Post by Luminara on Nov 6, 2006 18:37:05 GMT 1
Hei folkens! ;D
Jeg har lige fået en større danskprøve tilbage - vedhæftet et 11-tal.
Jeg fatter ikke at den fik så meget, da jeg selv vurderede den til højst 8...
Forlægget var en historie om to personer, der har været adskildt i længere tid, og holder kontakten ved hjælp af e-mail.
Jeg har jo lidt af en fantasi, så jeg har altså skrevet et sceince fiktion -drama, i stedet for det sikkert forventede kærlighedsdrama. ;D
Nu vil jeg gerne have at vide, om det er mig eller min lærer der er blind overfor noget.
***
Altid sammen -en beretning fra fremtidens Finland.
Tarja hankede op i den store vasketøjskurv, der var fyldt med vådt, nyvasket tøj. Lola, hendes gode veninde, fyldte de sidste stykker tøj i sin, og fik den med stort besvær om på ryggen.
Da hun var færdig med din, gik hun hen for at hjælpe Tarja.
”Noget nyt fra fronten?” spurgte Lola, mens hun kæmpede med den ene af kurvens stropper.
”Nej. Ikke fra far i hvert fald…” mumlede Tarja. ”Men, Jarkko skriver ofte.”
Lola nikkede, og smilede drillende til hende. ”Nånå, og hvad skriver han så om?”
”Alt muligt,” sagde Tarja liggyldigt. ”Jeg håber at der er svar fra ham i dag. Jeg savner ham.”
Hun fik kurven på ryggen, og de begyndte at kæmpe sig op af den mudrede skrænt.
Gaderne i byen lignede noget der var løgn – men, det har jo altid været standarten for en tæppebombet by. Før krigen havde det været en pæn by, med parker og flotte huse. Nu var der bare murbrokker og mudder. Tarja fattede ikke hvad de ville her, i verdens mest fjerne afkrog. Finland var jo ikke ligefrem i skudzonen for nogle af de store lande.
Hvad havde startet det hele? Hvornår var det gået galt?
Var det da USA invaderede Irak, eller var det da Nordkorea sendte det atommissil afsted, og lagde Hawaii øde? Da national økonomien faldt sammen i det meste af Vesten, eller da Nyfacisterne fik overtaget England? Eller da det nye Nationalparti i Danmark vandt valget, og først smed alle udlændinge ud, og så invaderede resten af Norden? Eller da det nye Stor-Rusland besatte Finland? Ligemeget hvad så var det for sent nu, og det eneste man kunne håbe på, var at FN kom til enighed om en fredstraktat – ja, og så at Jordkloden kunne holde til det pres som Verdenskrigen havde lagt på den.
Der var ikke meget tilbage af det gamle Espoos boligkvarterer, men alligevel var der liv. De gamle ruiner var blevet sat nødtørftigt i stand, og hele familier levede nu på eksistensminimum, på latterligt lidt plads. Alligevel var der noget surrealistisk over det, da computere og telefoner – illegalt sluttet til det russiske elnetværk selvfølgelig – var standart. Tarja kantede sig ind imellem sin onkel Jussi og en gammel elmast, for at komme ind i huset med kurven. Han smilede venligt til hende, og nikkede op mod huset. Jeg tror vist at der er mail til dig. En eller anden, fra din klasse, vist nok. Tarja nikkede, og fortsatte igennem den overgroede have. Men, indeni jublede hun. Han er ikke død! næsten sang hun inden i.
Hurtigt smed hun kurven fra sig, foran sin tante der forskrækket måtte hoppe til side for ikke at få fødderne i klemme.
Hurtigt hoppede hun hen til trappen, og skyndte sig ovenpå.
14. November, Skara, Väster Götland.
Hej Tarja.
Vi befinder os lidt imellem alt og ingenting lige nu, så jeg har endelig tid til at skrive. I går aftes rykkede vi stillingerne lidt længere mod syd, og jeg fik snakket med din far. Han har det fint, på trods af en voldsom forkølelse. Jeg fatter ikke at det kan være så koldt, her i Sverige. Hallo! Det her er Götland, ikke Kiruna!
Tarja så op, og grinede lettet. Det var rart at han ikke lød så alvorlig længere. Siden de var gået i land i Stockholm, havde de måttet kæmpe sig vej igennem barrikader, sat af Facisterne fra Danmark, som der snart havde overtaget hele det sydlige Skandinavien.
Hun læste vidre.
Ellers kan jeg ikke fortælle dig så meget mere. Rationeringen er elendig, men vi klarer os. Der er jo ikke så meget andet, som vi kan tage os til.
Skara ligner noget der er løgn. Der er ikke NOGET som helst tilbage af byen, og den gamle domkirke er jævnet med jorden. Håber at det ikke står helt så slemt til derhjemme.
Din Jarkko
Hun kunne ikke lade være med at smile. Det her var det bedste hun havde hørt i lang, lang tid. Knapt havde hun fået åbnet ’svar-boksen’, for hendes mor kaldte.
”Tarja! Kom her ned, og hjælp os med maden!” Tarja sukkede og vendte øjne. Hvorfor kunne hun ikke lave den mad selv? Dog fik hun stablet sig på benene, og gik nedenunder.
***
19. december, Espoo
Hej Jarkko!
En lille julehilsen fra mig – i god tid, så jeg ved at du får den. Ikke fordi at jeg regner med at du får en glædlig jul, men man kan da altid håbe.
Lolas far kom hjem i dag. I en rullestol. Håber at far aldrig ender sådan.
Mor har fået en frygtelig hoste. Men, heldigvis ser det ikke ud til at være tuberkolose.
Vi kan ikke få tætnet taget, så vi lider alle sammen mere eller mindre af konstant forkølelse.
Jeg skal ud og hjælpe onkel Jussi med at rydde op i en af de forlandte ruiner nu, så det kan ikke blive til mere end dette.
De bedste hilsner fra Tarja.
Tarja satte det sidste punktum, og svøbte sjalet lidt tættere om sig. Hun syntes at hun kunne høre noget pusle i en af krogene. Sikkert bare en mus.
Hun slukkede for computeren, og begyndte at trække de overdimensionerede arbejdsbukser på. Onkel Jussi – der vel nok var den eneste ikke-invalide tilbage i byen (ingen vidste hvordan han havde fået smyget sig uden om militærtjeneste) – havde brug for hendes hjælp, til at rydde op i en af de forladte ruiner.
Luften var klar og kold, og sneen lå tungt overalt. Lola og hendes storesøster var allerede ved ruinen, hvor de samlede murbrokker sammen. Jussi hilste venligt på dem, og rakte Tarja en stor kurv. ”Her. Prøv at se om du kan fiske nogle gode sten ud af bunkerne. Hvis de to damer her, altså ikke allerede har taget det hele.”
Sammen gik de i gang med at sanke mursten.
Da de endelig gik hjem, havde de samlet adskillige læs. Onkel Jussi fløjtede glad, og Tarja sang glad med på melodien. De kunne sikkert få næsten 50 euro for hele læsset. Penge nok til mad, til en hæderlig juleaften.
Mørket og vinterkulden var altomsluttende, og det var en lettelse da de endelig nåede huset. Tarja blev stående lidt, i lyset fra en enlig gadelampe, og kiggede på sin ånde og stjernerne.
Jarkko og de andre soldater burde være nået til Malmø nu. Han ville sikkert tilbringe sin juleaften, med at belejre København. Men, det kunne ikke være så svært nu, hvor den danske regering var flyttet til Århus. Hun kunne le! De åndsvage Facister var bange for dem! En lille sammenflikket koaliton der bestod af Norge, Sverige og så det besatte Finland, med lidt støtte fra det nye Stor-Rusland, kunne faktisk true Danmark, som der både havde USA og England i ryggen!
Tarja frygtede dog stadig for hvad der ville ske med hendes far – og så Jarkko… og Tuomas, og Sampsta, og alle de andre fra klassen. Og hendes kusine Lili, som der var blevet udsationeret som sygeplejerske.
Måske var der svar fra Jarkko? Det kunne jo være! Hun gik indenfor, og skyndte sig ovenpå.
Men, der var intet.
***
Der havde ikke været svar fra hverken faren eller Jarkko i mange, mange dage. Julen og nytåret var kommet og gået, og da januar var ved at blive gammel, var der stadig ikke svar.
Endelig kom der mail – fra faderen, som der berettede om en vellykket invasion af København. Han havde det godt – og nej, han havde ikke set noget til Jarkko. Han ville dog hilse fra Tuomas, som der snart kom hjem, under det påskud at hans bror lige var død og at han mor, hjemme i Finland, var syg.
Tarja kaldte på resten af familien, og viste dem mailen. Det var godt nyt, så det måtte fejres. Tarja var glad, men havde dog en nagende frygt for Jarkko. Men, det kunne jo være at Tuomas vidste noget…
***
En dejlig dag i februar kom en lille, godt forfrossen og mørbanket, flok soldater gående ind i byen. De skiltes på torvet, og gik hver til sit. Tarja var, som alle andre i byen, mødt om med flag for at hilse dem velkommen hjem. Efter at have hilst på en gammel nabo, som der ikke så for godt ud, gik hun straks ud for at lede efter Tuomas. Hun fandt ham sammen med et par piger fra klassen, og trak ham – med et høfligt nik – ud til siden.
”Velkommen hjem. Det er godt at se dig igen.” Hun smilede, og modtog et knus fra ham.
”Tro mig, det er også godt at være hjemme igen… jeg skal aldrig i krig igen! Stol på det.”
De faldt i snak, og fulgtes leende hjem til, hvad der var tilbage af hans hus.
Lige da de skulle til at gå ind, stoppede hun ham. ”Men… ved du noget om Jarkko? Jeg har ikke hørt fra ham i lang tid.”
De var som om, at en sky gled for hans ellers så muntre ansigt. ”Tarja… han blev såret da vi skulle over resterne af Øresundsbroen. Ikke alvorligt, men det ser ikke for godt ud.”
Tarja følte chokket vælte ned over sig. Såret? Hvordan? Hvorfor?
Tuomas sukkede træt, og lagde en arm om hende. ”Han skal nok klare den. Jeg ved godt at du har været meget bekymret for ham… han er jo din bedste ven, og…” han så væk. ”Jeg må se at komme ind til mor. Det er jo for hendes skyld, at jeg er blevet sendt hjem…”
Tarja sagde tavst farvel til ham, og begyndte at gå hjemad.
***
”Sygeplejerske? Vil du i tjeneste som sygeplejerske!?!” Onkel Jussis råb gav genlyd i gaden. Han kiggede fortabt på Tarja, som der stor med hænderne i siden og skulede til ham.
”Ja, hvorfor ikke? De mangler jo hjælp, og…” hendes mor afbrød hende.
”Jeg forstår godt hvis du vil hjælpe, men… er det virkelig det som du vil?”
Tarja nikkede. ”Ja, det er lige hvad jeg vil!” Så jeg kan gøre Jarkko rask igen, så han kan komme hjem! tænkte hun.
Tuomas og Lola kiggede fortabt på hinanden. Den ellers så hyggelige arbejdsstemning var blevet brudt. De smed kurvene med brokker fra sig, og satte sig på en af bunkerne.
”Du er jo gammel nok…” mumlede Tuomas, med et fortabt blik til Tarja. ”Men, det er altså ikke rart, det med krigen…”
”Det ved jeg!” Tarja lagde armene over kors, og så endnu mere bestemt på ham. ”Men, det er det jeg vil.”
Lola så lidt tvivlende ud, i et kort øjeblik, men stilte sig så hen ved siden af Tarja. ”Jeg vil også med! Hvis Tarja akkurat vil ud og lege sygeplejerske, så vil jeg også med!”
Tuomas vendte øjne, og rejste sig. ”De tøser kan ikke klare sig uden min hjælp, et enkelt øjeblik. Jeg tager med…”
***
Det var svært for Tuomas at forklare hvorfor han akkurat ville i krig igen, men han slap dog.
Og, kun 2 uger senere stod de alle på en slidt landningsbane, øst for København.
Selve transporten ind til byen var hurtigt klaret. Det der mødte dem, var et stort kaos. Det tidligere ’Wonderful Copenhagen’, med sine tårne og slotte var lige så sønderbombet som alle andre steder.
Rigshospitalet var blevet nogenlunde genopbygget, og næsten alle de sårede soldater var blevet indkvarteret der. Tarja og Lola blev hurtigt sat ind i deres arbejde, og kom i gang næsten med det samme.
Tarja fik til opgave at rede senge – noget som hun var god til. Hun var nået til en stue, hvor hun skulle rede den eneste ledige seng. Pludselig hørte hun noget kalde på sig. Hun vendte sig om, med favnen fuld af sengetøj. Og så Jarkko i nabosengen.
Det var som om alting styrtede sammen. Hun tabte sengetøjet, og kastede sig over sin ven. Han var meget afkræftet, men ellers sig selv.
Han smilede glad, og tog hendes hånd. ”Hvad pokker laver du her? Fik du nok af at rende rundt derhjemme, og samle mursten?” ’
Tarja grinede. ”Ja, det kan man vist godt sige…”
”Men, det er nu godt at du er her. Fra nu af skal vi altid være sammen.”
”Ja,” Tarja sukkede lettet. ”Altid sammen.”
Jeg har lige fået en større danskprøve tilbage - vedhæftet et 11-tal.
Jeg fatter ikke at den fik så meget, da jeg selv vurderede den til højst 8...
Forlægget var en historie om to personer, der har været adskildt i længere tid, og holder kontakten ved hjælp af e-mail.
Jeg har jo lidt af en fantasi, så jeg har altså skrevet et sceince fiktion -drama, i stedet for det sikkert forventede kærlighedsdrama. ;D
Nu vil jeg gerne have at vide, om det er mig eller min lærer der er blind overfor noget.
***
Altid sammen -en beretning fra fremtidens Finland.
Tarja hankede op i den store vasketøjskurv, der var fyldt med vådt, nyvasket tøj. Lola, hendes gode veninde, fyldte de sidste stykker tøj i sin, og fik den med stort besvær om på ryggen.
Da hun var færdig med din, gik hun hen for at hjælpe Tarja.
”Noget nyt fra fronten?” spurgte Lola, mens hun kæmpede med den ene af kurvens stropper.
”Nej. Ikke fra far i hvert fald…” mumlede Tarja. ”Men, Jarkko skriver ofte.”
Lola nikkede, og smilede drillende til hende. ”Nånå, og hvad skriver han så om?”
”Alt muligt,” sagde Tarja liggyldigt. ”Jeg håber at der er svar fra ham i dag. Jeg savner ham.”
Hun fik kurven på ryggen, og de begyndte at kæmpe sig op af den mudrede skrænt.
Gaderne i byen lignede noget der var løgn – men, det har jo altid været standarten for en tæppebombet by. Før krigen havde det været en pæn by, med parker og flotte huse. Nu var der bare murbrokker og mudder. Tarja fattede ikke hvad de ville her, i verdens mest fjerne afkrog. Finland var jo ikke ligefrem i skudzonen for nogle af de store lande.
Hvad havde startet det hele? Hvornår var det gået galt?
Var det da USA invaderede Irak, eller var det da Nordkorea sendte det atommissil afsted, og lagde Hawaii øde? Da national økonomien faldt sammen i det meste af Vesten, eller da Nyfacisterne fik overtaget England? Eller da det nye Nationalparti i Danmark vandt valget, og først smed alle udlændinge ud, og så invaderede resten af Norden? Eller da det nye Stor-Rusland besatte Finland? Ligemeget hvad så var det for sent nu, og det eneste man kunne håbe på, var at FN kom til enighed om en fredstraktat – ja, og så at Jordkloden kunne holde til det pres som Verdenskrigen havde lagt på den.
Der var ikke meget tilbage af det gamle Espoos boligkvarterer, men alligevel var der liv. De gamle ruiner var blevet sat nødtørftigt i stand, og hele familier levede nu på eksistensminimum, på latterligt lidt plads. Alligevel var der noget surrealistisk over det, da computere og telefoner – illegalt sluttet til det russiske elnetværk selvfølgelig – var standart. Tarja kantede sig ind imellem sin onkel Jussi og en gammel elmast, for at komme ind i huset med kurven. Han smilede venligt til hende, og nikkede op mod huset. Jeg tror vist at der er mail til dig. En eller anden, fra din klasse, vist nok. Tarja nikkede, og fortsatte igennem den overgroede have. Men, indeni jublede hun. Han er ikke død! næsten sang hun inden i.
Hurtigt smed hun kurven fra sig, foran sin tante der forskrækket måtte hoppe til side for ikke at få fødderne i klemme.
Hurtigt hoppede hun hen til trappen, og skyndte sig ovenpå.
14. November, Skara, Väster Götland.
Hej Tarja.
Vi befinder os lidt imellem alt og ingenting lige nu, så jeg har endelig tid til at skrive. I går aftes rykkede vi stillingerne lidt længere mod syd, og jeg fik snakket med din far. Han har det fint, på trods af en voldsom forkølelse. Jeg fatter ikke at det kan være så koldt, her i Sverige. Hallo! Det her er Götland, ikke Kiruna!
Tarja så op, og grinede lettet. Det var rart at han ikke lød så alvorlig længere. Siden de var gået i land i Stockholm, havde de måttet kæmpe sig vej igennem barrikader, sat af Facisterne fra Danmark, som der snart havde overtaget hele det sydlige Skandinavien.
Hun læste vidre.
Ellers kan jeg ikke fortælle dig så meget mere. Rationeringen er elendig, men vi klarer os. Der er jo ikke så meget andet, som vi kan tage os til.
Skara ligner noget der er løgn. Der er ikke NOGET som helst tilbage af byen, og den gamle domkirke er jævnet med jorden. Håber at det ikke står helt så slemt til derhjemme.
Din Jarkko
Hun kunne ikke lade være med at smile. Det her var det bedste hun havde hørt i lang, lang tid. Knapt havde hun fået åbnet ’svar-boksen’, for hendes mor kaldte.
”Tarja! Kom her ned, og hjælp os med maden!” Tarja sukkede og vendte øjne. Hvorfor kunne hun ikke lave den mad selv? Dog fik hun stablet sig på benene, og gik nedenunder.
***
19. december, Espoo
Hej Jarkko!
En lille julehilsen fra mig – i god tid, så jeg ved at du får den. Ikke fordi at jeg regner med at du får en glædlig jul, men man kan da altid håbe.
Lolas far kom hjem i dag. I en rullestol. Håber at far aldrig ender sådan.
Mor har fået en frygtelig hoste. Men, heldigvis ser det ikke ud til at være tuberkolose.
Vi kan ikke få tætnet taget, så vi lider alle sammen mere eller mindre af konstant forkølelse.
Jeg skal ud og hjælpe onkel Jussi med at rydde op i en af de forlandte ruiner nu, så det kan ikke blive til mere end dette.
De bedste hilsner fra Tarja.
Tarja satte det sidste punktum, og svøbte sjalet lidt tættere om sig. Hun syntes at hun kunne høre noget pusle i en af krogene. Sikkert bare en mus.
Hun slukkede for computeren, og begyndte at trække de overdimensionerede arbejdsbukser på. Onkel Jussi – der vel nok var den eneste ikke-invalide tilbage i byen (ingen vidste hvordan han havde fået smyget sig uden om militærtjeneste) – havde brug for hendes hjælp, til at rydde op i en af de forladte ruiner.
Luften var klar og kold, og sneen lå tungt overalt. Lola og hendes storesøster var allerede ved ruinen, hvor de samlede murbrokker sammen. Jussi hilste venligt på dem, og rakte Tarja en stor kurv. ”Her. Prøv at se om du kan fiske nogle gode sten ud af bunkerne. Hvis de to damer her, altså ikke allerede har taget det hele.”
Sammen gik de i gang med at sanke mursten.
Da de endelig gik hjem, havde de samlet adskillige læs. Onkel Jussi fløjtede glad, og Tarja sang glad med på melodien. De kunne sikkert få næsten 50 euro for hele læsset. Penge nok til mad, til en hæderlig juleaften.
Mørket og vinterkulden var altomsluttende, og det var en lettelse da de endelig nåede huset. Tarja blev stående lidt, i lyset fra en enlig gadelampe, og kiggede på sin ånde og stjernerne.
Jarkko og de andre soldater burde være nået til Malmø nu. Han ville sikkert tilbringe sin juleaften, med at belejre København. Men, det kunne ikke være så svært nu, hvor den danske regering var flyttet til Århus. Hun kunne le! De åndsvage Facister var bange for dem! En lille sammenflikket koaliton der bestod af Norge, Sverige og så det besatte Finland, med lidt støtte fra det nye Stor-Rusland, kunne faktisk true Danmark, som der både havde USA og England i ryggen!
Tarja frygtede dog stadig for hvad der ville ske med hendes far – og så Jarkko… og Tuomas, og Sampsta, og alle de andre fra klassen. Og hendes kusine Lili, som der var blevet udsationeret som sygeplejerske.
Måske var der svar fra Jarkko? Det kunne jo være! Hun gik indenfor, og skyndte sig ovenpå.
Men, der var intet.
***
Der havde ikke været svar fra hverken faren eller Jarkko i mange, mange dage. Julen og nytåret var kommet og gået, og da januar var ved at blive gammel, var der stadig ikke svar.
Endelig kom der mail – fra faderen, som der berettede om en vellykket invasion af København. Han havde det godt – og nej, han havde ikke set noget til Jarkko. Han ville dog hilse fra Tuomas, som der snart kom hjem, under det påskud at hans bror lige var død og at han mor, hjemme i Finland, var syg.
Tarja kaldte på resten af familien, og viste dem mailen. Det var godt nyt, så det måtte fejres. Tarja var glad, men havde dog en nagende frygt for Jarkko. Men, det kunne jo være at Tuomas vidste noget…
***
En dejlig dag i februar kom en lille, godt forfrossen og mørbanket, flok soldater gående ind i byen. De skiltes på torvet, og gik hver til sit. Tarja var, som alle andre i byen, mødt om med flag for at hilse dem velkommen hjem. Efter at have hilst på en gammel nabo, som der ikke så for godt ud, gik hun straks ud for at lede efter Tuomas. Hun fandt ham sammen med et par piger fra klassen, og trak ham – med et høfligt nik – ud til siden.
”Velkommen hjem. Det er godt at se dig igen.” Hun smilede, og modtog et knus fra ham.
”Tro mig, det er også godt at være hjemme igen… jeg skal aldrig i krig igen! Stol på det.”
De faldt i snak, og fulgtes leende hjem til, hvad der var tilbage af hans hus.
Lige da de skulle til at gå ind, stoppede hun ham. ”Men… ved du noget om Jarkko? Jeg har ikke hørt fra ham i lang tid.”
De var som om, at en sky gled for hans ellers så muntre ansigt. ”Tarja… han blev såret da vi skulle over resterne af Øresundsbroen. Ikke alvorligt, men det ser ikke for godt ud.”
Tarja følte chokket vælte ned over sig. Såret? Hvordan? Hvorfor?
Tuomas sukkede træt, og lagde en arm om hende. ”Han skal nok klare den. Jeg ved godt at du har været meget bekymret for ham… han er jo din bedste ven, og…” han så væk. ”Jeg må se at komme ind til mor. Det er jo for hendes skyld, at jeg er blevet sendt hjem…”
Tarja sagde tavst farvel til ham, og begyndte at gå hjemad.
***
”Sygeplejerske? Vil du i tjeneste som sygeplejerske!?!” Onkel Jussis råb gav genlyd i gaden. Han kiggede fortabt på Tarja, som der stor med hænderne i siden og skulede til ham.
”Ja, hvorfor ikke? De mangler jo hjælp, og…” hendes mor afbrød hende.
”Jeg forstår godt hvis du vil hjælpe, men… er det virkelig det som du vil?”
Tarja nikkede. ”Ja, det er lige hvad jeg vil!” Så jeg kan gøre Jarkko rask igen, så han kan komme hjem! tænkte hun.
Tuomas og Lola kiggede fortabt på hinanden. Den ellers så hyggelige arbejdsstemning var blevet brudt. De smed kurvene med brokker fra sig, og satte sig på en af bunkerne.
”Du er jo gammel nok…” mumlede Tuomas, med et fortabt blik til Tarja. ”Men, det er altså ikke rart, det med krigen…”
”Det ved jeg!” Tarja lagde armene over kors, og så endnu mere bestemt på ham. ”Men, det er det jeg vil.”
Lola så lidt tvivlende ud, i et kort øjeblik, men stilte sig så hen ved siden af Tarja. ”Jeg vil også med! Hvis Tarja akkurat vil ud og lege sygeplejerske, så vil jeg også med!”
Tuomas vendte øjne, og rejste sig. ”De tøser kan ikke klare sig uden min hjælp, et enkelt øjeblik. Jeg tager med…”
***
Det var svært for Tuomas at forklare hvorfor han akkurat ville i krig igen, men han slap dog.
Og, kun 2 uger senere stod de alle på en slidt landningsbane, øst for København.
Selve transporten ind til byen var hurtigt klaret. Det der mødte dem, var et stort kaos. Det tidligere ’Wonderful Copenhagen’, med sine tårne og slotte var lige så sønderbombet som alle andre steder.
Rigshospitalet var blevet nogenlunde genopbygget, og næsten alle de sårede soldater var blevet indkvarteret der. Tarja og Lola blev hurtigt sat ind i deres arbejde, og kom i gang næsten med det samme.
Tarja fik til opgave at rede senge – noget som hun var god til. Hun var nået til en stue, hvor hun skulle rede den eneste ledige seng. Pludselig hørte hun noget kalde på sig. Hun vendte sig om, med favnen fuld af sengetøj. Og så Jarkko i nabosengen.
Det var som om alting styrtede sammen. Hun tabte sengetøjet, og kastede sig over sin ven. Han var meget afkræftet, men ellers sig selv.
Han smilede glad, og tog hendes hånd. ”Hvad pokker laver du her? Fik du nok af at rende rundt derhjemme, og samle mursten?” ’
Tarja grinede. ”Ja, det kan man vist godt sige…”
”Men, det er nu godt at du er her. Fra nu af skal vi altid være sammen.”
”Ja,” Tarja sukkede lettet. ”Altid sammen.”
)
