Post by Matata on Aug 26, 2006 23:47:48 GMT 1
Indspireret af min fars fortællinger om min farfars "deltagelse" i anden verdens krig skrev jeg denne historie. Min Farfar var chef i DSB Jylland under krigen.
____________________________________________________________
En Dagbog
En gammel blød hat, en lang sort frakke (en af knapperne var faldet af), en pistol af mærket Walter PPK, og en laset bog - jeg kunne ikke se titlen på den. Jeg pustede på bogens overflade for at fjerne støvet fra den, men kun et meget lille lag støv forlod bogen og fløj op i hovedet på mig. Jeg prøvede at tørre støvet væk fra mit ansigt - nu kom det op i næsen på mig. ,,AAARTJUU!!”. Snottet fyldte min hånd – det var virkelig klamt og slimet. Jeg tørrede min hånd i mine blå kansasbukser. Jeg strøj min hånd over bogens forside. En titel kom til syne; ”Dagbog”. Lidt længere nede stod der med meget fin skrift: Thorbjørn Olsen. Jeg bladrede om på første side. Det første mit øje fangede var en dato; den 20 november 1943. Det var en dagbog fra krigen. Jeg lagde kort bogen fra mig, rejste mig og tog frakken på. Jeg så lidt rundt efter den bløde hat. Dér var den, lige ved siden af pistolen. Jeg prøvede at trykke hatten nedover mit hoved, men den må være krympet en del siden krigen – eller også havde folk bare mindre hoveder dengang? ,,Nå, den sidder som den sidder”, tænker jeg ved mig selv, selvom den ikke er særlig behagelig at have på. Jeg satte mig ned med rykken mod kufferten og tog atter dagbogen i hænderne. Mine hænder gled ned over første side. Der gik et stød igennem min krop, et skarpt lys ramte mine øjne – jeg var nødt til at knibe dem kraftigt i. Jeg begyndte at svede voldsomt.
Stødet og lyset fortog sig. Jeg gned mine øjne og prøvede at rejse mig op, men i det samme, da jeg næsten havde fået balancen tog en eller anden person fat om livet på mig, og råbte: ,,Thorbjørn! NED! De har set os!”. Vi falder som i slow-motion ned mod jorden, mens kugler flyver henover hovederne på os. Vi lander på noget middelhøjt gulbrunt græs – det lugter af kolort eller sådan noget. Den fremmede mand tog fat under min arm og hev mig op. Vi løb så hurtigt vores ben kunne bære os. Vi undgik med nød og næppe de vildtfarende kugler. Det lykkedes os at slippe fra kuglernes ophavsmænd. Han førte mig til et lille hus, der var fyldt med mænd, som jeg af en eller anden grundt kendte. Vi satte os på små taburetter og rettede vores opmærksomhed mod manden, der gik frem og tilbage foran kortet på væggen.
,,OK”, sagde Bo. ,,Vores mål er Den Jyske Længdebane (jernbane fra Flensburg til Frederikshavn, der førte tyske forsyninger til Norge).”. Han gik frem og tilbage foran væggen. ,,Vi laver en sprængning i Langå”. Hans fingre løb henover det udspændte kort på væggen. Hans pegefinger stoppede lidt syd for Langå. ,,Hér”. Han satte en mellemstor knappenål i kortet. ,,Hér laver vi vores sprængning. Hvis det lykkes for os kan vi fejre vores 100. vellykkede sabotageopperation. Vi skulle allesammen kunne være hjemme inden frokost imorgen”, afsluttede han med et smil på læben. Vi klappede alle i hænderne i ren begejstring. Vi uddelte opgaverne. Sven, Arthur, Jørgen, Povl, Gorm, Boye og jeg blev tildelt markfolkrollen, mens Bo, Alfred, Holger-Emil, Peder og Vagn stod for forsyninger.
Vi ”Markfolk”, blev sat på en trækker (gammelt ord for godstog). Vi var alle iført lange frakker, bløde hatte og en ”Walter” i siden, derudover var Jørgen og Povl udstyret med hver sin stengun (maskinpistol) samt rygsække med ”marcipan” (plastisk sprængstof). Vi andre havde tændsatser og lunter. Mens den gamle trævogn bumlede afsted sad vi og sang lystige sange for at få humøret op at køre inden månens lys ville kaste sig over markerne ved Vesterby Hede, og vi endnu en gang skulle besværgliggøre tyskernes meningsløse krig. Vi rejste os (jeg hev Arthur op – hans ben var faldet i søvn), vendte os mod hinanden og gav hinanden Hi-Five og trak den ældende trædør til side. Vi ventede til toget nåede et sving i udkantanten af Vesterby Hede. Så sprang vi lydløst ud i natten. Vi ”luntede” hurtigt og lydløst langs skinnerne, dog ude af syne for tyskerne – de danske skove er en dejlig opfindelse.
Da vi nåede skovgrænsen gjorde vi holdt. Arthur blev sendt ud for at spejde. Skoven var stille. Den eneste lyd, der passerede vores ører var vindens susen. Da klokken nærmede sig et kom Arthur tilbage. ,,pust OK, så er der fri bane...pust pust”. Vi kom straks afsted. Arthur førte an. Vi kom hurtigt frem til det forudbestemte sabotagested. Marcipanen var hurtigt på skinnerne og lunterne tændt. Nu gjaldt det om at komme væk i en fart. Vi burde have ca tre minutter fra lunterne tændtes til de sprang. Vi løb så hurtigt vi kunne mod de to kilometer, der var ind til Randers. Da vi havde løbet i, noget jeg vil vurdere til at være ca, 40 sekunder sprang den første bombe. Lys tændtes i vinduerne i Randers. ,,Det sker ikke det her! Den må ikke eksplodere nu! Det er for tidligt”, tænkte jeg let konfus. Vi prøvede at øge vores tempe mod Randers og derved forhåbentlig undgå de tyske vagter i byen. Jeg trak ”Walter”. Vi nåede knap nok at træde ind i Randers by, før der kom mindst 10 tyskere (måske lidt færre eller flere – det virkede som en hel hær) med maskinpistoler. Jørgen og Povl affyrede deres maskinpistoler mod tyskerne og skabte derved en flugtvej ind i Randers by. De delte os – vi kendte byen godt og fandt frem til hver vores ”Grå Dame” (det kaldte man dem, der skjulte sabotører under krigen). Min var en venlig ældre dame,som var meget begejstret for at fortælle mig, hvor godt det var, at vi var nogen, der gjorde modstand. Det var rigtig dejligt at få af vide – især efter en delvis mislykket sabotage som denne.
Næste morgen mødtes vi på vores aftalte opsamlingssted og kom med en trækker til Århus. Boye haltede let. Jeg tror han er blevet skudt i benet. Vi udvekslede historier fra vores ”Grå Damer”. Tiden fløj afsted. Før vi vidste af det var vi tilbage på Århus Hovedbanegård og kunne stige ud af toget og genoptage vores almindelige pligter. For mit vedkommende var det at tage på arbejde i DSB’s elektrikerafdeling. Jeg kom nogle timer for sent på arbejde og da jeg ankom kom min chef hen til mig og spurgte: ,,Hvordan gik det?”. ,,Det kunne være gået bedre”, sagde jeg ærligt. ,,Det går bedre næste gang”, sagde han med et smil på læben og gav mig et skulderklap. ,,Smut du bare hjem. Du trænger sikkert til noget søvn. Hvis nogen spørger, har du været her hele tiden”, sluttede han med et glimt i øjet.
I det jeg vendte mig for at gå hjem var det som om et lyn slog ned i mig, alt blev hvidt, det sussede for ørene. Det fortog sig kort efter. Jeg sad op af den gamle kufftert med dagbogen i hånden – opslået på sidste side. Mit blik løb ned over siden; ,,Vi var nogle i marken...og så var der dem der dækkede over os”
____________________________________________________________
En Dagbog
En gammel blød hat, en lang sort frakke (en af knapperne var faldet af), en pistol af mærket Walter PPK, og en laset bog - jeg kunne ikke se titlen på den. Jeg pustede på bogens overflade for at fjerne støvet fra den, men kun et meget lille lag støv forlod bogen og fløj op i hovedet på mig. Jeg prøvede at tørre støvet væk fra mit ansigt - nu kom det op i næsen på mig. ,,AAARTJUU!!”. Snottet fyldte min hånd – det var virkelig klamt og slimet. Jeg tørrede min hånd i mine blå kansasbukser. Jeg strøj min hånd over bogens forside. En titel kom til syne; ”Dagbog”. Lidt længere nede stod der med meget fin skrift: Thorbjørn Olsen. Jeg bladrede om på første side. Det første mit øje fangede var en dato; den 20 november 1943. Det var en dagbog fra krigen. Jeg lagde kort bogen fra mig, rejste mig og tog frakken på. Jeg så lidt rundt efter den bløde hat. Dér var den, lige ved siden af pistolen. Jeg prøvede at trykke hatten nedover mit hoved, men den må være krympet en del siden krigen – eller også havde folk bare mindre hoveder dengang? ,,Nå, den sidder som den sidder”, tænker jeg ved mig selv, selvom den ikke er særlig behagelig at have på. Jeg satte mig ned med rykken mod kufferten og tog atter dagbogen i hænderne. Mine hænder gled ned over første side. Der gik et stød igennem min krop, et skarpt lys ramte mine øjne – jeg var nødt til at knibe dem kraftigt i. Jeg begyndte at svede voldsomt.
Stødet og lyset fortog sig. Jeg gned mine øjne og prøvede at rejse mig op, men i det samme, da jeg næsten havde fået balancen tog en eller anden person fat om livet på mig, og råbte: ,,Thorbjørn! NED! De har set os!”. Vi falder som i slow-motion ned mod jorden, mens kugler flyver henover hovederne på os. Vi lander på noget middelhøjt gulbrunt græs – det lugter af kolort eller sådan noget. Den fremmede mand tog fat under min arm og hev mig op. Vi løb så hurtigt vores ben kunne bære os. Vi undgik med nød og næppe de vildtfarende kugler. Det lykkedes os at slippe fra kuglernes ophavsmænd. Han førte mig til et lille hus, der var fyldt med mænd, som jeg af en eller anden grundt kendte. Vi satte os på små taburetter og rettede vores opmærksomhed mod manden, der gik frem og tilbage foran kortet på væggen.
,,OK”, sagde Bo. ,,Vores mål er Den Jyske Længdebane (jernbane fra Flensburg til Frederikshavn, der førte tyske forsyninger til Norge).”. Han gik frem og tilbage foran væggen. ,,Vi laver en sprængning i Langå”. Hans fingre løb henover det udspændte kort på væggen. Hans pegefinger stoppede lidt syd for Langå. ,,Hér”. Han satte en mellemstor knappenål i kortet. ,,Hér laver vi vores sprængning. Hvis det lykkes for os kan vi fejre vores 100. vellykkede sabotageopperation. Vi skulle allesammen kunne være hjemme inden frokost imorgen”, afsluttede han med et smil på læben. Vi klappede alle i hænderne i ren begejstring. Vi uddelte opgaverne. Sven, Arthur, Jørgen, Povl, Gorm, Boye og jeg blev tildelt markfolkrollen, mens Bo, Alfred, Holger-Emil, Peder og Vagn stod for forsyninger.
Vi ”Markfolk”, blev sat på en trækker (gammelt ord for godstog). Vi var alle iført lange frakker, bløde hatte og en ”Walter” i siden, derudover var Jørgen og Povl udstyret med hver sin stengun (maskinpistol) samt rygsække med ”marcipan” (plastisk sprængstof). Vi andre havde tændsatser og lunter. Mens den gamle trævogn bumlede afsted sad vi og sang lystige sange for at få humøret op at køre inden månens lys ville kaste sig over markerne ved Vesterby Hede, og vi endnu en gang skulle besværgliggøre tyskernes meningsløse krig. Vi rejste os (jeg hev Arthur op – hans ben var faldet i søvn), vendte os mod hinanden og gav hinanden Hi-Five og trak den ældende trædør til side. Vi ventede til toget nåede et sving i udkantanten af Vesterby Hede. Så sprang vi lydløst ud i natten. Vi ”luntede” hurtigt og lydløst langs skinnerne, dog ude af syne for tyskerne – de danske skove er en dejlig opfindelse.
Da vi nåede skovgrænsen gjorde vi holdt. Arthur blev sendt ud for at spejde. Skoven var stille. Den eneste lyd, der passerede vores ører var vindens susen. Da klokken nærmede sig et kom Arthur tilbage. ,,pust OK, så er der fri bane...pust pust”. Vi kom straks afsted. Arthur førte an. Vi kom hurtigt frem til det forudbestemte sabotagested. Marcipanen var hurtigt på skinnerne og lunterne tændt. Nu gjaldt det om at komme væk i en fart. Vi burde have ca tre minutter fra lunterne tændtes til de sprang. Vi løb så hurtigt vi kunne mod de to kilometer, der var ind til Randers. Da vi havde løbet i, noget jeg vil vurdere til at være ca, 40 sekunder sprang den første bombe. Lys tændtes i vinduerne i Randers. ,,Det sker ikke det her! Den må ikke eksplodere nu! Det er for tidligt”, tænkte jeg let konfus. Vi prøvede at øge vores tempe mod Randers og derved forhåbentlig undgå de tyske vagter i byen. Jeg trak ”Walter”. Vi nåede knap nok at træde ind i Randers by, før der kom mindst 10 tyskere (måske lidt færre eller flere – det virkede som en hel hær) med maskinpistoler. Jørgen og Povl affyrede deres maskinpistoler mod tyskerne og skabte derved en flugtvej ind i Randers by. De delte os – vi kendte byen godt og fandt frem til hver vores ”Grå Dame” (det kaldte man dem, der skjulte sabotører under krigen). Min var en venlig ældre dame,som var meget begejstret for at fortælle mig, hvor godt det var, at vi var nogen, der gjorde modstand. Det var rigtig dejligt at få af vide – især efter en delvis mislykket sabotage som denne.
Næste morgen mødtes vi på vores aftalte opsamlingssted og kom med en trækker til Århus. Boye haltede let. Jeg tror han er blevet skudt i benet. Vi udvekslede historier fra vores ”Grå Damer”. Tiden fløj afsted. Før vi vidste af det var vi tilbage på Århus Hovedbanegård og kunne stige ud af toget og genoptage vores almindelige pligter. For mit vedkommende var det at tage på arbejde i DSB’s elektrikerafdeling. Jeg kom nogle timer for sent på arbejde og da jeg ankom kom min chef hen til mig og spurgte: ,,Hvordan gik det?”. ,,Det kunne være gået bedre”, sagde jeg ærligt. ,,Det går bedre næste gang”, sagde han med et smil på læben og gav mig et skulderklap. ,,Smut du bare hjem. Du trænger sikkert til noget søvn. Hvis nogen spørger, har du været her hele tiden”, sluttede han med et glimt i øjet.
I det jeg vendte mig for at gå hjem var det som om et lyn slog ned i mig, alt blev hvidt, det sussede for ørene. Det fortog sig kort efter. Jeg sad op af den gamle kufftert med dagbogen i hånden – opslået på sidste side. Mit blik løb ned over siden; ,,Vi var nogle i marken...og så var der dem der dækkede over os”
og jeg synes det er alletiders du gør så meget ud af, at undersøge de historiske detajler, da det gør det mere troværdigt at læse. 