hey, vi har endnu et missil i vores retning og hvis det rammer os, er vi færdige.” Han tav et øjeblik som for at lade informationen glide ind. Så tilføjede han: ”Jeg er fuldkommen åben for forslag.” Hans stemme var anstrengt, og uden for vinduet, var stjernernes rotteren blevet langsommere. Han havde næsten skibet under kontrol nu. Men om få minutter ville det være lige meget alligevel.
En absurd tanke slog ned i Sheila. Der var ikke tid til at tænke nærmere over den. Et øjebliks tøven og det ville være for sent.
”Kan vi få bare en af kanonerne op at kører?” Der var stille et øjeblik, før en anden stemme lød.
”Stop en halv. Har du tænkt dig at skyde den ned?” Kates stemme lød som om hun ikke kunne tro sine egne øre. ”Det er umuligt, intet menneske kan ramme et mål på den størrelse i den afstand. Det er simpelthen umuligt.”
Sheila havde lyst til at svare igen, men Zacho kom hende i forkøbet.
”Det er ikke så umuligt som du tror. Hvis man kunne få missilet inden for synsvidde, er det ikke nødvendigt med en målsøgnings computer. Bare man har et godt øjemål, så burde det kunne lade sig gøre.” Sheila smilede, når Zacho sagde at det kunne lade sig gøre, så kunne det. Det havde bare været en vild idé.
Kaptajnens stemme lød igen. ”Zacho, kan det lade sig gøre? Kan du ramme så lille et mål?” Sheila syntes hun hørte Kate snøfte hånligt, men hun var ikke sikker.
”Som jeg sagde før, så kan det lade sig gøre, men jeg kan ikke.” Der var en rungende stilhed.
”Hvad mener du?” spurgte Nick skarpt. ”Det ene øjeblik siger du at du kan, det næste det omvendte. Hvis du ikke har bemærket det så er der et missil på vej imod os i dette øjeblik.”
”Jeg sagde kun at jeg ikke kunne.” Sheila kunne høre at han smilede. ”Men Sheila kan.”
Hun mærkede varmen bredde sig i sit bryst ved vennens ord. Det var sjældent at han åbenlyst roste hende på den måde. Normalt snakkede de ikke om hvem der var bedst, men lod hinandens svagheder og styrker komme hinanden til gode, uden at nogen tog æren for en vundet kamp.
Nick tænkte sig kun om et kort øjeblik, før han gav Kate ordre til at overføre energien. Hun ville blive nød til at tappe på livssystemerne, men det var nødvendigt. Han håbede virkelig at den unge pilot levede op til sin vens ord. Han havde ikke regnet med at Zacho, der var langt ældre og langt mere erfaren, kunne være dårligere til at ramme, end en nyudklækket pilot direkte fra Akademiet. Godt nok havde han hørt rygterne om Sheila Antilles evner. Men skole var ikke det samme som det virkelige liv, og Nick havde Haccou mistænkt for kun at gøre det for at give Antilles en større selvtillid. Men på den anden side, ville han aldrig lade venskab komme imellem når det gjaldt liv og død for en hel besætning. Altså stolede Nick på Zachos beslutning.
Da Kates stemme lød over samtaleanlægget og meddelte at kanonen nu var klar til affyring, trak Sheila vejret dybt. Hun havde aldrig sat sine evner på sådan en prøve. Når man fløj en jager, var det enkle skud knap så vigtigt, imens der blev lagt stor vægt på at man kunne følge i halen på modstanderen og overbelaste hans skjold med en masse laserild. Her havde hun kun én chance. Men hun vidste hun kunne gøre det. Hvis ikke for andet, så fordi Zacho sagde det.
Kaptajnen havde fået Star helt ud af det ukontrollerede spin nu, og på skærmen havde hun overblik over hvor missilet befandt sig. Hun drejede kanonen mod det sted hvor det snart ville dukke op. Hun kunne høre sit hjerte banke højlydt i sit bryst, og hun trak vejret dybt. Nervøsiteten meldte sig. Som om han havde kunnet mærke det, lød Zachos stemme over deres private kanal på samtaleanlægget.
”Hey Stalker. Tag det roligt, du har skudt på mål mindre end det der under træningen. Det møg missil har fået sin sidste flyvetur.” Han brugte hendes flightnavn, og det fik hende til at føle sig bedre til mode, selvom hun stadig ikke var helt rolig.
”Tak.” Hun måtte have lydt rimeligt afsnuppet, for Zacho grinede.
”Slap nu af. Jeg havde ikke sagt at du kunne gøre det, hvis ikke jeg var helt sikker.” Han var pludselig seriøs. ”Jeg stoler på dig Sheila, ligesom den gang. Dengang klarede du den, og det gør du også nu. Så lad være med at være så bekymret, det klæder dig ikke.” Sheila grinede, men nåede ikke at svare før Kates stemme afbrød dem.
”Så er det ved at være tid. Missilet skulle være inden for øjenvidde om fem sekunder, tre-to-en-NU.”
Sheila så den lille grå cylinder glide lydløst frem mod hende. I virkeligheden var det ikke så lille endda, fire meter langt og lidt over en meter i diameter, ville det have været noget af en kleppert at have inde i sin stue, men det var ikke andet end et støvkorn i forhold rummet.
Hun trak vejret dybt, og fangede missilet i sigtekornet. Hun sigtede lidt under, for hun havde bemærket at sigtet ikke var ordentligt kalibreret. Hun havde kun en chance. Hvis hun ikke ramte, ville Star springe i luften med hende selv og resten af besætningen ombord. Det kunne hun ikke tillade. Slet ikke når Zacho stolede på hende. Hun justerede sigtet en sidste gang og tryggede af. En enkelt laserstråle fór ud fra kanonmundingen. Hun holdt vejret, da den strakte sig ud og ramte missilet under hundrede meter fra skibet. Det forsvandt i en lille eksplosion, og Sheila lod sig falde tilbage i sædet. De andre jublede over radioen, men deres opmærksomhed blev hurtigt afledt.
Deres forfølgere havde åbenbart opbrugt deres missiler, for der kom ikke flere, men deres lasere virkede udmærket. Grøn laserild ramte Star adskillige steder, og et sted begyndte luften at strømme ud gennem en sprække.
”Sheila, Zacho, væk fra kanonerne. Nu!” råbte Nick. Sheila forstod hvorfor. Laserilden blev koncentreret omkring hende og Zacho. De brød sig åbenbart ikke om modstand. Inden hun nåede at springe op, ramte en laserstråle direkte på kanonen, der forsvandt og blev til en glødende bunke metal. Skibet rystede og hun hamrede hovedet ned i målsøgningscomputeren. Det svimlede for hende, og hun kæmpede for ikke at miste bevidstheden, men luften forsvandt langsomt fra kanontårnet, og hun hørte lyden af luft der blev suget ud i det tomme rum. Der måtte være gået hul et sted i glasset. Sort pletter begyndte at danse for hendes blik, og hun vidste at hun ville miste bevidstheden. Hvis hun gjorde det ville hun være fortabt. Det var kun et spørgsmål om sekunder før hele ruden ville give efter for det store pres, og hun ville blive suget ud i vacummet. Hun kæmpede for at komme ud af sædet og hen til døren som kunne forsegles. Hun prøvede forgæves at trække vejret, men der var ingen luft. Hun blev opslugt af mørke, og hun mistede bevidstheden.
Kapitel 1
Det sølvblanke skib strøg gennem det sorte tomrum, tæt forfulgt af et langt større skib, med en matsort farve, der fik det til at se sortere ud ende selve rummet der omgav det. Sceneriet omkring de to skibe, så idyllisk ud: en blå og hvid planet drejede umærkeligt rundt i en stille dans, med sine tre små måner på slæb. De to af dem var klippefyldte, og, ville man opdage efter en hurtig scanning, totalt blottet for liv. Den tredje derimod, var dækket af grønt, som højst sandsynligt var skov.
En rød laserstråle blev affyret fra det sorte skib, og et gigantisk glimt oplyste det flygtende skibs energiskjold. Skibet, Morning Star, udførte en række indviklede undvigningsmanøvrer, som for et kort stykke tid forhindrede forfølgerens lasere i at låse sig fast på deres mål. Star affyrede et par skud. De ramte plet, men prellede af på målets skjold. I næste øjeblik, ramte en række af ladninger skjoldet, og det bukkede under. To aflange cyllindre gled ud fra angriberen, og susede med høj fart mod Star, som satte farten op, og udførte et par næsten umulige manøvrer, som næsten fik bugt med de to missiler. Men også kun næsten.
To gyldenrøde eksplosioner lyste Morning Star op da de detonerede mod hendes skjold. Ikke en lyd hørtes i det luft tomme vacum.
Der var rødt lys overalt, og sirener hylede, for at meddele at skibet var ramt. Man måtte jo være både døv og blind for ikke at have opdaget det, tækte kaptajnen. Han kunne ikke koncentrere sig med al den hylen i baggrunden. Da missilerne havde ramt, var hele skibet blevet gennemrystet så kraftigt, at det undrede ham at de stadigvæk bevægede sig.
”En eller anden, sluk for den forbandede alarm!” råbte han anstrengt, imens han prøvede at bibeholde kontrollen med det hvirvlende fartøj. Star havde taget en fuldtræffer i halen, og var styrtet ind i et spin, der førte dem direkte mod en af planetens måner. Agnetha, så vidt han kunne gætte ud fra den grønne bevoksning der dækkede overfladen.
Han skulle lige til at råbe en gang til, da skibet pludselig blev stille, kun den rødlige belysning blev tilbage. Han kunne ikke tillade sig at kaste et blik over skulderen for at se hvem der havde fulgt hans ordre. Det blev heller ikke nødvendigt, for i næste øjeblik strøg en skikkelse ind på andenpilotens sæde. Et stort ustyrligt brunt hår, var det eneste han så ud af øjenkrogen. Han smilede svagt, imens han kæmpede med skibet styreredskaber. Kate var det nyeste medlem af Stars besætning, og meget talentfuld. Alligevel var hun ikke rigtig faldet til endnu. Især den unge Sheila Antilles havde svært ved at acceptere Kates ret dominerende personlighed. Sheila var sammen med den berømte jagerpilot Zacho Haccou en af de bedste piloter i DFS. På denne mission fungerede de som skytter. Deres overordnede, havde givet dem jobbet for at give dem lidt fri, hvilket åbenbart ikke var hvad de ville få.
Endnu et missil sprang frem på den taktiske skærm. Nick bandede lavmælt, og kæmpede endnu mere indædt for at få sit skib under kontrol. Ved siden af fløj Kates hænder over instrumentbrættet, imens hun fordelte den smule energi som stadig var gemt i Star til de steder hvor der var mest brug for den.
Stars kanoner var placeret på undersiden af skroget. En tyk boble af hærdet glas, tillod skytten, der sad i en rotérbar stol, 360 graders udsyn. Men dette gjorde også ”skyttegraven” til skibets mest udsatte position. Dette var dog ikke nyt for Sheila, der normalt fløj i sin InTec jager, der ikke var specielt kendt for sit stærke skjold, men nærmere sin hastighed og sin manøvredygtighed.
Sheila så håbløst ud på de hvirvlende stjerner. Efter missilerne havde ramt, var kanonerne brændt sammen. Zacho i den anden ende af skibet havde åbenbart samme problem, for heller ikke han fyrede længere. Pis! tænkte hun. Hun vidste intet værre end at sidde med hænderne i skødet når et slag blev udkæmpet. Hvis bare hun og Zacho havde haft deres jagere, så skulle de svin få kærligheden at føle. Hun skulle lige til at svinge sig ud af sædet og se om hun kunne gøre noget andet steds, da en knasende stemme lød over samtaleanlægget. Det var Nick, kaptajnen.
”Hey, vi har endnu et missil i vores retning og hvis det rammer os, er vi færdige.” Han tav et øjeblik som for at lade informationen glide ind. Så tilføjede han: ”Jeg er fuldkommen åben for forslag.” Hans stemme var anstrengt, og uden for vinduet, var stjernernes rotteren blevet langsommere. Han havde næsten skibet under kontrol nu. Men om få minutter ville det være lige meget alligevel.
En absurd tanke slog ned i Sheila. Der var ikke tid til at tænke nærmere over den. Et øjebliks tøven og det ville være for sent.
”Kan vi få bare en af kanonerne op at kører?” Der var stille et øjeblik, før en anden stemme lød.
”Stop en halv. Har du tænkt dig at skyde den ned?” Kates stemme lød som om hun ikke kunne tro sine egne øre. ”Det er umuligt, intet menneske kan ramme et mål på den størrelse i den afstand. Det er simpelthen umuligt.”
Sheila havde lyst til at svare igen, men Zacho kom hende i forkøbet.
”Det er ikke så umuligt som du tror. Hvis man kunne få missilet inden for synsvidde, er det ikke nødvendigt med en målsøgnings computer. Bare man har et godt øjemål, så burde det kunne lade sig gøre.” Sheila smilede, når Zacho sagde at det kunne lade sig gøre, så kunne det. Det havde bare været en vild idé.
Kaptajnens stemme lød igen. ”Zacho, kan det lade sig gøre? Kan du ramme så lille et mål?” Sheila syntes hun hørte Kate snøfte hånligt, men hun var ikke sikker.
”Som jeg sagde før, så kan det lade sig gøre, men jeg kan ikke.” Der var en rungende stilhed.
”Hvad mener du?” spurgte Nick skarpt. ”Det ene øjeblik siger du at du kan, det næste det omvendte. Hvis du ikke har bemærket det så er der et missil på vej imod os i dette øjeblik.”
”Jeg sagde kun at jeg ikke kunne.” Sheila kunne høre at han smilede. ”Men Sheila kan.”
Hun mærkede varmen bredde sig i sit bryst ved vennens ord. Det var sjældent at han åbenlyst roste hende på den måde. Normalt snakkede de ikke om hvem der var bedst, men lod hinandens svagheder og styrker komme hinanden til gode, uden at nogen tog æren for en vundet kamp.
Nick tænkte sig kun om et kort øjeblik, før han gav Kate ordre til at overføre energien. Hun ville blive nød til at tappe på livssystemerne, men det var nødvendigt. Han håbede virkelig at den unge pilot levede op til sin vens ord. Han havde ikke regnet med at Zacho, der var langt ældre og langt mere erfaren, kunne være dårligere til at ramme, end en nyudklækket pilot direkte fra Akademiet. Godt nok havde han hørt rygterne om Sheila Antilles evner. Men skole var ikke det samme som det virkelige liv, og Nick havde Haccou mistænkt for kun at gøre det for at give Antilles en større selvtillid. Men på den anden side, ville han aldrig lade venskab komme imellem når det gjaldt liv og død for en hel besætning. Altså stolede Nick på Zachos beslutning.
Da Kates stemme lød over samtaleanlægget og meddelte at kanonen nu var klar til affyring, trak Sheila vejret dybt. Hun havde aldrig sat sine evner på sådan en prøve. Når man fløj en jager, var det enkle skud knap så vigtigt, imens der blev lagt stor vægt på at man kunne følge i halen på modstanderen og overbelaste hans skjold med en masse laserild. Her havde hun kun én chance. Men hun vidste hun kunne gøre det. Hvis ikke for andet, så fordi Zacho sagde det.
Kaptajnen havde fået Star helt ud af det ukontrollerede spin nu, og på skærmen havde hun overblik over hvor missilet befandt sig. Hun drejede kanonen mod det sted hvor det snart ville dukke op. Hun kunne høre sit hjerte banke højlydt i sit bryst, og hun trak vejret dybt. Nervøsiteten meldte sig. Som om han havde kunnet mærke det, lød Zachos stemme over deres private kanal på samtaleanlægget.
”Hey Stalker. Tag det roligt, du har skudt på mål mindre end det der under træningen. Det møg missil har fået sin sidste flyvetur.” Han brugte hendes flightnavn, og det fik hende til at føle sig bedre til mode, selvom hun stadig ikke var helt rolig.
”Tak.” Hun måtte have lydt rimeligt afsnuppet, for Zacho grinede.
”Slap nu af. Jeg havde ikke sagt at du kunne gøre det, hvis ikke jeg var helt sikker.” Han var pludselig seriøs. ”Jeg stoler på dig Sheila, ligesom den gang. Dengang klarede du den, og det gør du også nu. Så lad være med at være så bekymret, det klæder dig ikke.” Sheila grinede, men nåede ikke at svare før Kates stemme afbrød dem.
”Så er det ved at være tid. Missilet skulle være inden for øjenvidde om fem sekunder, tre-to-en-NU.”
Sheila så den lille grå cylinder glide lydløst frem mod hende. I virkeligheden var det ikke så lille endda, fire meter langt og lidt over en meter i diameter, ville det have været noget af en kleppert at have inde i sin stue, men det var ikke andet end et støvkorn i forhold rummet.
Hun trak vejret dybt, og fangede missilet i sigtekornet. Hun sigtede lidt under, for hun havde bemærket at sigtet ikke var ordentligt kalibreret. Hun havde kun en chance. Hvis hun ikke ramte, ville Star springe i luften med hende selv og resten af besætningen ombord. Det kunne hun ikke tillade. Slet ikke når Zacho stolede på hende. Hun justerede sigtet en sidste gang og tryggede af. En enkelt laserstråle fór ud fra kanonmundingen. Hun holdt vejret, da den strakte sig ud og ramte missilet under hundrede meter fra skibet. Det forsvandt i en lille eksplosion, og Sheila lod sig falde tilbage i sædet. De andre jublede over radioen, men deres opmærksomhed blev hurtigt afledt.
Deres forfølgere havde åbenbart opbrugt deres missiler, for der kom ikke flere, men deres lasere virkede udmærket. Grøn laserild ramte Star adskillige steder, og et sted begyndte luften at strømme ud gennem en sprække.
”Sheila, Zacho, væk fra kanonerne. Nu!” råbte Nick. Sheila forstod hvorfor. Laserilden blev koncentreret omkring hende og Zacho. De brød sig åbenbart ikke om modstand. Inden hun nåede at springe op, ramte en laserstråle direkte på kanonen, der forsvandt og blev til en glødende bunke metal. Skibet rystede og hun hamrede hovedet ned i målsøgningscomputeren. Det svimlede for hende, og hun kæmpede for ikke at miste bevidstheden, men luften forsvandt langsomt fra kanontårnet, og hun hørte lyden af luft der blev suget ud i det tomme rum. Der måtte være gået hul et sted i glasset. Sort pletter begyndte at danse for hendes blik, og hun vidste at hun ville miste bevidstheden. Hvis hun gjorde det ville hun være fortabt. Det var kun et spørgsmål om sekunder før hele ruden ville give efter for det store pres, og hun ville blive suget ud i vacummet. Hun kæmpede for at komme ud af sædet og hen til døren som kunne forsegles. Hun prøvede forgæves at trække vejret, men der var ingen luft. Hun blev opslugt af mørke, og hun mistede bevidstheden.