Post by jaina on Oct 3, 2006 22:41:10 GMT 1
Denne historie, begyndte jeg på, for nogle år siden nu. Jeg blev aldrig færdig med den, af tekniske årsager, men også på grund af, at jeg kom til et punkt hvor jeg ikke kunne komme videre. Jeg har nu besluttet jeg vil skrive den færdig og lægge den herud 
Jeg skriver den ud fra gamle notater, så der kan godt være nogen mellemrum mellem opdateringerne nogen gange, men jeg opdaterer den så hurtigt jeg kan
___________________________________________________________
Forord: Matthews minder
Hvad jeg fortæller om, i denne dagbog, er noget jeg aldrig før har fortalt nogen. Der er ikke mange, som kender til sandheden om hvad der skete dengang. Eller der er ikke mange tilbage, som kender sandheden.
Mit navn er Matthew, jeg er præst i en lille landsby, og det har jeg været i mange år nu. Jeg kom hertil for lidt over halvtreds år siden, som præstestuderende. Jeg var ung og helt uvidende om, hvad det var for et område jeg var flyttet til. Jeg søgte efter et stille sted, hvor jeg
De første par uger, jeg boede i denne landsby, var der intet usædvanligt. Det var en af de små byer som ligger spredt over det hele og livet gik sin sædvanlige gang. Eller så sædvanlig som det nu en gang kunne gå.
Men efter et par uger, begyndte jeg at lægge mærke til mærkelige hændelser. Dagene blev kortere, folk begyndte at opføre sig mærkelig frygtsomme og vejret skiftede mere og mere fra solskin, til regnvejr med torden, til orkaner der dukkede op i tide og utide, næsten hver eneste dag. I den sidste ende, bestod døgnet kun af altoverskyggende mørke. Månen kom frem i ny og næ, men det var det eneste der lysnede på dagen.
Jeg var meget forvirret over dette og alle i landsbyen lod til at vide noget om det, så jeg spurgte landsbypræsten om hvad der foregik. Han fortalte mig, om en gammel forbandelse der ligger over området. Forbandelsen går ud på, at to kvinder, hekse lod det til, bekæmper hinanden om hvem der kontrollerer området, en kamp mellem det gode og det onde. Men ifølge hvad man vidste, var det den onde der kontrollerede omstændighederne på det tidspunkt, fordi hun havde besejret den gode kvinde.
I begyndelsen troede jeg, at det kun var overdrevet overtro, men det forklarede dog ikke de mærkelige ting der fandt sted. Udover hvad der skete med vejret, syntes jeg nogen gange, på mine ture, at kunne høre messesang fra et gammelt hus, der ligger et stykke udenfor landsbyen, og nogen gange oppe fra den gamle kirkegård, der ikke bliver brugt længere.
Noget andet, der fik mig væk fra tankerne om, det var overtro eller ej. Der var tre børn i landsbyen, ved navn Nattie, Janie og Simon, som tit kom og besøgte mig i kirken. De fortalte mig tit om, hvad de gik og lavede; om at de tit var udenfor landsbyen, på trods af at deres forældre udtrykkeligt sagde, at de ikke måtte. En eftermiddag, kom de som sædvanlig forbi, men denne gang var de meget bekymrede. De fortalte mig, at de endnu en gang havde været uden for landsbyen og denne gang oppe ved et ældgammelt faldefærdigt hus, hvor der var tale om, der boede en gammel kælling. De havde været inde i huset og var blevet grebet på fersk gerning og truet. De fortalte mig, at indenfor hang der alskens mærkelige instrumenter, som de aldrig havde set før, samt ådsler fra dyr, hvor der stadig var blod på og andre former for ting som de ikke kunne finde ud af hvad var. De frygtede, at det var den gamle heks, der så tit havde været på tale, i landsbyen. Jeg var så sikker på, at det ikke passede, at jeg forsikrede dem om, at det ikke var hende, og at de ikke skulle tro på alt, hvad folk i landsbyen mente.
I dag, er jeg ikke så sikker på, om jeg havde ret i hvad jeg sagde.
På trods af, at jeg, lige som deres forældre, bad dem om, aldrig at gå derop igen, tog de endnu en gang uden for landsbyen, men om de nåede op til den gamle hytte, ved jeg ikke. Jeg tog ud på min sædvanlige aften tur, op omkring den gamle kirkegård den samme aften. Hvis jeg ikke havde gjort det, ved jeg ikke hvad der ville være sket, ud over det, der skete. Jeg havde lagt mærke til, at der var trukket op, til et frygteligt uvejr, på højen, der førte op der til, og at lynene slog ned flere steder. Da jeg begyndte at høre skrig, deroppefra, blev jeg med et bekymret og styrtede derop. Jeg fandt Simon, knælende ved Janies lig, hun var blevet ramt af et af de lyn der havde slået ned i jorden, var jeg sikker på. Han var i chok og kunne ikke forklare mig på det tidspunkt hvad der var fundet sted. Han kunne heller ikke fortælle mig, hvad der var sket med Nattie. Hun var ikke at se noget sted; hun blev aldrig fundet.
Simon nåede aldrig at forklare mig hvad der var sket. Umiddelbart efter Janies begravelse, tog hans forældre ham med sig, og rejste fra landsbyen. Janies forældre rejste nogle år senere, men Janies storesøster Lenea blev boende.
Langsomt, begyndte dagens normale gang at vende tilbage. Mange år efter at være rejst, vendte Simon tilbage til landsbyen, og bor her nu med sit barnebarn, som er blevet opkaldt efter Janie.
Matthew tog sine briller af og gned sig i øjnene. Det var ved at blive sent, kunne han se. Underligt nok, mens han sad og skrev, begyndte det at tordne udenfor hans vindue.
Han sukkede, tog sine briller på igen og tog pennen i hånden. Han havde sat sig for, at skrive om dette, og nu ville han slutte det første afsnit.
Simon kommer nogen gange forbi, men vi taler aldrig om hændelserne der fandt sted dengang. Jeg tror han har svært ved at indse, hvad der skete dengang. Det er også klart. Han mistede sine to venner. Det må have været et hårdt slag for ham.
Hvad angår Nattie, jeg fandt aldrig ud af hvad der skete med hende. Hun blev aldrig set siden den aften for halvtreds år siden.
Jeg spekulerer nogen gange på, om Simon mon ved noget om, hvad der virkelig skete med hende.
Jeg skriver den ud fra gamle notater, så der kan godt være nogen mellemrum mellem opdateringerne nogen gange, men jeg opdaterer den så hurtigt jeg kan
___________________________________________________________
Forord: Matthews minder
Hvad jeg fortæller om, i denne dagbog, er noget jeg aldrig før har fortalt nogen. Der er ikke mange, som kender til sandheden om hvad der skete dengang. Eller der er ikke mange tilbage, som kender sandheden.
Mit navn er Matthew, jeg er præst i en lille landsby, og det har jeg været i mange år nu. Jeg kom hertil for lidt over halvtreds år siden, som præstestuderende. Jeg var ung og helt uvidende om, hvad det var for et område jeg var flyttet til. Jeg søgte efter et stille sted, hvor jeg
De første par uger, jeg boede i denne landsby, var der intet usædvanligt. Det var en af de små byer som ligger spredt over det hele og livet gik sin sædvanlige gang. Eller så sædvanlig som det nu en gang kunne gå.
Men efter et par uger, begyndte jeg at lægge mærke til mærkelige hændelser. Dagene blev kortere, folk begyndte at opføre sig mærkelig frygtsomme og vejret skiftede mere og mere fra solskin, til regnvejr med torden, til orkaner der dukkede op i tide og utide, næsten hver eneste dag. I den sidste ende, bestod døgnet kun af altoverskyggende mørke. Månen kom frem i ny og næ, men det var det eneste der lysnede på dagen.
Jeg var meget forvirret over dette og alle i landsbyen lod til at vide noget om det, så jeg spurgte landsbypræsten om hvad der foregik. Han fortalte mig, om en gammel forbandelse der ligger over området. Forbandelsen går ud på, at to kvinder, hekse lod det til, bekæmper hinanden om hvem der kontrollerer området, en kamp mellem det gode og det onde. Men ifølge hvad man vidste, var det den onde der kontrollerede omstændighederne på det tidspunkt, fordi hun havde besejret den gode kvinde.
I begyndelsen troede jeg, at det kun var overdrevet overtro, men det forklarede dog ikke de mærkelige ting der fandt sted. Udover hvad der skete med vejret, syntes jeg nogen gange, på mine ture, at kunne høre messesang fra et gammelt hus, der ligger et stykke udenfor landsbyen, og nogen gange oppe fra den gamle kirkegård, der ikke bliver brugt længere.
Noget andet, der fik mig væk fra tankerne om, det var overtro eller ej. Der var tre børn i landsbyen, ved navn Nattie, Janie og Simon, som tit kom og besøgte mig i kirken. De fortalte mig tit om, hvad de gik og lavede; om at de tit var udenfor landsbyen, på trods af at deres forældre udtrykkeligt sagde, at de ikke måtte. En eftermiddag, kom de som sædvanlig forbi, men denne gang var de meget bekymrede. De fortalte mig, at de endnu en gang havde været uden for landsbyen og denne gang oppe ved et ældgammelt faldefærdigt hus, hvor der var tale om, der boede en gammel kælling. De havde været inde i huset og var blevet grebet på fersk gerning og truet. De fortalte mig, at indenfor hang der alskens mærkelige instrumenter, som de aldrig havde set før, samt ådsler fra dyr, hvor der stadig var blod på og andre former for ting som de ikke kunne finde ud af hvad var. De frygtede, at det var den gamle heks, der så tit havde været på tale, i landsbyen. Jeg var så sikker på, at det ikke passede, at jeg forsikrede dem om, at det ikke var hende, og at de ikke skulle tro på alt, hvad folk i landsbyen mente.
I dag, er jeg ikke så sikker på, om jeg havde ret i hvad jeg sagde.
På trods af, at jeg, lige som deres forældre, bad dem om, aldrig at gå derop igen, tog de endnu en gang uden for landsbyen, men om de nåede op til den gamle hytte, ved jeg ikke. Jeg tog ud på min sædvanlige aften tur, op omkring den gamle kirkegård den samme aften. Hvis jeg ikke havde gjort det, ved jeg ikke hvad der ville være sket, ud over det, der skete. Jeg havde lagt mærke til, at der var trukket op, til et frygteligt uvejr, på højen, der førte op der til, og at lynene slog ned flere steder. Da jeg begyndte at høre skrig, deroppefra, blev jeg med et bekymret og styrtede derop. Jeg fandt Simon, knælende ved Janies lig, hun var blevet ramt af et af de lyn der havde slået ned i jorden, var jeg sikker på. Han var i chok og kunne ikke forklare mig på det tidspunkt hvad der var fundet sted. Han kunne heller ikke fortælle mig, hvad der var sket med Nattie. Hun var ikke at se noget sted; hun blev aldrig fundet.
Simon nåede aldrig at forklare mig hvad der var sket. Umiddelbart efter Janies begravelse, tog hans forældre ham med sig, og rejste fra landsbyen. Janies forældre rejste nogle år senere, men Janies storesøster Lenea blev boende.
Langsomt, begyndte dagens normale gang at vende tilbage. Mange år efter at være rejst, vendte Simon tilbage til landsbyen, og bor her nu med sit barnebarn, som er blevet opkaldt efter Janie.
Matthew tog sine briller af og gned sig i øjnene. Det var ved at blive sent, kunne han se. Underligt nok, mens han sad og skrev, begyndte det at tordne udenfor hans vindue.
Han sukkede, tog sine briller på igen og tog pennen i hånden. Han havde sat sig for, at skrive om dette, og nu ville han slutte det første afsnit.
Simon kommer nogen gange forbi, men vi taler aldrig om hændelserne der fandt sted dengang. Jeg tror han har svært ved at indse, hvad der skete dengang. Det er også klart. Han mistede sine to venner. Det må have været et hårdt slag for ham.
Hvad angår Nattie, jeg fandt aldrig ud af hvad der skete med hende. Hun blev aldrig set siden den aften for halvtreds år siden.
Jeg spekulerer nogen gange på, om Simon mon ved noget om, hvad der virkelig skete med hende.