Post by queensilve on Sept 6, 2006 15:22:05 GMT 1
Her er en historie fra en verden, som jeg har skabt sammen med en veninde.
Denne historie er kun én lille del af hvad jeg har skrevet om den verden, men jeg har nydt at skrive den. Den er måske lidt gammel, men jeg håber, at I nyder at læse den... ;D
Sted: Gråelver-Imperiet på Kontinentet Lya, og øen Enigma.
Personer:
Kejser Nenthan, enehersker over Gråelver-Imperiet. Meget streng og holder stædigt fast i sin slægts ældgamle traditioner.
Prins Nebeth, Kejserens eneste søn og tronarving. Foretrækker nytænkning i stedet for at følge de gamle normer, som han er ved at kvæles i.
General Argent Doverí (Efter russisk: Loyalitet), øverste general for Gråelver-Imperiets tropper.
Anack, tidligere efterretningskommandant i hæren, indtil Kejser Nenthan personligt afsatte ham, grundet en række uoverensstemmelser med General Doverí og flere skandaler.
Kayly, elverpige fra øen Enigma. Uden gråelverblod eller blåt blod i sine årer har hun ingen chance for at blive accepteret af adelen i Gråelver-Imperiet.
Zyana, gråelverpige fra underklassen. Hendes nære venskab med Prins Nebeth er hadet af hans far, da hun ikke er mere værd en rotte i rendestenen.
Adrina/Adrin, General Doverís personlige assistent.
Triceratops, stor hornet øgle fra øen Enigma.
Tanin, Gilthas, Trian, ledere fra Enigmas hær.
Fyrst Midas, Enigmas allierede og våbenfælle.
Det var en sen aften i Aftenstjernens by. Alle Gråelverhovedstadens beboere var gået til ro og sov nu sødeligt. Kun i Havnekvartererne var nattelivet ved at tage sin begyndelse. Kroer og bordeller åbnede, og de mange lyssky ”Forretningsmænd” kom ud af skyggerne fra deres butikker og huse.
På Gråelverslottet var alle for længst gået til ro, bortset fra Den Kejserlige Garde, der holdt evigt vagt for at beskytte deres kejser. Lidet anede de noget om de begivenheder, som snart ville feje benene væk under hele Gråelver-Imperiet.
Ikke alle sov på Gråelverslottet…
Anack nikkede til de forsamlede gråelvere, både embedsmænd og adelsmænd, der sad rundt om bordet i det lille tårnkammer. ”Så er vi altså enige.”
De andre nikkede enigt. ”Imperiet er blevet svagt,” sagde en af dem, en fætter til Kejser Nenthan.
”Vi trænger til fornyelse,” fortsatte Grevinde Mina, Kronprins Nebeths kusine. ”De gamle regler kan ikke længere holde til presset fra vores forandrende verden. Der må indføres et styringsskift.”
”Prins Nebeth vil inden længe bukke under for sit svage hjerte,” snerrede en af Anack tidligere efterretningsledere. ”Og hvem skal så overtage tronen?? Hellere lave en radikal ændring nu end at blive kastet ud i borgerkrig!!”
Anack smilede bittert. Kejser Nenthan skulle snart fortryde, at han havde fjernet ham fra posten som efterretningschef.
”Hans Højhed har desuden begået mange fejltagelser de sidste par år,” bemærkede Minas mand, Tanaka. ”Afsat Dem som sikkerhedsleder, Anack, og udnævnt Argent Dovéri til general for hæren efter General Weghas død er blot et par af de mange.”
Argent Dovéri. Anack kunne ikke udstå det navn. Det var navnet på hans nederlag, hans skam og hans latterliggørelse i det gråelviske hierarki. Argent Dovéri var flere årtier yngre end ham, men havde alligevel opnået General Weghas fortrolighed. Da den gamle general døde, havde Kejser Nenthan handlet efter hans sidste ønske og indsat Argent på hans plads.
Anack hadede den unge gråelvergeneral som pesten. Han havde bestyret den træningslejr, som Argent havde gået på før dennes møde med General Wegha. Anack havde hvert eneste øjeblik af Argents tid i lejren gjort livet surt for ham. Men desværre var Argent mere snedig og udspekuleret end Anack. Flere gange formåede han at gøre Anack fuldstændig til grin i alle de andre soldaters øjne. Det var blot én ting, som Anack aldrig ville glemme og tilgive Argent.
Men det værste var nok Argents afstamning. Anack var én af de få, som kendte til Argents far, Storm.
Storm var en halvelver. Alene det var en forbrydelse mod hele gråelversamfundet!! På grund af det havde Storm forladt Gråelverlandet, sin kone og lille søn. Ingen havde set ham siden. Men hans forpestede blod løb videre i hans søns årer.
Argent talte ALDRIG om sin far eller afstamning, men Anack vidste det alligevel og hadede ham for det. Og nu havde Kejser Nenthan endda udnævnt den lille halvblodsbastard til general, på trods af hans kendskab til dennes afstamning!! Det var en uhørt skandale!!
De andre fremmødte mærkede tydeligt Anacks vrede, men de undlod at sige noget. Alle var enige om, at Gråelverlandet var bedre tjent med Anack som general end Argent Dovéri.
Mina glattede demonstrativt sin kjole. ”Skal vi sige, at vi er enige på alle punkter??” sagde hun. ”Så er spørgsmålet kun: Hvornår??”
Anack tænkte sig om. ”I morgen aften. På det sene aftenmøde. Der har livvagterne og Den Kejserlige Garde ingen adgang.”
Resten af gruppen nikkede.
”Hvad med hæren??” spurgte Tanaka brat. ”Vil de følge os??”
Anack smilede ubehageligt. ”Det bliver de nødt til,” sagde han. ”Hvis det gælder deres kejsers liv.”
Med disse ord blev mødet afsluttet, og deltagerne gik hver til sit.
Anack slentrede ned ad korridoren mod sine gemakker. Der var næsten ingen folk på gangene i denne sene nattetime, så han blev noget forbløffet over at høre stemmer rundt om et hjørne. Han listede sig lydløst nærmere og kastede et forsigtigt blik ned ad korridoren, hvorfra stemmerne kom.
General Argent stod og talte dæmpet med Kronprins Nebeth. Bare synet af generalen fik Anack til at koge af raseri. Men han beherskede sig og lyttede intenst.
”Argent, det er et værre rod, dette her,” sukkede Nebeth fortvivlet. Han var omkring de 17-18 år og ville under normale omstændigheder være høj, rank og stærkt bygget som et ungt bøgetræ. Men hans dårlige helbred og svigtende hjerte gjorde ham spinkel og udmagret. De sorte øjne var vågne og skarpe, men de virkede usandsynligt store i det magre ansigt, hvor kødet så ud til at være smeltet bort. Huden var mere bleggrå end normalt, bortset fra et par feberhede røde pletter på Nebeths kinder. De fintformede hænder med lange fingre knugede om en flig af hans kostbare kjortel.
Men selv om Nebeth så syg og svækket ud, var han rank og udstrålede en kongelig værdighed og selvsikkerhed. Eller – det plejede han at gøre. Når hans far ikke var i nærheden. Sammen med Kejser Nenthan faldt han i ét med omgivelserne som en lille, grå mus.
I aften så hans selvsikkerhed ud til at være erstattet af en knugende nervøsitet. Hvilket vækkede Anacks mistanke.
Argent rystede på hovedet, så hans sølvgrå hår bølgede ned over hans skuldre. Alle Gråelvere havde gråt hår uanset alder. Men der var et stænk af brunt i Argents hår. En arv fra hans far. Andre ting gjorde også opmærksom på Argents halvelverblod. Den muskuløse, kraftige struktur, som var ulig nogen anden gråelver. De skarpe, barske ansigtstræk. De let skæve øjne og sænkede kindben. Alt dette var en torn i øjet på Anack og alle andre modstandere af Argent Dovéri.
”Nebeth, er du sikker i din sag??” spurgte Argent. En tone i hans stemme fortalte Anack, at generalen var dybt rystet.
Nebeth nikkede langsomt. ”Hun fortalte mig det,” svarede han hæst. ”Hun bærer mit barn.”
Overraskelsen og chokket ramte Anack som en forhammer direkte i ansigtet. Han kvalte et udbrud og lyttede endnu mere intenst.
Argent tog en hvæsende indånding. ”Det er ikke så godt, ved du vel.”
”Ja, selvfølgelig ved jeg det!!” snerrede Nebeth og sukkede derefter. ”Undskyld, Argent. Jeg føler mig bare så magtesløs.”
”Har du fortalt din far det??”
Et nik fulgte.
”Hvordan tog han det??”
”Han…” Nebeth skar ansigt. ”Han blev så rasende, at han ville have slået mig ihjel, hvis vi ikke havde været omgivet af livvagter og rådgivere. I stedet indskrænkede han sig til at stikke mig sådan én på hovedet, at jeg gik i gulvet.” Han drejede hovedet mod lyset, og nu opdagede Anack et mørkt violet, hævet mærke, der strakte sig fra Nebeths kæbe op til hans kindben. På den blege hud trådte det ekstra tydeligt frem.
Argent stirrede chokeret på mærket. ”Gav han dig det der??!”
”Ja,” sagde Nebeth. ”Jeg var heldig, men jeg skal nok holde MEGET lav profil de næste par år.”
”Han havde ingen ret til at slå dig på den måde!!”
”Jo, jeg fortjente det jo også på sin vis.”
”Ved Aftenstjernen!! Nebeth, du har ingenting gjort!!”
”Bortset fra at sværte min fars navn til, mener du vel??”
”Nu er det lige før, at JEG stikker dig en på hovedet!!”
”Prøv du bare.”
Et øjeblik så det ud til, at Argent ville følge Nebeths udfordring. Det gav et ryk i hans hånd, men så sukkede han i stedet opgivende. ”Hvad har du tænkt dig at gøre??”
”Jeg er ikke sikker,” svarede Nebeth usikkert. ”Hvis jeg var som min far, ville jeg beordre hende at få barnet fjernet eller vende hende ryggen for tid og evighed.”
”Men du er ikke som din far,” bemærkede Argent.
”Nej, heldigvis ikke,” sagde Nebeth med et svagt smil. ”Men det gør bare mine valg sværere.”
”Elsker du hende??”
Nebeth nikkede. ”Ja, jeg gør,” svarede han oprigtigt. ”Det er også det, der gør det så svært!!”
”Hvis du vil høre mit råd,” sagde Argent. ”Så ser du tiden an. Måske ligger der en løsning og venter lige om hjørnet.”
”Det har du vel ret i,” mumlede Nebeth. En let hosten undslap hans læber, og han tog sig af gammel vane til brystet, hvor hans svage hjerte bankede besværet. ”Hvis du vil have mig undskyldt. Det er på tide, at jeg trækker mig tilbage. Godnat, Argent.”
Generalen klappede opmuntrende prinsen på skulderen, inden denne forsvandt ned ad gangen.
Anack ville også trække sig tilbage, men i det samme trådte hans fod på nogle få løse sandkorn, der knasede ganske let.
Det gav et sæt i Argent, og i et spring var han henne om hjørnet og stod ansigt til ansigt med Anack.
”DIG??!!” Forbløffelsen stod tydeligt at læse i hans øjne.
Anack smilede hånligt til ham. ”Din prins ser ud til at være i knibe nu??” sagde han ondskabsfuldt.
”Hvis du så meget som siger et ord om det her til nogen,” hvæsede Argent. ”Så havner du ni fod under jorden. Er du med, borger??”
Hans ord fik Anacks ro til at sprænge i stumper og stykker og afløstes af et sanseløst raseri. Han udstødte et rasende brøl og kastede sig over Argent.
Generalen greb om hans arme i farten og kastede ham med største lethed bagud. Anack hamrede ned i gulvet bag generalen, men sprang op at stå, hvorefter han angreb Argent igen bagfra.
Denne snurrede rundt, men nåede ikke at standse Anacks knyttede næve, som ramte ham i ansigtet. Argent udstødte en knurren af smerte og vaklede bagud. Anack udnyttede det kort øjebliks uopmærksomhed og sparkede Argent hårdt i maven.
Der kom en et hult støn fra generalen, og han knækkede sammen på gulvet. Anack nærmede sig sin faldne modstander for at tildele endnu et slag.
Lige idet han nåede inden for rækkevidde, løftede Argent hovedet med et ryk. Før Anack nåede at forsvare sig, ramte den anden gråelvers fod ham lige i synet.
Sparket sendte ham bagover, og han ramte gulvet med et klask, der slog al luft ud af ham.
Argent kom op at stå. Han blødte voldsomt fra næsen og tog sig til maven flere gange, men hans øjne lyste af raseri. ” Ved Aftenstjernens Moder!! Hvis du rører mig igen, slår jeg dig ihjel!!” hvæsede han og skred ned ad korridoren.
Anack fik stablet sig selv op at stå. Det gjorde ufatteligt ondt i hans næse, som var brækket, og han måtte trække to af sine splintrede tænder ud. Men smerten var intet i forhold til det had, som han følte indvendig.
”Det her skal du komme til at betale for, general!!”
Prins Nebeth gik med raske skridt ned ad korridoren, der ville føre ham til den store rådssal, hvor hans far holdt sine sene aftenmøder. Det var meget fortrolige ting, som blev diskuteret på disse møder. Ikke engang Kejserens personlige livvagter havde adgang til dem. Nebeth havde kun ret til at overvære dem, fordi han var tronarving. En almindelig prins ville ikke have fået så nemt adgang.
Det var også under ét af disse møder, at han havde fortalt sin far om barnet. Med voldsomme konsekvenser til følge. Nebeth følte forsigtigt på mærket under hans øje. Det dunkede og smertede stadig. Men han havde da fået sagt det, han ville. Kayly ventede hans barn.
Det var omkring to år siden, han havde mødt Kayly på øen Enigma. General Argent havde taget ham med til øen, så Nebeth kunne opleve verden uden for Gråelverlandets beskyttende bjergkæder. Nebeth havde øjeblikkeligt syntes om den rødhårede, glade elverpige, der virkede så stærk i krop og sind i forhold til ham selv. Og efter en tid havde han forelsket sig i hende.
Hans hånd sneg sig op og lukkede sig om den ottetakkede sølvstjerne, der hang i en kæde om hans hals. Det var Aftenstjernen, symbolet på gråelvernes religion og royale hus. Dette smykke gav Nebeth rang af kronprins og tronarving. Den var en velsignelse, men flere gange så Nebeth på den som en forbandelse.
Han og Kaylys kærlighed til hinanden var imod alle Gråelvernes regler og normer, men Nebeth ville hellere fralægge sig sin arv som kronprins, end han ville forlade Kayly. Hun betød alt for meget for ham, og han kunne ikke forestille sig et liv uden hende.
Problemet var så bare, at hans far ikke forstod det. Hvilket gjorde det til et STORT problem. Men Nebeth håbede, at han ville forstå med tiden. Det skulle han!!
Han nåede ned for enden af korridoren, hvor en flok af livvagter og kejserlige garder havde samlet sig foran de store dobbeltdøre til rådssalen. Nebeth fik øjeblikkeligt øje på Argent. Ved siden af ham stod en lavere, spinkelt bygget og slank gråelversoldat, hvis ansigt var skjult af en hjelm. På afstand og for uerfarne øjne lignede denne blot en almindelig soldat, men Nebeth vidste udmærket, hvad der gemte sig bag hjelmens visir. En elverkvinde ved navn Adrina.
Adrina var den eneste elverkvinde, der havde klaret sig gennem gråelvernes benhårde militære træning. Kvinder havde normalt ingen adgang i militæret, men Adrina havde forklædt sig som en mand og formået at gennemføre sin træning og komme ind i Paladsgarden uden at blive afsløret. Her opdagede Argent dog hendes hemmelighed, men han valgte at holde det for sig selv og reddede dermed hendes liv. Han udnævnte Adrina til kaptajn og personlige assistent.
”Godaften, Deres højhed,” hilste Adrina med en brysk stemme, som hun påtaget gjorde så grov som muligt.
”Godaften, Adrin ,” svarede Nebeth og skjulte et smil. Han syntes godt om Adrina, men hendes skuespil morede ham til tider.
”De vil vel deltage i mødet, Deres Højhed?” sagde Argent stift. Han opførte sig altid utrolig formelt omgivet af sine soldater.
Nebeth nikkede. ”Ja, det regner jeg da med.” Han gik hen imod døren.
Argent lagde hånden på hans arm. ”Jeg har en sær fornemmelse, at der er noget på færde,” sagde han dæmpet. ”Vær opmærksom.”
”Forstået,” svarede Nebeth kort. ”Tak, General.”
Han skubbede døren op og gik ind i rådssalen.
Der lå et dystert halvmørke over rådssalen. Derfor anede Nebeth først uråd, da han var nået næsten ind i midten, hvor hans far normalt sad med sine rådgivere og diskuterede sager om rigets fremtid.
Hans far sad ganske rigtigt på sin plads for enden af langbordet, men en ring af vagter stod omkring ham. I hænderne havde han er pergament, hvis indhold så ud til have rystet ham dybt. Hans hænder
skælvede ukontrolleret, og der var et trodsigt udtryk i hans ansigt. Hans rådgivere sad som forstenede og stirrede på vagterne omkring Gråelverkejseren.
Nebeth standsede op. ”Far??”
Kejser Nenthan drejede øjeblikkeligt hovedet. ”Nebeth!!” råbte han skarpt. ”LØB!!”
I samme øjeblik gik hele situationens sande alvor op for Nebeth. Han snurrede rundt og løb hen mod rådssalens døre.
Hvor han brasede direkte ind i Anack.
”Godaften, Prins Nebeth,” hilste Anack hånligt. ”Går De allerede??”
Nebeth huskede sin grundige optræning i selvforsvar af Argent og gjorde det første, som faldt ham ind: Han smækkede sin knyttede næve i ansigtet på Anack.
Denne udstødte en hvæsende lyd af raseri og greb efter ham. Nebeth sprang væk og løb hen til rådssalens døre.
Lige idet hans hånd lagde sig på dørhåndtaget, eksploderede en glødende smerte i hans baghoved. Nebeth udstødte en svag jamren og sank sammen på gulvet. Han tog sig til nakken og mærkede en varm væske strømme ned ad hans hals. Blod.
En gråelver trak ham hårdhændet på benene. Nebeth bed tænderne sammen og løftede hovedet.
Anacks knytnæve ramte ham i ansigtet med en voldsom kraft. Der lød en knasen, og endnu et jag af smerte jog gennem Nebeth med udspring i hans kæbe. Han kunne smage blod i sin mund.
Anack løftede hånden for at slå igen, men i det samme rejste Kejser Nenthan sig. ”Stop, Anack!! Min søn har intet gjort!! Lad ham være!!”
Et kort øjeblik tøvede Anack, men så sparkede han Nebeth hårdt i maven. Da prinsen knækkede sammen, traf Anacks fod ham i brystet med en voldsom kraft.
Smerten eksploderede i Nebeths bryst, og han begyndte at hoste voldsomt. Blodigt spyt løb ud hans mundvige, og han kunne mærke sit skrøbelige hjerte banke alt for hurtigt og ukontrolleret, som om det hvert øjeblik kunne briste.
”Tilbage til formaliteterne, Deres Kejserlige Højhed.” Anack vendte sig bort fra Nebeth. ”De har to valg: Enten underskriver De traktaten, eller også dør både De og Deres søn.”
Kejser Nenthans blik flyttede sig fra Anack til Nebeth, som var ved at få kontrol over sin hosten og sit besværede åndedræt. ”Giver De mig Deres ord??” spurgte han. ”På ikke at skade mig og min søn??”
”Når først traktaten er underskrevet, har I ingen betydning længere,” svarede Anack. ”Så vi kan ikke drage nytte af at slå jer ihjel. Men I forbliver fængslet af sikkerhedsmæssige hensyn.”
Kejser Nenthan skar en hånlig grimasse. ”Jeg har vel ikke noget valg??”
Nebeth fik sin hoste nok under kontrol til at trække vejret ordentligt. Han stirrede desperat på sin far. Der var intet at gøre. Medmindre de fik hjælp øjeblikkeligt…
Nebeth samlede al den luft, som han kunne præstere på trods af sin hosten og satte i et gennemtrængende skrig. ”ARGENT!!!”
Gråelveren ved hans side smækkede næsten øjeblikkeligt sin hånd over munden på ham, men Nebeth havde opnået, hvad han ville.
Dørene til rådssalen blev smækket op med et brag, og Argent kom styrtende ind flankeret af Den Kejserlige Garde og Kejserens livvagter. Han stoppede brat op, da han fik øje på Anack. Garden trak deres sværd.
”Stands!!” råbte Anack. ”Hvis I kommer nærmere, dør jeres dyrebare kronprins!!” Han greb fat i Nebeths hår og flåede ham hen til sig.
Nebeth vred sig og forsøgte at slå ud efter Anack, men stivnede, da denne pressede en dolk mod hans strube.
Argent så ud til at ryste af raseri. Bag ham stod Adrina og så foruroligende fortabt og usikker ud. Den Kejserlige Garde så fra Kejser Nenthan til deres general og tilbage igen.
På en håndbevægelse fra Argent smed de alle deres våben.
”Slip Nebeth,” snerrede Argent isnende. ”Nu har du opnået, hvad du stræber efter, Anack.”
Anack smilede grumt. ”Du ærgrer dig sikkert over, at du ikke så det komme noget før??”
Argent svarede ikke. Hans øjne gled hen over Nebeth, Kejser Nenthan og de forsamlede rådgivere.
Anack vendte sig mod Kejser Nenthan. ”Skriv så under,” beordrede han.
Kejser Nenthan så ud til at falde en anelse sammen i ryggen. Han bøjede sig ned og satte sit kongelige segl på pergamentet på bordet foran ham.
”Strålende!!” Anack greb pergamentet. ”Dette pergament overgiver nu al magt til mig og mine allierede i denne kamp!! Gråelverlandet har fået et nyt styre! Et bedre, STÆRKERE styre!!”
Argent rejste børster, men han kunne intet gøre. Adrina lagde forsigtigt hånden på hans skulder for at berolige ham.
”Og nu…” Anack pegede på Kejser Nenthan og hans rådgivere. ”Spær dem inde. Vi vil diskutere deres videre skæbne senere.”
Vagterne greb Kejser Nenthan og rådgiverne og slæbte dem ud af rummet.
”Far!!” Nebeth hamrede en albue direkte i ansigtet på sin gråelvervagt, så denne slap ham med et hvæs. Gråelverprinsen ville løbe efter sin far, men hans vej blev spærret af 5 gråelvere.
Anack rettede sit rasende blik mod Nebeth. ”Dumt træk, din lille orm!!” knurrede han rasende og trampede hen til Nebeth.
Men før han nåede at lægge hånd på prinsen, mistede Argent sin hårdt tilkæmpede selvkontrol og kastede sig over Anack.
Gråelvergeneralens knyttede næver ramte Anack gentagne gange i ansigtet, halsen og maven. Han var slet ikke hurtig nok til at standse Argents rasende angreb.
Fire gråelvere greb Argent i skuldrene og flåede ham ned på gulvet. Argent fejede benene væk under to af dem med ét enkelt spark, men der kom med det samme 4 nye til og holdt ham nede.
Anack stirrede hadefuldt på Argent, der kæmpede for at komme op at stå. ”Din tur kommer, general,” skreg han. ”Bare vent!! Før dem bort!! Alle sammen!!”
Nebeth sad i et lille kammer og stirrede tomt ud ad gittervinduet. Han ventede tålmodigt. På hvad vidste han ikke. Det var egentlig også ret ligegyldigt nu. Tankerne kværnede rundt inde i hans hoved og gav ham hovedpine. Tanker om hans far, Argent og ikke mindst Kayly. Ville han nogensinde se hende igen??
Døren blev revet op og to gråelvervagter kom ind. ”Du skal af sted. General Anack vil tale med dig.”
Nebeth rejste sig tavst og fulgte med de to vagter ned ad en snoet trappe, gennem lange korridorer og flere sale, inden de nåede rådssalen.
Vagterne åbnede døren og skubbede Nebeth indenfor.
Anack stod og ventede i midten af salen. Han smilede ondskabsfuldt til Nebeth. ”Velkommen, Nebeth!!”
”Hvad er der sket med min far??” spurgte Nebeth koldt. Han nægtede at lade sig styre af en gemen forræder. ”Og Argent??”
”Din far er i husarrest med sine rådgivere,” svarede Anack. ”Hvad Argent angår… lad os bare sige, at han har fået, hvad han fortjente.”
Vreden strømmede op i Nebeth. ”Din usle køter!! Du har overhovedet ingen ret til at gøre dette mod os!!”
”Jo, det er jeg sandelig i min fulde ret til!!” lo Anack. ”Jeres familie har altid været en torn i øjet på mig!! Ingenting kan I!! Så nådige!! Så barmhjertige!! Det giver mig kvalme!!”
”DU giver mig kvalme!!” svarede Nebeth rasende. Et advarende stik i hans hjerte fik ham til at beherske sig, men han vidste godt, at hans ro snart ville splintres i stumper og stykker.
Anack valgte at overhøre hans bemærkning. ”Det kan vel glæde dig at høre, at jeg har store planer!! Om to dage marcherer hæren mod Enigma for at overtage kontrollen med den lille, usle ø!!”
”Hvad??!!” Nebeth spærrede sine øjne vidt op. ”Det kan I da ikke gøre!!”
”Ikke??” Anack så ud til at more sig. ”Vi får se, min kære prins. Vi får se.”
Nebeth kunne intet sige. Han kunne ikke tænke. Enigmas folk måtte advares! For enhver pris!!
Anack vinkede ad to vagter. ”Før ham tilbage til hans kammer.”
Vagterne skubbede Nebeth ind i hans kammer og smækkede døren efter ham.
Nebeth hvæsede rasende alle de bandeord, som Argent havde, om end lidt ufrivilligt, lært ham. Hans hjerte gav flere advarende stik, men nu ignorerede han smerten og den rallende hoste. Der måtte være en måde at advare Enigma på!!
Stemmer uden for døren fik ham til at standse sin strøm af eder og forbandelser.
”Fange eller ej!!” lød en stemme. ”Mad og vand skal han altså have!!”
”Godt, godt,!” lød en af vagternes stemme, opgivende. ”Så smut da indenfor!!”
Døren blev åbnet, og en tjenestepige kom ind med en bakke mad.
Nebeth rynkede panden. Hun virkede bekendt på flere måder…
Idet døren smækkede i, satte pigen sin bakke fra sig og fjernede det tørklæde, som før havde skjult hendes hår så omhyggeligt.
Hendes hår var klippet utrolig kort og farvet kulsort. Et par vildfarne tjavser faldt ned i et par sorte, bløde øjne med et let flirtende glimt. Pigen smilede. Et smil, som Nebeth sidst havde set i Aftenstjernebyens slumkvarterer nede ved havnen…
”Zyana??” udbrød han forbløffet.
”SHHH!!” Pigen lagde en finger over hans mund. ”Dæmp stemmen!! Ingen må vide, at jeg er her!!”
”Hvad laver du her??” spurgte Nebeth dæmpet.
”Jeg vil da hjælpe dig!!” svarede Zyana. ”Er det så svært at forstå??” Hendes hånd sneg sig op til hans kind.
Nebeth fandt sig i hendes kærtegn og forsøgte at holde Kayly ude af sine tanker. ”Nej, det er det vel ikke… Skønt jeg har svært ved at se, hvordan du skulle kunne hjælpe mig.”
”Hæren marcherer mod Enigma om to dage!! Skal du ikke give dem besked??”
”Der er ikke noget, jeg hellere ville,” sagde Nebeth. ”Men hvilken dumdristig vovehals vil påtage sig den opgave??”
”Hun står foran dig,” svarede Zyana med et skævt smil.
Nebeth hævede øjenbrynene. ”Dig?? Men hvorfor??”
”Jeg ved, hvor meget du holder af Kayly,” sagde Zyana. ”Hendes liv er for dyrebart at tabe.”
Nebeth smilede til hende. ”Du er en af de venner, jeg sætter højst i mit liv, Zyana.”
Hun gengældte hans smil. ”Skriv en besked så skal jeg sørge for, at den når Enigma inden solnedgang.”
Det tog ikke Nebeth lang tid at ridse en besked ned til Kayly, hvorefter han rakte den til Zyana. ”Vær forsigtig,” bad han.
”Jeg er da altid forsigtig, min søde ven,” lo Zyana og blinkede til ham. Hun tog sit tørklæde på igen og skjulte beskeden i sin forklædelomme. ”Farvel, Nebeth.”
Hun trådte hen til ham og gav ham et langt, kærligt kys. Nebeth gav hende en varm omfavnelse og strøg en af hendes hårtjavser om bag hendes ører. ”Farvel, min kære Zyana.”
Denne historie er kun én lille del af hvad jeg har skrevet om den verden, men jeg har nydt at skrive den. Den er måske lidt gammel, men jeg håber, at I nyder at læse den... ;D
Sted: Gråelver-Imperiet på Kontinentet Lya, og øen Enigma.
Personer:
Kejser Nenthan, enehersker over Gråelver-Imperiet. Meget streng og holder stædigt fast i sin slægts ældgamle traditioner.
Prins Nebeth, Kejserens eneste søn og tronarving. Foretrækker nytænkning i stedet for at følge de gamle normer, som han er ved at kvæles i.
General Argent Doverí (Efter russisk: Loyalitet), øverste general for Gråelver-Imperiets tropper.
Anack, tidligere efterretningskommandant i hæren, indtil Kejser Nenthan personligt afsatte ham, grundet en række uoverensstemmelser med General Doverí og flere skandaler.
Kayly, elverpige fra øen Enigma. Uden gråelverblod eller blåt blod i sine årer har hun ingen chance for at blive accepteret af adelen i Gråelver-Imperiet.
Zyana, gråelverpige fra underklassen. Hendes nære venskab med Prins Nebeth er hadet af hans far, da hun ikke er mere værd en rotte i rendestenen.
Adrina/Adrin, General Doverís personlige assistent.
Triceratops, stor hornet øgle fra øen Enigma.
Tanin, Gilthas, Trian, ledere fra Enigmas hær.
Fyrst Midas, Enigmas allierede og våbenfælle.
Det var en sen aften i Aftenstjernens by. Alle Gråelverhovedstadens beboere var gået til ro og sov nu sødeligt. Kun i Havnekvartererne var nattelivet ved at tage sin begyndelse. Kroer og bordeller åbnede, og de mange lyssky ”Forretningsmænd” kom ud af skyggerne fra deres butikker og huse.
På Gråelverslottet var alle for længst gået til ro, bortset fra Den Kejserlige Garde, der holdt evigt vagt for at beskytte deres kejser. Lidet anede de noget om de begivenheder, som snart ville feje benene væk under hele Gråelver-Imperiet.
Ikke alle sov på Gråelverslottet…
Anack nikkede til de forsamlede gråelvere, både embedsmænd og adelsmænd, der sad rundt om bordet i det lille tårnkammer. ”Så er vi altså enige.”
De andre nikkede enigt. ”Imperiet er blevet svagt,” sagde en af dem, en fætter til Kejser Nenthan.
”Vi trænger til fornyelse,” fortsatte Grevinde Mina, Kronprins Nebeths kusine. ”De gamle regler kan ikke længere holde til presset fra vores forandrende verden. Der må indføres et styringsskift.”
”Prins Nebeth vil inden længe bukke under for sit svage hjerte,” snerrede en af Anack tidligere efterretningsledere. ”Og hvem skal så overtage tronen?? Hellere lave en radikal ændring nu end at blive kastet ud i borgerkrig!!”
Anack smilede bittert. Kejser Nenthan skulle snart fortryde, at han havde fjernet ham fra posten som efterretningschef.
”Hans Højhed har desuden begået mange fejltagelser de sidste par år,” bemærkede Minas mand, Tanaka. ”Afsat Dem som sikkerhedsleder, Anack, og udnævnt Argent Dovéri til general for hæren efter General Weghas død er blot et par af de mange.”
Argent Dovéri. Anack kunne ikke udstå det navn. Det var navnet på hans nederlag, hans skam og hans latterliggørelse i det gråelviske hierarki. Argent Dovéri var flere årtier yngre end ham, men havde alligevel opnået General Weghas fortrolighed. Da den gamle general døde, havde Kejser Nenthan handlet efter hans sidste ønske og indsat Argent på hans plads.
Anack hadede den unge gråelvergeneral som pesten. Han havde bestyret den træningslejr, som Argent havde gået på før dennes møde med General Wegha. Anack havde hvert eneste øjeblik af Argents tid i lejren gjort livet surt for ham. Men desværre var Argent mere snedig og udspekuleret end Anack. Flere gange formåede han at gøre Anack fuldstændig til grin i alle de andre soldaters øjne. Det var blot én ting, som Anack aldrig ville glemme og tilgive Argent.
Men det værste var nok Argents afstamning. Anack var én af de få, som kendte til Argents far, Storm.
Storm var en halvelver. Alene det var en forbrydelse mod hele gråelversamfundet!! På grund af det havde Storm forladt Gråelverlandet, sin kone og lille søn. Ingen havde set ham siden. Men hans forpestede blod løb videre i hans søns årer.
Argent talte ALDRIG om sin far eller afstamning, men Anack vidste det alligevel og hadede ham for det. Og nu havde Kejser Nenthan endda udnævnt den lille halvblodsbastard til general, på trods af hans kendskab til dennes afstamning!! Det var en uhørt skandale!!
De andre fremmødte mærkede tydeligt Anacks vrede, men de undlod at sige noget. Alle var enige om, at Gråelverlandet var bedre tjent med Anack som general end Argent Dovéri.
Mina glattede demonstrativt sin kjole. ”Skal vi sige, at vi er enige på alle punkter??” sagde hun. ”Så er spørgsmålet kun: Hvornår??”
Anack tænkte sig om. ”I morgen aften. På det sene aftenmøde. Der har livvagterne og Den Kejserlige Garde ingen adgang.”
Resten af gruppen nikkede.
”Hvad med hæren??” spurgte Tanaka brat. ”Vil de følge os??”
Anack smilede ubehageligt. ”Det bliver de nødt til,” sagde han. ”Hvis det gælder deres kejsers liv.”
Med disse ord blev mødet afsluttet, og deltagerne gik hver til sit.
Anack slentrede ned ad korridoren mod sine gemakker. Der var næsten ingen folk på gangene i denne sene nattetime, så han blev noget forbløffet over at høre stemmer rundt om et hjørne. Han listede sig lydløst nærmere og kastede et forsigtigt blik ned ad korridoren, hvorfra stemmerne kom.
General Argent stod og talte dæmpet med Kronprins Nebeth. Bare synet af generalen fik Anack til at koge af raseri. Men han beherskede sig og lyttede intenst.
”Argent, det er et værre rod, dette her,” sukkede Nebeth fortvivlet. Han var omkring de 17-18 år og ville under normale omstændigheder være høj, rank og stærkt bygget som et ungt bøgetræ. Men hans dårlige helbred og svigtende hjerte gjorde ham spinkel og udmagret. De sorte øjne var vågne og skarpe, men de virkede usandsynligt store i det magre ansigt, hvor kødet så ud til at være smeltet bort. Huden var mere bleggrå end normalt, bortset fra et par feberhede røde pletter på Nebeths kinder. De fintformede hænder med lange fingre knugede om en flig af hans kostbare kjortel.
Men selv om Nebeth så syg og svækket ud, var han rank og udstrålede en kongelig værdighed og selvsikkerhed. Eller – det plejede han at gøre. Når hans far ikke var i nærheden. Sammen med Kejser Nenthan faldt han i ét med omgivelserne som en lille, grå mus.
I aften så hans selvsikkerhed ud til at være erstattet af en knugende nervøsitet. Hvilket vækkede Anacks mistanke.
Argent rystede på hovedet, så hans sølvgrå hår bølgede ned over hans skuldre. Alle Gråelvere havde gråt hår uanset alder. Men der var et stænk af brunt i Argents hår. En arv fra hans far. Andre ting gjorde også opmærksom på Argents halvelverblod. Den muskuløse, kraftige struktur, som var ulig nogen anden gråelver. De skarpe, barske ansigtstræk. De let skæve øjne og sænkede kindben. Alt dette var en torn i øjet på Anack og alle andre modstandere af Argent Dovéri.
”Nebeth, er du sikker i din sag??” spurgte Argent. En tone i hans stemme fortalte Anack, at generalen var dybt rystet.
Nebeth nikkede langsomt. ”Hun fortalte mig det,” svarede han hæst. ”Hun bærer mit barn.”
Overraskelsen og chokket ramte Anack som en forhammer direkte i ansigtet. Han kvalte et udbrud og lyttede endnu mere intenst.
Argent tog en hvæsende indånding. ”Det er ikke så godt, ved du vel.”
”Ja, selvfølgelig ved jeg det!!” snerrede Nebeth og sukkede derefter. ”Undskyld, Argent. Jeg føler mig bare så magtesløs.”
”Har du fortalt din far det??”
Et nik fulgte.
”Hvordan tog han det??”
”Han…” Nebeth skar ansigt. ”Han blev så rasende, at han ville have slået mig ihjel, hvis vi ikke havde været omgivet af livvagter og rådgivere. I stedet indskrænkede han sig til at stikke mig sådan én på hovedet, at jeg gik i gulvet.” Han drejede hovedet mod lyset, og nu opdagede Anack et mørkt violet, hævet mærke, der strakte sig fra Nebeths kæbe op til hans kindben. På den blege hud trådte det ekstra tydeligt frem.
Argent stirrede chokeret på mærket. ”Gav han dig det der??!”
”Ja,” sagde Nebeth. ”Jeg var heldig, men jeg skal nok holde MEGET lav profil de næste par år.”
”Han havde ingen ret til at slå dig på den måde!!”
”Jo, jeg fortjente det jo også på sin vis.”
”Ved Aftenstjernen!! Nebeth, du har ingenting gjort!!”
”Bortset fra at sværte min fars navn til, mener du vel??”
”Nu er det lige før, at JEG stikker dig en på hovedet!!”
”Prøv du bare.”
Et øjeblik så det ud til, at Argent ville følge Nebeths udfordring. Det gav et ryk i hans hånd, men så sukkede han i stedet opgivende. ”Hvad har du tænkt dig at gøre??”
”Jeg er ikke sikker,” svarede Nebeth usikkert. ”Hvis jeg var som min far, ville jeg beordre hende at få barnet fjernet eller vende hende ryggen for tid og evighed.”
”Men du er ikke som din far,” bemærkede Argent.
”Nej, heldigvis ikke,” sagde Nebeth med et svagt smil. ”Men det gør bare mine valg sværere.”
”Elsker du hende??”
Nebeth nikkede. ”Ja, jeg gør,” svarede han oprigtigt. ”Det er også det, der gør det så svært!!”
”Hvis du vil høre mit råd,” sagde Argent. ”Så ser du tiden an. Måske ligger der en løsning og venter lige om hjørnet.”
”Det har du vel ret i,” mumlede Nebeth. En let hosten undslap hans læber, og han tog sig af gammel vane til brystet, hvor hans svage hjerte bankede besværet. ”Hvis du vil have mig undskyldt. Det er på tide, at jeg trækker mig tilbage. Godnat, Argent.”
Generalen klappede opmuntrende prinsen på skulderen, inden denne forsvandt ned ad gangen.
Anack ville også trække sig tilbage, men i det samme trådte hans fod på nogle få løse sandkorn, der knasede ganske let.
Det gav et sæt i Argent, og i et spring var han henne om hjørnet og stod ansigt til ansigt med Anack.
”DIG??!!” Forbløffelsen stod tydeligt at læse i hans øjne.
Anack smilede hånligt til ham. ”Din prins ser ud til at være i knibe nu??” sagde han ondskabsfuldt.
”Hvis du så meget som siger et ord om det her til nogen,” hvæsede Argent. ”Så havner du ni fod under jorden. Er du med, borger??”
Hans ord fik Anacks ro til at sprænge i stumper og stykker og afløstes af et sanseløst raseri. Han udstødte et rasende brøl og kastede sig over Argent.
Generalen greb om hans arme i farten og kastede ham med største lethed bagud. Anack hamrede ned i gulvet bag generalen, men sprang op at stå, hvorefter han angreb Argent igen bagfra.
Denne snurrede rundt, men nåede ikke at standse Anacks knyttede næve, som ramte ham i ansigtet. Argent udstødte en knurren af smerte og vaklede bagud. Anack udnyttede det kort øjebliks uopmærksomhed og sparkede Argent hårdt i maven.
Der kom en et hult støn fra generalen, og han knækkede sammen på gulvet. Anack nærmede sig sin faldne modstander for at tildele endnu et slag.
Lige idet han nåede inden for rækkevidde, løftede Argent hovedet med et ryk. Før Anack nåede at forsvare sig, ramte den anden gråelvers fod ham lige i synet.
Sparket sendte ham bagover, og han ramte gulvet med et klask, der slog al luft ud af ham.
Argent kom op at stå. Han blødte voldsomt fra næsen og tog sig til maven flere gange, men hans øjne lyste af raseri. ” Ved Aftenstjernens Moder!! Hvis du rører mig igen, slår jeg dig ihjel!!” hvæsede han og skred ned ad korridoren.
Anack fik stablet sig selv op at stå. Det gjorde ufatteligt ondt i hans næse, som var brækket, og han måtte trække to af sine splintrede tænder ud. Men smerten var intet i forhold til det had, som han følte indvendig.
”Det her skal du komme til at betale for, general!!”
Prins Nebeth gik med raske skridt ned ad korridoren, der ville føre ham til den store rådssal, hvor hans far holdt sine sene aftenmøder. Det var meget fortrolige ting, som blev diskuteret på disse møder. Ikke engang Kejserens personlige livvagter havde adgang til dem. Nebeth havde kun ret til at overvære dem, fordi han var tronarving. En almindelig prins ville ikke have fået så nemt adgang.
Det var også under ét af disse møder, at han havde fortalt sin far om barnet. Med voldsomme konsekvenser til følge. Nebeth følte forsigtigt på mærket under hans øje. Det dunkede og smertede stadig. Men han havde da fået sagt det, han ville. Kayly ventede hans barn.
Det var omkring to år siden, han havde mødt Kayly på øen Enigma. General Argent havde taget ham med til øen, så Nebeth kunne opleve verden uden for Gråelverlandets beskyttende bjergkæder. Nebeth havde øjeblikkeligt syntes om den rødhårede, glade elverpige, der virkede så stærk i krop og sind i forhold til ham selv. Og efter en tid havde han forelsket sig i hende.
Hans hånd sneg sig op og lukkede sig om den ottetakkede sølvstjerne, der hang i en kæde om hans hals. Det var Aftenstjernen, symbolet på gråelvernes religion og royale hus. Dette smykke gav Nebeth rang af kronprins og tronarving. Den var en velsignelse, men flere gange så Nebeth på den som en forbandelse.
Han og Kaylys kærlighed til hinanden var imod alle Gråelvernes regler og normer, men Nebeth ville hellere fralægge sig sin arv som kronprins, end han ville forlade Kayly. Hun betød alt for meget for ham, og han kunne ikke forestille sig et liv uden hende.
Problemet var så bare, at hans far ikke forstod det. Hvilket gjorde det til et STORT problem. Men Nebeth håbede, at han ville forstå med tiden. Det skulle han!!
Han nåede ned for enden af korridoren, hvor en flok af livvagter og kejserlige garder havde samlet sig foran de store dobbeltdøre til rådssalen. Nebeth fik øjeblikkeligt øje på Argent. Ved siden af ham stod en lavere, spinkelt bygget og slank gråelversoldat, hvis ansigt var skjult af en hjelm. På afstand og for uerfarne øjne lignede denne blot en almindelig soldat, men Nebeth vidste udmærket, hvad der gemte sig bag hjelmens visir. En elverkvinde ved navn Adrina.
Adrina var den eneste elverkvinde, der havde klaret sig gennem gråelvernes benhårde militære træning. Kvinder havde normalt ingen adgang i militæret, men Adrina havde forklædt sig som en mand og formået at gennemføre sin træning og komme ind i Paladsgarden uden at blive afsløret. Her opdagede Argent dog hendes hemmelighed, men han valgte at holde det for sig selv og reddede dermed hendes liv. Han udnævnte Adrina til kaptajn og personlige assistent.
”Godaften, Deres højhed,” hilste Adrina med en brysk stemme, som hun påtaget gjorde så grov som muligt.
”Godaften, Adrin ,” svarede Nebeth og skjulte et smil. Han syntes godt om Adrina, men hendes skuespil morede ham til tider.
”De vil vel deltage i mødet, Deres Højhed?” sagde Argent stift. Han opførte sig altid utrolig formelt omgivet af sine soldater.
Nebeth nikkede. ”Ja, det regner jeg da med.” Han gik hen imod døren.
Argent lagde hånden på hans arm. ”Jeg har en sær fornemmelse, at der er noget på færde,” sagde han dæmpet. ”Vær opmærksom.”
”Forstået,” svarede Nebeth kort. ”Tak, General.”
Han skubbede døren op og gik ind i rådssalen.
Der lå et dystert halvmørke over rådssalen. Derfor anede Nebeth først uråd, da han var nået næsten ind i midten, hvor hans far normalt sad med sine rådgivere og diskuterede sager om rigets fremtid.
Hans far sad ganske rigtigt på sin plads for enden af langbordet, men en ring af vagter stod omkring ham. I hænderne havde han er pergament, hvis indhold så ud til have rystet ham dybt. Hans hænder
skælvede ukontrolleret, og der var et trodsigt udtryk i hans ansigt. Hans rådgivere sad som forstenede og stirrede på vagterne omkring Gråelverkejseren.
Nebeth standsede op. ”Far??”
Kejser Nenthan drejede øjeblikkeligt hovedet. ”Nebeth!!” råbte han skarpt. ”LØB!!”
I samme øjeblik gik hele situationens sande alvor op for Nebeth. Han snurrede rundt og løb hen mod rådssalens døre.
Hvor han brasede direkte ind i Anack.
”Godaften, Prins Nebeth,” hilste Anack hånligt. ”Går De allerede??”
Nebeth huskede sin grundige optræning i selvforsvar af Argent og gjorde det første, som faldt ham ind: Han smækkede sin knyttede næve i ansigtet på Anack.
Denne udstødte en hvæsende lyd af raseri og greb efter ham. Nebeth sprang væk og løb hen til rådssalens døre.
Lige idet hans hånd lagde sig på dørhåndtaget, eksploderede en glødende smerte i hans baghoved. Nebeth udstødte en svag jamren og sank sammen på gulvet. Han tog sig til nakken og mærkede en varm væske strømme ned ad hans hals. Blod.
En gråelver trak ham hårdhændet på benene. Nebeth bed tænderne sammen og løftede hovedet.
Anacks knytnæve ramte ham i ansigtet med en voldsom kraft. Der lød en knasen, og endnu et jag af smerte jog gennem Nebeth med udspring i hans kæbe. Han kunne smage blod i sin mund.
Anack løftede hånden for at slå igen, men i det samme rejste Kejser Nenthan sig. ”Stop, Anack!! Min søn har intet gjort!! Lad ham være!!”
Et kort øjeblik tøvede Anack, men så sparkede han Nebeth hårdt i maven. Da prinsen knækkede sammen, traf Anacks fod ham i brystet med en voldsom kraft.
Smerten eksploderede i Nebeths bryst, og han begyndte at hoste voldsomt. Blodigt spyt løb ud hans mundvige, og han kunne mærke sit skrøbelige hjerte banke alt for hurtigt og ukontrolleret, som om det hvert øjeblik kunne briste.
”Tilbage til formaliteterne, Deres Kejserlige Højhed.” Anack vendte sig bort fra Nebeth. ”De har to valg: Enten underskriver De traktaten, eller også dør både De og Deres søn.”
Kejser Nenthans blik flyttede sig fra Anack til Nebeth, som var ved at få kontrol over sin hosten og sit besværede åndedræt. ”Giver De mig Deres ord??” spurgte han. ”På ikke at skade mig og min søn??”
”Når først traktaten er underskrevet, har I ingen betydning længere,” svarede Anack. ”Så vi kan ikke drage nytte af at slå jer ihjel. Men I forbliver fængslet af sikkerhedsmæssige hensyn.”
Kejser Nenthan skar en hånlig grimasse. ”Jeg har vel ikke noget valg??”
Nebeth fik sin hoste nok under kontrol til at trække vejret ordentligt. Han stirrede desperat på sin far. Der var intet at gøre. Medmindre de fik hjælp øjeblikkeligt…
Nebeth samlede al den luft, som han kunne præstere på trods af sin hosten og satte i et gennemtrængende skrig. ”ARGENT!!!”
Gråelveren ved hans side smækkede næsten øjeblikkeligt sin hånd over munden på ham, men Nebeth havde opnået, hvad han ville.
Dørene til rådssalen blev smækket op med et brag, og Argent kom styrtende ind flankeret af Den Kejserlige Garde og Kejserens livvagter. Han stoppede brat op, da han fik øje på Anack. Garden trak deres sværd.
”Stands!!” råbte Anack. ”Hvis I kommer nærmere, dør jeres dyrebare kronprins!!” Han greb fat i Nebeths hår og flåede ham hen til sig.
Nebeth vred sig og forsøgte at slå ud efter Anack, men stivnede, da denne pressede en dolk mod hans strube.
Argent så ud til at ryste af raseri. Bag ham stod Adrina og så foruroligende fortabt og usikker ud. Den Kejserlige Garde så fra Kejser Nenthan til deres general og tilbage igen.
På en håndbevægelse fra Argent smed de alle deres våben.
”Slip Nebeth,” snerrede Argent isnende. ”Nu har du opnået, hvad du stræber efter, Anack.”
Anack smilede grumt. ”Du ærgrer dig sikkert over, at du ikke så det komme noget før??”
Argent svarede ikke. Hans øjne gled hen over Nebeth, Kejser Nenthan og de forsamlede rådgivere.
Anack vendte sig mod Kejser Nenthan. ”Skriv så under,” beordrede han.
Kejser Nenthan så ud til at falde en anelse sammen i ryggen. Han bøjede sig ned og satte sit kongelige segl på pergamentet på bordet foran ham.
”Strålende!!” Anack greb pergamentet. ”Dette pergament overgiver nu al magt til mig og mine allierede i denne kamp!! Gråelverlandet har fået et nyt styre! Et bedre, STÆRKERE styre!!”
Argent rejste børster, men han kunne intet gøre. Adrina lagde forsigtigt hånden på hans skulder for at berolige ham.
”Og nu…” Anack pegede på Kejser Nenthan og hans rådgivere. ”Spær dem inde. Vi vil diskutere deres videre skæbne senere.”
Vagterne greb Kejser Nenthan og rådgiverne og slæbte dem ud af rummet.
”Far!!” Nebeth hamrede en albue direkte i ansigtet på sin gråelvervagt, så denne slap ham med et hvæs. Gråelverprinsen ville løbe efter sin far, men hans vej blev spærret af 5 gråelvere.
Anack rettede sit rasende blik mod Nebeth. ”Dumt træk, din lille orm!!” knurrede han rasende og trampede hen til Nebeth.
Men før han nåede at lægge hånd på prinsen, mistede Argent sin hårdt tilkæmpede selvkontrol og kastede sig over Anack.
Gråelvergeneralens knyttede næver ramte Anack gentagne gange i ansigtet, halsen og maven. Han var slet ikke hurtig nok til at standse Argents rasende angreb.
Fire gråelvere greb Argent i skuldrene og flåede ham ned på gulvet. Argent fejede benene væk under to af dem med ét enkelt spark, men der kom med det samme 4 nye til og holdt ham nede.
Anack stirrede hadefuldt på Argent, der kæmpede for at komme op at stå. ”Din tur kommer, general,” skreg han. ”Bare vent!! Før dem bort!! Alle sammen!!”
Nebeth sad i et lille kammer og stirrede tomt ud ad gittervinduet. Han ventede tålmodigt. På hvad vidste han ikke. Det var egentlig også ret ligegyldigt nu. Tankerne kværnede rundt inde i hans hoved og gav ham hovedpine. Tanker om hans far, Argent og ikke mindst Kayly. Ville han nogensinde se hende igen??
Døren blev revet op og to gråelvervagter kom ind. ”Du skal af sted. General Anack vil tale med dig.”
Nebeth rejste sig tavst og fulgte med de to vagter ned ad en snoet trappe, gennem lange korridorer og flere sale, inden de nåede rådssalen.
Vagterne åbnede døren og skubbede Nebeth indenfor.
Anack stod og ventede i midten af salen. Han smilede ondskabsfuldt til Nebeth. ”Velkommen, Nebeth!!”
”Hvad er der sket med min far??” spurgte Nebeth koldt. Han nægtede at lade sig styre af en gemen forræder. ”Og Argent??”
”Din far er i husarrest med sine rådgivere,” svarede Anack. ”Hvad Argent angår… lad os bare sige, at han har fået, hvad han fortjente.”
Vreden strømmede op i Nebeth. ”Din usle køter!! Du har overhovedet ingen ret til at gøre dette mod os!!”
”Jo, det er jeg sandelig i min fulde ret til!!” lo Anack. ”Jeres familie har altid været en torn i øjet på mig!! Ingenting kan I!! Så nådige!! Så barmhjertige!! Det giver mig kvalme!!”
”DU giver mig kvalme!!” svarede Nebeth rasende. Et advarende stik i hans hjerte fik ham til at beherske sig, men han vidste godt, at hans ro snart ville splintres i stumper og stykker.
Anack valgte at overhøre hans bemærkning. ”Det kan vel glæde dig at høre, at jeg har store planer!! Om to dage marcherer hæren mod Enigma for at overtage kontrollen med den lille, usle ø!!”
”Hvad??!!” Nebeth spærrede sine øjne vidt op. ”Det kan I da ikke gøre!!”
”Ikke??” Anack så ud til at more sig. ”Vi får se, min kære prins. Vi får se.”
Nebeth kunne intet sige. Han kunne ikke tænke. Enigmas folk måtte advares! For enhver pris!!
Anack vinkede ad to vagter. ”Før ham tilbage til hans kammer.”
Vagterne skubbede Nebeth ind i hans kammer og smækkede døren efter ham.
Nebeth hvæsede rasende alle de bandeord, som Argent havde, om end lidt ufrivilligt, lært ham. Hans hjerte gav flere advarende stik, men nu ignorerede han smerten og den rallende hoste. Der måtte være en måde at advare Enigma på!!
Stemmer uden for døren fik ham til at standse sin strøm af eder og forbandelser.
”Fange eller ej!!” lød en stemme. ”Mad og vand skal han altså have!!”
”Godt, godt,!” lød en af vagternes stemme, opgivende. ”Så smut da indenfor!!”
Døren blev åbnet, og en tjenestepige kom ind med en bakke mad.
Nebeth rynkede panden. Hun virkede bekendt på flere måder…
Idet døren smækkede i, satte pigen sin bakke fra sig og fjernede det tørklæde, som før havde skjult hendes hår så omhyggeligt.
Hendes hår var klippet utrolig kort og farvet kulsort. Et par vildfarne tjavser faldt ned i et par sorte, bløde øjne med et let flirtende glimt. Pigen smilede. Et smil, som Nebeth sidst havde set i Aftenstjernebyens slumkvarterer nede ved havnen…
”Zyana??” udbrød han forbløffet.
”SHHH!!” Pigen lagde en finger over hans mund. ”Dæmp stemmen!! Ingen må vide, at jeg er her!!”
”Hvad laver du her??” spurgte Nebeth dæmpet.
”Jeg vil da hjælpe dig!!” svarede Zyana. ”Er det så svært at forstå??” Hendes hånd sneg sig op til hans kind.
Nebeth fandt sig i hendes kærtegn og forsøgte at holde Kayly ude af sine tanker. ”Nej, det er det vel ikke… Skønt jeg har svært ved at se, hvordan du skulle kunne hjælpe mig.”
”Hæren marcherer mod Enigma om to dage!! Skal du ikke give dem besked??”
”Der er ikke noget, jeg hellere ville,” sagde Nebeth. ”Men hvilken dumdristig vovehals vil påtage sig den opgave??”
”Hun står foran dig,” svarede Zyana med et skævt smil.
Nebeth hævede øjenbrynene. ”Dig?? Men hvorfor??”
”Jeg ved, hvor meget du holder af Kayly,” sagde Zyana. ”Hendes liv er for dyrebart at tabe.”
Nebeth smilede til hende. ”Du er en af de venner, jeg sætter højst i mit liv, Zyana.”
Hun gengældte hans smil. ”Skriv en besked så skal jeg sørge for, at den når Enigma inden solnedgang.”
Det tog ikke Nebeth lang tid at ridse en besked ned til Kayly, hvorefter han rakte den til Zyana. ”Vær forsigtig,” bad han.
”Jeg er da altid forsigtig, min søde ven,” lo Zyana og blinkede til ham. Hun tog sit tørklæde på igen og skjulte beskeden i sin forklædelomme. ”Farvel, Nebeth.”
Hun trådte hen til ham og gav ham et langt, kærligt kys. Nebeth gav hende en varm omfavnelse og strøg en af hendes hårtjavser om bag hendes ører. ”Farvel, min kære Zyana.”
kommer der en fortsættelse på et tidspunkt?
vil gerne læse den, da jeg synes godt om det lille univers med elvere...(oh, well; jeg er også vild med fantasy) 