Post by Lienna on Aug 26, 2006 22:40:37 GMT 1
Titel: Suri på Eventyr
Genre: Fantasy
Bemærkninger: Original Værk, WIP.
------------------------------------------------------------
Er det usikkerhed? Hvorfor beslutter han sig bare ikke? Hvad er det i det hele taget han vil? Disse tanker fløj rundt i hovedet på Suri, mens hun langsomt betragtede solens dans hen over gulvet. Hun vidste godt at timerne gik, og at hun havde mange pligter der skulle gøres, men lige i dag, kunne hun ikke koncentrere sig om meget andet end ham.
Ham og hans evindelige løfter. Godt nok havde han aldrig udtalt dem højt, men hun vidste at det var de beslutninger han måtte tage, som plagede ham. Hun vidste det, fra den måde han så på hende, også selv om han troede hun ikke vidste det. Hun kunne se det, på den måde han bevægede sig, lidt som en tiger på jagt. Altid en smule snigende, altid på vagt. Og vigtigst af alt, hun kunne se det i hans øjne. Han dybe, smukke øjne. Hun vidste at der boede en gammel sjæl i hans unge krop.
Suri havde aldrig prøvet sådan noget før, og faktisk var hun glad for at det ikke var hende der skulle tage sådan en beslutning. Hans kærlighed til hende, måtte da drive ham til vanvid. Ellers var det nu også kærlighed? Måske det blot var dyrisk tiltrækning, mellem to, som ikke før havde mødt en sådan ligemand.
For de var hinanden lige. Næsten ligegyldigt hvad de end lavede, endte som en konkurrence. Ikke aftalt, men det skete. Og det var sjældent at den ene af dem vandt, uden at den anden vandt senere i den selv samme disciplin.
Men nu måtte det være slut. Nu skulle hun simpelthen have svaret. Ikke om hun gad sidde her på kroen et minut længere, uden at vide hvad han ville vælge. Suri eller hende. Den anden, hende som Nolan så længe havde været bundet til.
Suri rejste sig og strakte sin krop. Ja hun var vist blevet lidt større. Et bevis på hendes tilstand. Men ikke meget, og hvis man ikke vidste det, kunne det ikke umiddelbart ses. Og hun havde ingen intentioner om at sige noget til Nolan, før han havde truffet sig valg. Hun ville kun have ham hvis det var kærlighed. Ikke noget med medlidenhed her, ellers tak. Suri var fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv og et barn når det kom dertil.
Hun spændte bæltet med hendes elskede sværd, Vydrag, om hofterne, og tog pilekoggeret samt buen over hovedet. Så trak hun hætten godt op om hovedet og gik op til krofatter. Hun trak en lille læderpung frem fra bæltet og hev en næsten nyslået sølvmønt op. ”Denne skulle til fulde dække alle mine omkostninger,” sagde hun og gav mønten til kroejeren. ”Ja så rigeligt endda,” svarede han og tilføjede; ”du er mere end hjertelig velkommen her til hver en tid. Jeg ved at mutter gerne vil hjælpe med den lille til hver en tid.”
”Jeg skal huske dine ord, min ven,” sagde Suri og gik ud på gårdspladsen. Det var en hyggelig lille kro, med to længer, og stenbelagt gård.. I den ene længe, var krostuen og de tilhørende værelser, og i den anden stod dyrene. Suri gik ind ad døren til dyrenes længe og drejede derefter til venstre. Her lugtede af frisk hø og halm, og Suri tog en dyb indånding. Åh ja, hvor ofte havde hun ikke sovet i netop sådan en lugt.
Da hun kom til den boks længst fra porten, fandt hun hvad hun søgte. I hendes øjne var hun den smukkeste skabning på jorden. Neija, en fuldblodshoppe, mørkebrun med den flotteste og silkebløde, rustrøde hale og manke. Der fandtes ikke mange heste med den farve manke, og det var blot en af grundene til at Suri elskede sin hoppe så højt. Hun var speciel, ligesom Suri, og sammen dannede de et fantastisk makkerpar.
Neija var en gave fra Suris mor. Dengang da Suri besluttede at tage ud i verdenen på egen hånd. Det var ikke udsædvanligt at de unge mennesker tog på eventyr inden deres voksenliv begyndte, og ofte fik de gaver med på vejen af deres venner og slægtninge.
Suri klappede Neija på halsen. ”Nå tøs, er du ikke ved at være træt af at stå her og blomstre,” spurte hun hesten og Neija prustede som svar. Jo det var på tide at komme af sted. De måtte finde Nolan, og vide det. Suri hentede sadlen og hovedtøjet, og begyndte at spænde det fast på Neija, da nogen kom ind i stalden.
”Suri vent,” sagde en lille dreng, ikke ældre end 14 somre. ”Mor vil have at du tager den her med dig,” sagde han og rakte Suri en sæk. Da Suri tog imod den, kunne hun mærke at den var fyldt med mad og sikkert også den dejlige rødvin som kroen var så berømt for. ”Tak Max,” sagde Suri og spændte også sækken fast over Neijas ryg.
”Ses vi igen,” spurte Max håbefuldt, og Suri nikkede. ”Når månen for sjette gang står så rund og fuld som nu, så vil du igen høre Neijas hove klapre mod stenene her på gårdspladsen,” sagde Suri. Max så en smule bedrøvet ud, og mumlede noget med at det var der jo lang tid til, men Suri smilede blot, klappede ham på hovedet, selvom hun vidste at han hadede det, og så trak hun Neija ud på pladsen.
Suri stak den ene fod i stigbøjlen og svang sig op på ryggen af Neija, som tydeligt var meget utålmodig og ønskede at komme af sted. På vej ud af pladsen, vendte Suri sig om og råbte til Max. ”Seks månefaser, så er jeg tilbage.”
Så vendte hun sig om, sendte et ubemærket signal til Neija og straks begav de to sig ud ad vejen langs kroen. Så sent som i morges havde Suri ikke haft den ringeste ide om hvor hun skulle begynde at lede efter Nolan. Indtil hun kom i tanke om sin mors ord den dag de havde siddet ved ilden midt i den mørke vinter; ”Hvis du mangler noget der står dit hjerte nært, noget du dybt og inderligt har kært, led da hvor dine tanker dig fører, led indtil du igen din kære hører”.
Suri havde på det tidspunkt ikke forstået noget som helst af moderens plapren. Men alligevel havde ordene hængt ved og i går aftes havde hun gjort forsøget. Hun havde ledt inde i sig selv. Hun havde søgt indad for derved at kunne søge efter Nolan. Og hun havde fulgt den sti der langsomt havde tegnet sig i den drømmeverden hun var i, indtil hun havde set ham. Han befandt sig i en havneby ikke langt fra den kro hvor Suri havde ventet på ham.
Han var tydeligvis meget frustreret og det lod til at tingene ikke helt havde flasket sig som han havde ønsket. Men hun var og blev ligeglad. Det eneste der betød noget for hende nu var barnet. Hvilket slags barn mon det blev? Nolan var af den ædle elverslægt H’Mna, hun selv af en almindelig skovhuggerfamilie. Alle hendes brødre og søstre var lykkeligt gift og uddannet i et eller andet f*g. Selv havde hun valgt vejen og de oplevelser der fulgte med den.
Neija gjorde pludselig holdt. Hun vejrede lidt med hovedet og Suri kunne fornemme hoppens uro. Var der nogen på vejen? I skoven? Suri spidsede ører og sad helt stille. Hun kunne intet høre bortset fra de naturlige lyde fra en skov.
Genre: Fantasy
Bemærkninger: Original Værk, WIP.
------------------------------------------------------------
Er det usikkerhed? Hvorfor beslutter han sig bare ikke? Hvad er det i det hele taget han vil? Disse tanker fløj rundt i hovedet på Suri, mens hun langsomt betragtede solens dans hen over gulvet. Hun vidste godt at timerne gik, og at hun havde mange pligter der skulle gøres, men lige i dag, kunne hun ikke koncentrere sig om meget andet end ham.
Ham og hans evindelige løfter. Godt nok havde han aldrig udtalt dem højt, men hun vidste at det var de beslutninger han måtte tage, som plagede ham. Hun vidste det, fra den måde han så på hende, også selv om han troede hun ikke vidste det. Hun kunne se det, på den måde han bevægede sig, lidt som en tiger på jagt. Altid en smule snigende, altid på vagt. Og vigtigst af alt, hun kunne se det i hans øjne. Han dybe, smukke øjne. Hun vidste at der boede en gammel sjæl i hans unge krop.
Suri havde aldrig prøvet sådan noget før, og faktisk var hun glad for at det ikke var hende der skulle tage sådan en beslutning. Hans kærlighed til hende, måtte da drive ham til vanvid. Ellers var det nu også kærlighed? Måske det blot var dyrisk tiltrækning, mellem to, som ikke før havde mødt en sådan ligemand.
For de var hinanden lige. Næsten ligegyldigt hvad de end lavede, endte som en konkurrence. Ikke aftalt, men det skete. Og det var sjældent at den ene af dem vandt, uden at den anden vandt senere i den selv samme disciplin.
Men nu måtte det være slut. Nu skulle hun simpelthen have svaret. Ikke om hun gad sidde her på kroen et minut længere, uden at vide hvad han ville vælge. Suri eller hende. Den anden, hende som Nolan så længe havde været bundet til.
Suri rejste sig og strakte sin krop. Ja hun var vist blevet lidt større. Et bevis på hendes tilstand. Men ikke meget, og hvis man ikke vidste det, kunne det ikke umiddelbart ses. Og hun havde ingen intentioner om at sige noget til Nolan, før han havde truffet sig valg. Hun ville kun have ham hvis det var kærlighed. Ikke noget med medlidenhed her, ellers tak. Suri var fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv og et barn når det kom dertil.
Hun spændte bæltet med hendes elskede sværd, Vydrag, om hofterne, og tog pilekoggeret samt buen over hovedet. Så trak hun hætten godt op om hovedet og gik op til krofatter. Hun trak en lille læderpung frem fra bæltet og hev en næsten nyslået sølvmønt op. ”Denne skulle til fulde dække alle mine omkostninger,” sagde hun og gav mønten til kroejeren. ”Ja så rigeligt endda,” svarede han og tilføjede; ”du er mere end hjertelig velkommen her til hver en tid. Jeg ved at mutter gerne vil hjælpe med den lille til hver en tid.”
”Jeg skal huske dine ord, min ven,” sagde Suri og gik ud på gårdspladsen. Det var en hyggelig lille kro, med to længer, og stenbelagt gård.. I den ene længe, var krostuen og de tilhørende værelser, og i den anden stod dyrene. Suri gik ind ad døren til dyrenes længe og drejede derefter til venstre. Her lugtede af frisk hø og halm, og Suri tog en dyb indånding. Åh ja, hvor ofte havde hun ikke sovet i netop sådan en lugt.
Da hun kom til den boks længst fra porten, fandt hun hvad hun søgte. I hendes øjne var hun den smukkeste skabning på jorden. Neija, en fuldblodshoppe, mørkebrun med den flotteste og silkebløde, rustrøde hale og manke. Der fandtes ikke mange heste med den farve manke, og det var blot en af grundene til at Suri elskede sin hoppe så højt. Hun var speciel, ligesom Suri, og sammen dannede de et fantastisk makkerpar.
Neija var en gave fra Suris mor. Dengang da Suri besluttede at tage ud i verdenen på egen hånd. Det var ikke udsædvanligt at de unge mennesker tog på eventyr inden deres voksenliv begyndte, og ofte fik de gaver med på vejen af deres venner og slægtninge.
Suri klappede Neija på halsen. ”Nå tøs, er du ikke ved at være træt af at stå her og blomstre,” spurte hun hesten og Neija prustede som svar. Jo det var på tide at komme af sted. De måtte finde Nolan, og vide det. Suri hentede sadlen og hovedtøjet, og begyndte at spænde det fast på Neija, da nogen kom ind i stalden.
”Suri vent,” sagde en lille dreng, ikke ældre end 14 somre. ”Mor vil have at du tager den her med dig,” sagde han og rakte Suri en sæk. Da Suri tog imod den, kunne hun mærke at den var fyldt med mad og sikkert også den dejlige rødvin som kroen var så berømt for. ”Tak Max,” sagde Suri og spændte også sækken fast over Neijas ryg.
”Ses vi igen,” spurte Max håbefuldt, og Suri nikkede. ”Når månen for sjette gang står så rund og fuld som nu, så vil du igen høre Neijas hove klapre mod stenene her på gårdspladsen,” sagde Suri. Max så en smule bedrøvet ud, og mumlede noget med at det var der jo lang tid til, men Suri smilede blot, klappede ham på hovedet, selvom hun vidste at han hadede det, og så trak hun Neija ud på pladsen.
Suri stak den ene fod i stigbøjlen og svang sig op på ryggen af Neija, som tydeligt var meget utålmodig og ønskede at komme af sted. På vej ud af pladsen, vendte Suri sig om og råbte til Max. ”Seks månefaser, så er jeg tilbage.”
Så vendte hun sig om, sendte et ubemærket signal til Neija og straks begav de to sig ud ad vejen langs kroen. Så sent som i morges havde Suri ikke haft den ringeste ide om hvor hun skulle begynde at lede efter Nolan. Indtil hun kom i tanke om sin mors ord den dag de havde siddet ved ilden midt i den mørke vinter; ”Hvis du mangler noget der står dit hjerte nært, noget du dybt og inderligt har kært, led da hvor dine tanker dig fører, led indtil du igen din kære hører”.
Suri havde på det tidspunkt ikke forstået noget som helst af moderens plapren. Men alligevel havde ordene hængt ved og i går aftes havde hun gjort forsøget. Hun havde ledt inde i sig selv. Hun havde søgt indad for derved at kunne søge efter Nolan. Og hun havde fulgt den sti der langsomt havde tegnet sig i den drømmeverden hun var i, indtil hun havde set ham. Han befandt sig i en havneby ikke langt fra den kro hvor Suri havde ventet på ham.
Han var tydeligvis meget frustreret og det lod til at tingene ikke helt havde flasket sig som han havde ønsket. Men hun var og blev ligeglad. Det eneste der betød noget for hende nu var barnet. Hvilket slags barn mon det blev? Nolan var af den ædle elverslægt H’Mna, hun selv af en almindelig skovhuggerfamilie. Alle hendes brødre og søstre var lykkeligt gift og uddannet i et eller andet f*g. Selv havde hun valgt vejen og de oplevelser der fulgte med den.
Neija gjorde pludselig holdt. Hun vejrede lidt med hovedet og Suri kunne fornemme hoppens uro. Var der nogen på vejen? I skoven? Suri spidsede ører og sad helt stille. Hun kunne intet høre bortset fra de naturlige lyde fra en skov.
