Post by queensilve on Feb 11, 2007 11:55:24 GMT 1
Til dem der har læst En Faders Stolthed, har jeg nu nyheder. Efter en razzia i mine gamle papirer har jeg fremtryllet en historie fra tiden før ovennævnte historie. Det er nok mere en lille novelle, men den omhandler to personer, som også optræder i En Faders Stolthed. Så jeg tænkte, at jeg lige ville poste den... hehe... ;D
En Kvinde i Mandsklæder
Et skingrende trompetsignal skar gennem Adrinas lette søvn. Hun åbnede forskrækket øjnene og satte sig op på kanten af sin feltseng.
En gråelversoldat kom brasende ind i barakkerne, hvor hele Adrinas vagtdeling havde sovet tungt inden hornsignalet. ”Mønstring!!” brølede han.
Alle gråelversoldaterne sprang op og begyndte hver især at lede efter deres uniformer.
Adrina fulgte hurtigt deres eksempel. Hun var en høj, ranglet gråelverkvinde, hvor der var flere muskler på hendes krop end kvindelige former. Hvilket passede præcis efter hensigten.
Gråelverkvinder havde ingen adgang i Gråelverhæren. Deres hverv var at blive hjemme og passe mand og børn. Men Adrina var en undtagelse. Hun var stukket af fra sit fine adelige hjem og forklædt sig som mand for at slippe ind i Gråelvernes hær. Håret var klippet kort, de fine ansigtstræk var skjult af falske ar og mærker. De mandelformede øjne var blottet for al kvindelig flirten og blødhed. Adrinas øjne var en toptrænet soldats øjne. Hun var altid iført en løs skjorte og bukser, der under ingen omstændigheder afslørede nogen af hendes kvindelige ynder.
Hun fandt hurtigt sin uniform og tog den på. Så plaskede hun et par håndfulde vand i ansigtet og fulgte efter sine kammerater ud i gården, hvor de stillede sig op i lige rækker og geledder.
Dette var ingen almindelig mønstring. I dag ville selveste General Argent komme og overvære dagens træning.
Adrina kunne næsten ikke vente med at se generalen. Hun havde hørt fantastiske historier og rygter om ham. Nogle gode, nogle onde.
”ALLE RET!!” råbte en officer.
Adrina og alle de andre i hendes deling stod ret og stirrede ligeud.
En høj, muskuløs gråelver klædt i den kongelige gardes generaluniform kom gående tværs over gårdspladsen og standsede op foran geleddet.
”Stå rør,” sagde General Argent Dovéri.
Adrina måtte tvinge øjnene bort fra generalen. Han var fantastisk!! I forhold til andre overordnede førte han sig ikke frem med medaljer og ordener. Kun én enkelt æresbevisning hang om hans hals: En kastestjerne formet som Aftenstjernen, genstand for Gråelvernes tilbedelse. Af og til strejfede Argents fingerspidser stjernens blanke metal. Kun de højeste i gråelvernes samfund kunne endog håbe på at få tildelt sådan en orden. Men det var ikke noget, Argent brystede sig af, skønt det tydeligt sås, at ordenen betød meget for ham. Generalen lignede på mange måder sin forgænger, General Wegha.
”General Argent Dovéri vil i dag overvære jeres træning og endog selv deltage, hvis han ser en anledning til at gøre så,” meddelte Adrinas officer. ”Han vil se, hvilke af jer der er egnet til at indtræde i Paladsgarden!! Alle mand til træningspladsen!!”
Resten af dagen gik med at træne, så sveden sprang af gråelversoldaterne, mens de gjorde deres bedste for at bevise deres værd.
Adrina var blandt de hurtigste og dygtigste. Hun kunne sno sig gennem forhindringsbanerne, slå modstandere til jorden ved brug af én enkelt kampteknik og i sværdkamp var hun uforlignelig. Hendes kammerater misundte hende ikke. De vidste udmærket, at hun havde gjort sig fortjent til disse evner. ”ADRIN!! ADRIN!!” brølede de som et heppekor.
Den sidste disciplin i træningen var den kombinerede kamp, hvor man både benyttede sværdkamp og kampsport.
Adrina trådte ind i ringen fuld af forventning om den forestående kamp. Hendes modstander trådte ind i ringen på den anden side.
Men her sprang Adrinas hjerte et par slag over. I den anden ende af ringen trådte General Argent ind. Han smilede udfordrende til hende og trak sit sværd.
Der blev dødstille på træningspladsen. Alle soldaterne, både menige og officerer, rettede deres opmærksomhed mod ringen. Ingen turde sige noget.
Adrina trak sit sværd og gik ud til ringens midte, mens hun forsøgte at få blodet til at holde op med at dunke i hendes tindinger. Det føltes som en overjordisk anstrengelse bare at møde General Argents blik upåvirket.
Argent hilste og hævede sit sværd til forsvar.
Adrina gengældte hans hilsen og gik til angreb. Kampen var begyndt.
Deres sværds klinger stødte sammen i en høj hvinen af metal mod metal. Adrina blev øjeblikkeligt tvunget tilbage, men hun blokerede Argents angreb med en finte og fik næsten et slag listet forbi generalens forsvar. Men Argent havde standset hende i sidste øjeblik. Soldaterne gispede højlydt af forbløffelse. Normalt ville Argent have tacklet sin modstander allerede ved det første angreb.
De kæmpede frem og tilbage gennem ringen. Støvet blev hvirvlet op af deres fødder, som flyttede sig ustandseligt.
Adrinas hjerte hamrede vildt, og hun gispede efter vejret. Argent var i betydeligt bedre form end hende og havde også en del mere erfaring. Det havde ikke noget med held at gøre. Generalen var bare bedre end hende.
Til sidst sendte Argent Adrina et kraftfuldt, velrettet spark. Hun væltede om på jorden, men nåede ikke at rejse sig, før hun mærkede spidsen af Argents sværd under sit øje.
”Kampen er slut, Adrin,” sagde Generalen. ”Og du klarede dig ganske udmærket. Jeg vil huske dig, når udvælgelserne finder sted. Tak for kampen.” Han stak sit sværd tilbage i dets skede og gik sin vej.
Adrina blev liggende på jorden et par øjeblikke mere, så kom hun også på benene til lyden af sine kammeraters jubelråb og klapsalver.
Resten af dagen var hun en helt. En soldat som faktisk havde holdt General Argent i skak i mere end 3 minutter.
Det var meget sent og bælgmørkt, da soldaterne endelig fik lov til at gå til ro i deres barakker. Snart var alt stille i træningslejren.
Adrina listede sig af sted ud i mørket. Under armen havde hun et stykke klæde og sæbe. Hun sørgede omhyggeligt for at undgå de posterede vagter og smuttede ned til badehusene, som ikke lå langt fra barakkerne.
Det var den eneste hage ved Adrinas dække. Hvis hun ville vaskes, måtte hun snige sig ned til badehusene og ordne sit bad, mens alle hendes kammerater sov. Det var en svær opgave, men Adrina havde udmærket sig på øvelser ved at kunne snige sig lydløst ind på sine modstandere. Hun kunne derfor liste sig forbi vagterne uden større besvær.
Nede i badehusene fyldte hun et fad med varmt vand og trak sin støvede uniform af. Så vaskede hun sig grundigt over hele kroppen og sørgede særligt for at massere olie ind i sit hår, så det ikke virkede alt for fint og rent. Til slut dukkede hun hele hovedet ned i fadet og skyllede sit hår og ansigt.
Hun tørrede vandet bort fra øjnene og så sig om efter sit medbragte klæde. Det hang ude på gangen mellem de forskellige badenicher. Adrina gik hurtigt ud og greb klædet…
Og brasede direkte ind i General Argent, da hun vendte sig.
Om det var ham eller hende, der blev mest forskrækket, anede Adrina ikke. Men de sprang fra hinanden, som om de havde fået stød. Adrina snoede panisk klædet omkring sig, mens hun mærkede blodet skylle op i sine kinder. Men samtidig følte hun sig også lammet af rædsel. Ved at kaste et enkelt blik på Argents ansigt vidste hun besked. Han havde set det. Først nu lagde hun mærke til, at han heller ikke havde andet tøj på end et klæde om livet. Generalen holdt vist også af at bade for sig selv. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på det??
Der gik meget lang tid, før nogen af dem sagde noget. Adrina stod og stirrede ned i gulvet, mens vandet fra hendes hår dryppede ned ad ryggen på hende. Det var pludselig meget koldt i badehuset.
”Stå ret, soldat,” sagde Argent brat i en skarp, kommanderende tone.
Adrina klynkede dæmpet.
”Stå ret, sagde jeg!!”
Adrina havde ikke noget andet valg. Hun rettede sig op og lod armene hænge ned langs siden. Klædet omkring hende faldt til gulvet.
Argent lod blikket glide hen over hendes krop, og hans øjenbryn trak sig advarende sammen. ”Du er en… kvinde??” Han spyttede næsten ordet ud.
”Ja, General,” svarede Adrina pligtskyldigt. Hun lod sig ikke længere mærke af kulden og det tabte håndklæde. Det kunne være lige meget. For det her ville hun enten blive sendt til Azarin-fængslet eller henrettet øjeblikkeligt. Bare tanken fik hende til at vakle.
Argent trådte frem og greb hendes arm. ”Sæt dig.”
Adrina sank ned på en af badehusets bænke. Hun bøjede hovedet, mens hun krøb sammen på bænken, og kæmpede mod de pludselige tårer af frygt og chok i øjnene.
Argent satte sig på en bænk ved den modstående væg og betragtede hende indgående. ”Du var den soldat, jeg kæmpede imod i ringen i dag,” sagde han. ”Hvad er dit navn??”
”Adrin, General,” svarede Adrina.
”Nej.” Argent rystede på hovedet. ”Dit rigtige navn.”
Adrina sank en klump. Så svarede hun meget stille: ”Adrina.”
Argent tænkte sig om. ”Adrina, datter af Nordfjeldenes baron??”
Adrina nikkede.
”Han leder efter dig, ved du vel.”
”Det ved jeg. Det har han gjort de sidste 7 år, siden jeg stak af fra ham.”
”Hvorfor stak du af??”
Adrina rynkede panden. Hvad ville Generalen dog opnå ved at udspørge hende på den måde?? Men der var vel ingen anden bedre udvej end at være ærlig. Det kom man vel også længst med. ”Jeg kunne ikke holde det adelige liv ud,” svarede hun. ”Det var koldt, kunstigt og kedeligt. Hæren var den eneste udvej, hvis jeg ville bevare min forstand!”
Argent så længe på hende. ”Du ved vel, hvad der venter dig nu??”
”Ja, General,” svarede Adrina. Nu var det endnu sværere at holde tårerne tilbage. Men Adrina klarede det med sin klippefaste stædighed. Hun var aldrig nået så langt, hvis ikke hun havde haft kontrol over sine følelser.
Argent rejste sig og gik hen til hende. Han samlede hendes klæde op fra gulvet og rakte det til hende. ”Gå ind og tag dit tøj på,” sagde han. ”Og se så at komme tilbage til din barak. Der er forbud mod at færdes ude så sent.”
Adrina løftede forbløffet hovedet. ”Jeg skal ikke straffes for mit bedrageri??”
Argent rystede på hovedet med et beroligende smil. ”Når bare din hemmelighed bliver mellem os to, har du intet at frygte. Det var kun på tide, at en kvinde meldte sig under fanerne. Jeg vil under ingen omstændigheder se dig blive henrettet på grund af dit køn.”
”Så jeg får lov til at gå??” spurgte Adrina undrende.
”Ja, du gør,” svarede Argent. ”Jeg får brug for dine evner som kriger i Den Kongelige Garde.”
”Den Kongelige Garde??” udbrød Adrina. ”Vil… du udvælge mig til Den Kongelige Garde??!!”
Argent nikkede. ”Er det så svært at tro?”
Uden at tænke sig om sprang Adrina op og omfavnede Argent af glæde. ”Tak, General!!”
Blodet skyllede op i Argents blege kinder, men det bemærkede Adrina ikke. ”Øøhm…” Han skubbede hende blidt væk. ”Måske skulle du overveje at få tøj på og komme tilbage til barakkerne. Stå rør, soldat.”
En Kvinde i Mandsklæder
Et skingrende trompetsignal skar gennem Adrinas lette søvn. Hun åbnede forskrækket øjnene og satte sig op på kanten af sin feltseng.
En gråelversoldat kom brasende ind i barakkerne, hvor hele Adrinas vagtdeling havde sovet tungt inden hornsignalet. ”Mønstring!!” brølede han.
Alle gråelversoldaterne sprang op og begyndte hver især at lede efter deres uniformer.
Adrina fulgte hurtigt deres eksempel. Hun var en høj, ranglet gråelverkvinde, hvor der var flere muskler på hendes krop end kvindelige former. Hvilket passede præcis efter hensigten.
Gråelverkvinder havde ingen adgang i Gråelverhæren. Deres hverv var at blive hjemme og passe mand og børn. Men Adrina var en undtagelse. Hun var stukket af fra sit fine adelige hjem og forklædt sig som mand for at slippe ind i Gråelvernes hær. Håret var klippet kort, de fine ansigtstræk var skjult af falske ar og mærker. De mandelformede øjne var blottet for al kvindelig flirten og blødhed. Adrinas øjne var en toptrænet soldats øjne. Hun var altid iført en løs skjorte og bukser, der under ingen omstændigheder afslørede nogen af hendes kvindelige ynder.
Hun fandt hurtigt sin uniform og tog den på. Så plaskede hun et par håndfulde vand i ansigtet og fulgte efter sine kammerater ud i gården, hvor de stillede sig op i lige rækker og geledder.
Dette var ingen almindelig mønstring. I dag ville selveste General Argent komme og overvære dagens træning.
Adrina kunne næsten ikke vente med at se generalen. Hun havde hørt fantastiske historier og rygter om ham. Nogle gode, nogle onde.
”ALLE RET!!” råbte en officer.
Adrina og alle de andre i hendes deling stod ret og stirrede ligeud.
En høj, muskuløs gråelver klædt i den kongelige gardes generaluniform kom gående tværs over gårdspladsen og standsede op foran geleddet.
”Stå rør,” sagde General Argent Dovéri.
Adrina måtte tvinge øjnene bort fra generalen. Han var fantastisk!! I forhold til andre overordnede førte han sig ikke frem med medaljer og ordener. Kun én enkelt æresbevisning hang om hans hals: En kastestjerne formet som Aftenstjernen, genstand for Gråelvernes tilbedelse. Af og til strejfede Argents fingerspidser stjernens blanke metal. Kun de højeste i gråelvernes samfund kunne endog håbe på at få tildelt sådan en orden. Men det var ikke noget, Argent brystede sig af, skønt det tydeligt sås, at ordenen betød meget for ham. Generalen lignede på mange måder sin forgænger, General Wegha.
”General Argent Dovéri vil i dag overvære jeres træning og endog selv deltage, hvis han ser en anledning til at gøre så,” meddelte Adrinas officer. ”Han vil se, hvilke af jer der er egnet til at indtræde i Paladsgarden!! Alle mand til træningspladsen!!”
Resten af dagen gik med at træne, så sveden sprang af gråelversoldaterne, mens de gjorde deres bedste for at bevise deres værd.
Adrina var blandt de hurtigste og dygtigste. Hun kunne sno sig gennem forhindringsbanerne, slå modstandere til jorden ved brug af én enkelt kampteknik og i sværdkamp var hun uforlignelig. Hendes kammerater misundte hende ikke. De vidste udmærket, at hun havde gjort sig fortjent til disse evner. ”ADRIN!! ADRIN!!” brølede de som et heppekor.
Den sidste disciplin i træningen var den kombinerede kamp, hvor man både benyttede sværdkamp og kampsport.
Adrina trådte ind i ringen fuld af forventning om den forestående kamp. Hendes modstander trådte ind i ringen på den anden side.
Men her sprang Adrinas hjerte et par slag over. I den anden ende af ringen trådte General Argent ind. Han smilede udfordrende til hende og trak sit sværd.
Der blev dødstille på træningspladsen. Alle soldaterne, både menige og officerer, rettede deres opmærksomhed mod ringen. Ingen turde sige noget.
Adrina trak sit sværd og gik ud til ringens midte, mens hun forsøgte at få blodet til at holde op med at dunke i hendes tindinger. Det føltes som en overjordisk anstrengelse bare at møde General Argents blik upåvirket.
Argent hilste og hævede sit sværd til forsvar.
Adrina gengældte hans hilsen og gik til angreb. Kampen var begyndt.
Deres sværds klinger stødte sammen i en høj hvinen af metal mod metal. Adrina blev øjeblikkeligt tvunget tilbage, men hun blokerede Argents angreb med en finte og fik næsten et slag listet forbi generalens forsvar. Men Argent havde standset hende i sidste øjeblik. Soldaterne gispede højlydt af forbløffelse. Normalt ville Argent have tacklet sin modstander allerede ved det første angreb.
De kæmpede frem og tilbage gennem ringen. Støvet blev hvirvlet op af deres fødder, som flyttede sig ustandseligt.
Adrinas hjerte hamrede vildt, og hun gispede efter vejret. Argent var i betydeligt bedre form end hende og havde også en del mere erfaring. Det havde ikke noget med held at gøre. Generalen var bare bedre end hende.
Til sidst sendte Argent Adrina et kraftfuldt, velrettet spark. Hun væltede om på jorden, men nåede ikke at rejse sig, før hun mærkede spidsen af Argents sværd under sit øje.
”Kampen er slut, Adrin,” sagde Generalen. ”Og du klarede dig ganske udmærket. Jeg vil huske dig, når udvælgelserne finder sted. Tak for kampen.” Han stak sit sværd tilbage i dets skede og gik sin vej.
Adrina blev liggende på jorden et par øjeblikke mere, så kom hun også på benene til lyden af sine kammeraters jubelråb og klapsalver.
Resten af dagen var hun en helt. En soldat som faktisk havde holdt General Argent i skak i mere end 3 minutter.
Det var meget sent og bælgmørkt, da soldaterne endelig fik lov til at gå til ro i deres barakker. Snart var alt stille i træningslejren.
Adrina listede sig af sted ud i mørket. Under armen havde hun et stykke klæde og sæbe. Hun sørgede omhyggeligt for at undgå de posterede vagter og smuttede ned til badehusene, som ikke lå langt fra barakkerne.
Det var den eneste hage ved Adrinas dække. Hvis hun ville vaskes, måtte hun snige sig ned til badehusene og ordne sit bad, mens alle hendes kammerater sov. Det var en svær opgave, men Adrina havde udmærket sig på øvelser ved at kunne snige sig lydløst ind på sine modstandere. Hun kunne derfor liste sig forbi vagterne uden større besvær.
Nede i badehusene fyldte hun et fad med varmt vand og trak sin støvede uniform af. Så vaskede hun sig grundigt over hele kroppen og sørgede særligt for at massere olie ind i sit hår, så det ikke virkede alt for fint og rent. Til slut dukkede hun hele hovedet ned i fadet og skyllede sit hår og ansigt.
Hun tørrede vandet bort fra øjnene og så sig om efter sit medbragte klæde. Det hang ude på gangen mellem de forskellige badenicher. Adrina gik hurtigt ud og greb klædet…
Og brasede direkte ind i General Argent, da hun vendte sig.
Om det var ham eller hende, der blev mest forskrækket, anede Adrina ikke. Men de sprang fra hinanden, som om de havde fået stød. Adrina snoede panisk klædet omkring sig, mens hun mærkede blodet skylle op i sine kinder. Men samtidig følte hun sig også lammet af rædsel. Ved at kaste et enkelt blik på Argents ansigt vidste hun besked. Han havde set det. Først nu lagde hun mærke til, at han heller ikke havde andet tøj på end et klæde om livet. Generalen holdt vist også af at bade for sig selv. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på det??
Der gik meget lang tid, før nogen af dem sagde noget. Adrina stod og stirrede ned i gulvet, mens vandet fra hendes hår dryppede ned ad ryggen på hende. Det var pludselig meget koldt i badehuset.
”Stå ret, soldat,” sagde Argent brat i en skarp, kommanderende tone.
Adrina klynkede dæmpet.
”Stå ret, sagde jeg!!”
Adrina havde ikke noget andet valg. Hun rettede sig op og lod armene hænge ned langs siden. Klædet omkring hende faldt til gulvet.
Argent lod blikket glide hen over hendes krop, og hans øjenbryn trak sig advarende sammen. ”Du er en… kvinde??” Han spyttede næsten ordet ud.
”Ja, General,” svarede Adrina pligtskyldigt. Hun lod sig ikke længere mærke af kulden og det tabte håndklæde. Det kunne være lige meget. For det her ville hun enten blive sendt til Azarin-fængslet eller henrettet øjeblikkeligt. Bare tanken fik hende til at vakle.
Argent trådte frem og greb hendes arm. ”Sæt dig.”
Adrina sank ned på en af badehusets bænke. Hun bøjede hovedet, mens hun krøb sammen på bænken, og kæmpede mod de pludselige tårer af frygt og chok i øjnene.
Argent satte sig på en bænk ved den modstående væg og betragtede hende indgående. ”Du var den soldat, jeg kæmpede imod i ringen i dag,” sagde han. ”Hvad er dit navn??”
”Adrin, General,” svarede Adrina.
”Nej.” Argent rystede på hovedet. ”Dit rigtige navn.”
Adrina sank en klump. Så svarede hun meget stille: ”Adrina.”
Argent tænkte sig om. ”Adrina, datter af Nordfjeldenes baron??”
Adrina nikkede.
”Han leder efter dig, ved du vel.”
”Det ved jeg. Det har han gjort de sidste 7 år, siden jeg stak af fra ham.”
”Hvorfor stak du af??”
Adrina rynkede panden. Hvad ville Generalen dog opnå ved at udspørge hende på den måde?? Men der var vel ingen anden bedre udvej end at være ærlig. Det kom man vel også længst med. ”Jeg kunne ikke holde det adelige liv ud,” svarede hun. ”Det var koldt, kunstigt og kedeligt. Hæren var den eneste udvej, hvis jeg ville bevare min forstand!”
Argent så længe på hende. ”Du ved vel, hvad der venter dig nu??”
”Ja, General,” svarede Adrina. Nu var det endnu sværere at holde tårerne tilbage. Men Adrina klarede det med sin klippefaste stædighed. Hun var aldrig nået så langt, hvis ikke hun havde haft kontrol over sine følelser.
Argent rejste sig og gik hen til hende. Han samlede hendes klæde op fra gulvet og rakte det til hende. ”Gå ind og tag dit tøj på,” sagde han. ”Og se så at komme tilbage til din barak. Der er forbud mod at færdes ude så sent.”
Adrina løftede forbløffet hovedet. ”Jeg skal ikke straffes for mit bedrageri??”
Argent rystede på hovedet med et beroligende smil. ”Når bare din hemmelighed bliver mellem os to, har du intet at frygte. Det var kun på tide, at en kvinde meldte sig under fanerne. Jeg vil under ingen omstændigheder se dig blive henrettet på grund af dit køn.”
”Så jeg får lov til at gå??” spurgte Adrina undrende.
”Ja, du gør,” svarede Argent. ”Jeg får brug for dine evner som kriger i Den Kongelige Garde.”
”Den Kongelige Garde??” udbrød Adrina. ”Vil… du udvælge mig til Den Kongelige Garde??!!”
Argent nikkede. ”Er det så svært at tro?”
Uden at tænke sig om sprang Adrina op og omfavnede Argent af glæde. ”Tak, General!!”
Blodet skyllede op i Argents blege kinder, men det bemærkede Adrina ikke. ”Øøhm…” Han skubbede hende blidt væk. ”Måske skulle du overveje at få tøj på og komme tilbage til barakkerne. Stå rør, soldat.”
men den er rigtig god alligevel ;D men nu er du jo nød til at skrive lidt mere.....den lægger jo nærmest op til en fortsættelse 
helt fantastisk lille novelle om en kvinde, der bryder rammerne. kom gerne med mere.