Post by Luminara on Aug 29, 2006 10:19:06 GMT 1
Sådan, her er så første værk fra mig. 
Hvis nogle af jer måske kan huske 'lyssværdet' fra forum.skywalker... så er det DENNE Gladibur der skal tages alvorligt! 
Forvent mere om ham i fremtiden!
Gladibur kiggede forelsket på den syregrønne skønhed, der sad og polerede sine velplejede negle foran ham. Hun kiggede tilbage – under øjenvipper der var mindst lige så lange som neglene – og sukkede inderligt. Han svælgede i hendes øjne endnu en gang, og løsrev sig.
”Gladibur, min søde,” sagde hun med en sød stemme, nærmest grænsende til det kvalmende. ”Hvornår er vi der? Jeg keeeder mig!”
”Om ikke så længe, Belgiga, min vidunderlige…” sukkede han. ”Jeg går lige et smut ud i kontrolrummet, og ser til piloterne.” Hun sendte ham et hjernedødt blik, og smilede kærligt til ham. Langsomt bakkede han væk fra hende, imens han overøste hende med pompøse kærlighedserklæringer.
Endelig nåede han døren, der ind mod Belgiga var betrukket med lyserød kunstpels. Ligesom stort set resten af rummet var det.
Han lukkede blidt, men det øjeblik han var ude i korridoren, slog han en grusom latter op.
”MUARHAHAHA!!!” Han stak den ene hånd i bæltet, og begyndte med dundrende skridt at gå hen imod rumskibets kontrolrum. På vejen måtte hans håndlanger, en lille dværg med langt viltert skæg og hår, og iklædt et yderst uklædeligt orange og blåt jumpsuit, springe for livet, for ikke at blive trampet ned.
Gladibur nåede kontrolrummet, og smækkede døren op på vid gab. Kaptajnen for sammen, da han så ham.
Det er der heller ikke noget at sige til. For, med sine 2,5 meter, og yderst muskuløse korpus, var Gladibur virkelig et frygtindgydende syn. Som han altid var, var han klædt i en stor lædervest, læderbukser, et meget bredt bælte med en overdimensioneret geléblaster i, og havde gigantiske jernbeslåede støvler på. Han var skaldet som et æg, med et velplejet lokumsbræt, der på hagen var så langt at han havde flettet det i to fletninger. Og, i nakken havde han en stor tatovering, af ukendt oprindelse.
Han gik hen til den lille kaptajn, hvis ellers så sunde bleglilla kulør, havde ændret sig til skrigene blå. Et tegn på nervøsitet.
Gladibur grinede ondskabsfuldt, og gik helt hen til det store panoramavindue, der dækkede hele den ene væg.
Udenfor lyste en blå og grøn planet kraftigt op. Gladibur smilede velfornøjet. Ja, de var fremme – ved hans helt specielle gave til sin ”elskede”. Planeten Jorden.
At Gladibur var forelsket i Belgiga, er nok at overdrive deres forhold ret kraftigt. Den eneste grund til at han overhovedet interesserede sig for hende, var på grund af hvem hun var: Nemlig selveste Kejseren af de 22 Galaksers eneste datter og arving. Hvilket betød, at den der giftede sig med hende, ville opnå uindskrænket magt over alle 22 galakser, plus flere kolonier.
Men, Gladiburs plan gik videre endnu. For, når han først havde giftet sig med hende, så ville han forgifte både hende og hendes korpulente far, og så… MUARHAHAHA!!! Alt hvad Gladibur, som den mest eftersøgte forbryder i alle kendte galakser, altid havde drømt om. Den ultimative magt til at være lige så ond som han ville!
Men – først skulle han lige have giftet sig med Belgiga. Og, det kunne han ikke gøre, før han havde givet hende en helt speciel forlovelsesgave. Nemlig planeten Jorden, indkapslet i lyserød gelé, skrumpet ind til størrelsen af den muffin, og med dens måne som krymmel ovenpå.
For at imponere hende, havde han i sin tid indkapslet Mars i blå gelé, og trukket den efter sit rumskib, hvorefter han dumpede den i kupierbæltet, hvor den nu, med et stort neonskilt, viste vej til den nærmeste burgerbar.
Gladibur rev sig løs fra sine tanker, og vendte sig mod kaptajnen.
”Jeg tager lige derned og kigger først… måske har de nogle masseødelæggelsesvåben, der kunne være interessante. Man skal jo ikke lade gode ting gå til spilde!”
Kaptajnen nikkede energisk, og gav ordrer til at klargøre Gladiburs private rumskib, der stod i hangaren.
Få øjeblikke senere, susede Gladibur ned mod planeten. Han var snart nede i atmosfæren, og begyndte at lede efter et landingssted. Der var mange interessante steder, men til sidst valgte han en ø ved navn Island. Island… det lød lidt som ishlandh, der på groggyriansk betød noget i retning af: stor, farlig og meget, meget ødelæggende. Så, derfor blev det Island.
Men, da han kom helt ned over øen, var der ikke meget der tydede på en blomstrende våbenindustri… tværtimod. Bare bjerge, ødemarker og en frygtelig masse fjorde. Nåh, måske gemte de bare våbnene.
Til sidst landede han i en lille by. Ude på en terrasse sad en gammel dame, og lavede noget Gladibur aldrig havde set før. Hun sad og strikkede nogle små tråde sammen…
Pludselig gik det, i et lys, op for Gladibur. ’Aha! Det er garanteret en eller anden grusom sprængstofsforbindelse, hun laver…’
Han gik helt hen til hende, og stak sin pistol op i næsen på hende. Hun farede op, men sank tå tilbage i gyngestolen, og løftede det hun arbejdede med op. Det havde form som en trøje.
’Nej! Endnu bedre!’ tænkte Gladibur. ’Det er en super stærk beskyttelsestrøje!’ Den så ud til at være færdig, for damen lagde den til side, klappede et nærgående får, og begyndte at slå en ny pind op.
Men nu kunne Gladibur ikke vente længere. Han snuppede trøjen, og begyndte at løbe, mens han grinede højt. Han var uovervindelig nu! OG USÅRLIG! Desuden gad han ikke være på den her møgplanet længere. Den var dødssyg, og de havde garanteret ikke noget særligt han kunne stjæle.
Hurtigt var han tilbage i rumskibet, og lettede fra jorden, næsten før han var på plads i førersædet.
Vel tilbage på rumskibet viste han trøjen frem for Belgiga, der himlede henrykt. Trøjen var hvid, med sort mønster på, kort sagt en ægte islandstrøje (hvilket Gladibur ikke vidste). Ikke fordi det var det der henrykkede Belgiga (hun ville have fortrukket at den var i en eller anden neonfarve, med store kvaster på), men bare fordi alt hvad han egenhændigt stjal imponerede hende ud over alle grænser.
Han bukkede galant for hende, og førte hende med til det rum, hvorfra gelékanonen blev udløst. Hun skulle da have æren af at affyre den.
Hun løftede elegant sin spinkle hånd, og trykkede.
Gladibur brølede fortvivlet. Hun havde ramt den forkerte! Det var ikke udløseren til den udvendige kanon – men til den indvendige!
Belgiga nåede at glippe med øjnene, én gang – før hun blev indkapslet i ekstra, super hurtighærdende pink gelé. Med jordbærsmag…
Gladibur kiggede fortvivlet på Belgiga, der lå på en båre. Stadig geléret, fra isse til hæl. Han hamrede hånden ned i båren, så geléen blævrede. Hvordan skulle han dog forklare dette for hendes far? Hvordan skulle han nogensinde komme helskindet ud af det her?
Pludselig kom han i tanke, om en lille slave, der havde trisser rundt i et hjørne, og fejet nullermænd op… Der havde jo ikke været noget publikum – og. slaver kunne jo erstattes…
Hvis nogle af jer måske kan huske 'lyssværdet' fra forum.skywalker... så er det DENNE Gladibur der skal tages alvorligt! 
Forvent mere om ham i fremtiden!Gladibur kiggede forelsket på den syregrønne skønhed, der sad og polerede sine velplejede negle foran ham. Hun kiggede tilbage – under øjenvipper der var mindst lige så lange som neglene – og sukkede inderligt. Han svælgede i hendes øjne endnu en gang, og løsrev sig.
”Gladibur, min søde,” sagde hun med en sød stemme, nærmest grænsende til det kvalmende. ”Hvornår er vi der? Jeg keeeder mig!”
”Om ikke så længe, Belgiga, min vidunderlige…” sukkede han. ”Jeg går lige et smut ud i kontrolrummet, og ser til piloterne.” Hun sendte ham et hjernedødt blik, og smilede kærligt til ham. Langsomt bakkede han væk fra hende, imens han overøste hende med pompøse kærlighedserklæringer.
Endelig nåede han døren, der ind mod Belgiga var betrukket med lyserød kunstpels. Ligesom stort set resten af rummet var det.
Han lukkede blidt, men det øjeblik han var ude i korridoren, slog han en grusom latter op.
”MUARHAHAHA!!!” Han stak den ene hånd i bæltet, og begyndte med dundrende skridt at gå hen imod rumskibets kontrolrum. På vejen måtte hans håndlanger, en lille dværg med langt viltert skæg og hår, og iklædt et yderst uklædeligt orange og blåt jumpsuit, springe for livet, for ikke at blive trampet ned.
Gladibur nåede kontrolrummet, og smækkede døren op på vid gab. Kaptajnen for sammen, da han så ham.
Det er der heller ikke noget at sige til. For, med sine 2,5 meter, og yderst muskuløse korpus, var Gladibur virkelig et frygtindgydende syn. Som han altid var, var han klædt i en stor lædervest, læderbukser, et meget bredt bælte med en overdimensioneret geléblaster i, og havde gigantiske jernbeslåede støvler på. Han var skaldet som et æg, med et velplejet lokumsbræt, der på hagen var så langt at han havde flettet det i to fletninger. Og, i nakken havde han en stor tatovering, af ukendt oprindelse.
Han gik hen til den lille kaptajn, hvis ellers så sunde bleglilla kulør, havde ændret sig til skrigene blå. Et tegn på nervøsitet.
Gladibur grinede ondskabsfuldt, og gik helt hen til det store panoramavindue, der dækkede hele den ene væg.
Udenfor lyste en blå og grøn planet kraftigt op. Gladibur smilede velfornøjet. Ja, de var fremme – ved hans helt specielle gave til sin ”elskede”. Planeten Jorden.
At Gladibur var forelsket i Belgiga, er nok at overdrive deres forhold ret kraftigt. Den eneste grund til at han overhovedet interesserede sig for hende, var på grund af hvem hun var: Nemlig selveste Kejseren af de 22 Galaksers eneste datter og arving. Hvilket betød, at den der giftede sig med hende, ville opnå uindskrænket magt over alle 22 galakser, plus flere kolonier.
Men, Gladiburs plan gik videre endnu. For, når han først havde giftet sig med hende, så ville han forgifte både hende og hendes korpulente far, og så… MUARHAHAHA!!! Alt hvad Gladibur, som den mest eftersøgte forbryder i alle kendte galakser, altid havde drømt om. Den ultimative magt til at være lige så ond som han ville!
Men – først skulle han lige have giftet sig med Belgiga. Og, det kunne han ikke gøre, før han havde givet hende en helt speciel forlovelsesgave. Nemlig planeten Jorden, indkapslet i lyserød gelé, skrumpet ind til størrelsen af den muffin, og med dens måne som krymmel ovenpå.
For at imponere hende, havde han i sin tid indkapslet Mars i blå gelé, og trukket den efter sit rumskib, hvorefter han dumpede den i kupierbæltet, hvor den nu, med et stort neonskilt, viste vej til den nærmeste burgerbar.
Gladibur rev sig løs fra sine tanker, og vendte sig mod kaptajnen.
”Jeg tager lige derned og kigger først… måske har de nogle masseødelæggelsesvåben, der kunne være interessante. Man skal jo ikke lade gode ting gå til spilde!”
Kaptajnen nikkede energisk, og gav ordrer til at klargøre Gladiburs private rumskib, der stod i hangaren.
Få øjeblikke senere, susede Gladibur ned mod planeten. Han var snart nede i atmosfæren, og begyndte at lede efter et landingssted. Der var mange interessante steder, men til sidst valgte han en ø ved navn Island. Island… det lød lidt som ishlandh, der på groggyriansk betød noget i retning af: stor, farlig og meget, meget ødelæggende. Så, derfor blev det Island.
Men, da han kom helt ned over øen, var der ikke meget der tydede på en blomstrende våbenindustri… tværtimod. Bare bjerge, ødemarker og en frygtelig masse fjorde. Nåh, måske gemte de bare våbnene.
Til sidst landede han i en lille by. Ude på en terrasse sad en gammel dame, og lavede noget Gladibur aldrig havde set før. Hun sad og strikkede nogle små tråde sammen…
Pludselig gik det, i et lys, op for Gladibur. ’Aha! Det er garanteret en eller anden grusom sprængstofsforbindelse, hun laver…’
Han gik helt hen til hende, og stak sin pistol op i næsen på hende. Hun farede op, men sank tå tilbage i gyngestolen, og løftede det hun arbejdede med op. Det havde form som en trøje.
’Nej! Endnu bedre!’ tænkte Gladibur. ’Det er en super stærk beskyttelsestrøje!’ Den så ud til at være færdig, for damen lagde den til side, klappede et nærgående får, og begyndte at slå en ny pind op.
Men nu kunne Gladibur ikke vente længere. Han snuppede trøjen, og begyndte at løbe, mens han grinede højt. Han var uovervindelig nu! OG USÅRLIG! Desuden gad han ikke være på den her møgplanet længere. Den var dødssyg, og de havde garanteret ikke noget særligt han kunne stjæle.
Hurtigt var han tilbage i rumskibet, og lettede fra jorden, næsten før han var på plads i førersædet.
Vel tilbage på rumskibet viste han trøjen frem for Belgiga, der himlede henrykt. Trøjen var hvid, med sort mønster på, kort sagt en ægte islandstrøje (hvilket Gladibur ikke vidste). Ikke fordi det var det der henrykkede Belgiga (hun ville have fortrukket at den var i en eller anden neonfarve, med store kvaster på), men bare fordi alt hvad han egenhændigt stjal imponerede hende ud over alle grænser.
Han bukkede galant for hende, og førte hende med til det rum, hvorfra gelékanonen blev udløst. Hun skulle da have æren af at affyre den.
Hun løftede elegant sin spinkle hånd, og trykkede.
Gladibur brølede fortvivlet. Hun havde ramt den forkerte! Det var ikke udløseren til den udvendige kanon – men til den indvendige!
Belgiga nåede at glippe med øjnene, én gang – før hun blev indkapslet i ekstra, super hurtighærdende pink gelé. Med jordbærsmag…
Gladibur kiggede fortvivlet på Belgiga, der lå på en båre. Stadig geléret, fra isse til hæl. Han hamrede hånden ned i båren, så geléen blævrede. Hvordan skulle han dog forklare dette for hendes far? Hvordan skulle han nogensinde komme helskindet ud af det her?
Pludselig kom han i tanke, om en lille slave, der havde trisser rundt i et hjørne, og fejet nullermænd op… Der havde jo ikke været noget publikum – og. slaver kunne jo erstattes…
